Oplevelsen af det daglige liv består i en oplevelse af mange forskellige verdener. For hvert sanseorgan, vi kan opleve igennem, har vi jo en tilsvarende ydre verden. Vi behøver blot at tage sådan en ting som vort syn. Alene inden for denne sanseevne oplever vi jo en hel verden for sig. Hvad ville vi kende til farver, lys og stråler, hvis vi ikke kunne se? – Vi taler om sorte, hvide og kulørte ting. Hvad er det blinde menneske ikke afskåret fra i forhold til det seende menneske? – Er det ikke ligeså med hørelsen? – Er det ikke også en hel verden for sig? – Det menneske, der totalt har mistet hørelsen, er jo også afskåret fra et kolossalt oplevelsesområde. Det kan ikke høre sig selv, det kan ikke høre nogen som helst lyde. Musikkens eller tonernes verden er det helt afskåret fra. Det kan ikke høre hverken stormen, brisen eller brændingen. Det menneske, der ikke kan se og ikke kan høre, lever i et permanent fysisk mørke og en dødlignende stilhed. Men da det stadig er et væsen, der oplever livet, må dette liv forme sig helt forskelligt fra de væseners liv, der både kan se og høre. For et væsen, der er født både blind og døv, kommer verden til at tage sig helt anderledes ud end for de væsener, der både ser og hører, og dog er det den samme verden, de lever i. For de seende væsener eksisterer der lys og skygge, farver og stråler, akkompagneret af lyde, musik og toner. Altså dimensionelle sider ved livet, som det væsen, der aldrig har kunnet se og høre, slet ikke kan fatte.

Men for øvrigt behøver vi slet ikke at tænke os mennesker i en sådan tilstand, som jo netop er abnorm for mennesker. Der findes omkring os livsformer, som netop ikke har syn eller hørelse. Ja, der findes endnu fattigere eller simplere former for liv. Hvis vi ser på selve livets struktur, ser vi jo, at denne repræsenterer en lang kæde af udvikling. Vi ser, at øverst på denne udviklingsstige ligger mennesket. Det er det væsen, der for almindelig fysisk sansning er mest begavet af alle de levende væsener på kloden. Inden for menneskeheden ser vi allerede tydeligt udviklingsstigen. Menneskeheden strækker sig fra primitive væsener i Afrikas jungle og op til højtudviklede genier inden for kulturmenneskene. Disse genier ser jo verdener og ting, som naturmennesket absolut ikke kan fatte, men opfatter som mirakler, trolddom eller overnaturlige ting. Under kulturmenneskene finder vi væsener, som nu for længst er uddøde, men som stod langt lavere end nutidens pygmæer eller primitive naturmennesker. Disse væsener kan vi følge lige ned til abestadierne, og fra abestadierne er vi jo så nede i selve den del af de levende væsener, vi kalder "dyr". Men dyrenes linje kan vi følge helt ned til kødædende planter eller til livsformer, der viser sig som en mellemting mellem dyr og planter. Planternes livsformer kan vi følge helt ned til krystal- og mineraltilstandene, hvor der slet ikke forekommer nogen som helst sansning af den ydre verden.

Planterne og de blinde og døve dyrearter lever altså i en sansedimension, der svarer til det tidligere berørte blinde og døve menneskes. Men når alle levende væsener på kloden således udviser en stigende udvikling fra umådeligt primitive former og op til vort stadium, hvordan kan det da blive logisk at tænke, at denne udvikling ikke skal fortsætte? – Den, der siger, at den standser med mennesket, docerer altså det modsatte af kendsgerningen. Han har hele naturens eller livets egen tale imod sig. Han kan kun underbygge sin påstand med en ren grundløs og ulogisk fantasi, et af ham selv opfundet tankepåhit. Han er altså hverken i kontakt med sandheden eller virkeligheden. Han er kun en postulat- eller dogmeforfatter. Han har intet med videnskab at gøre. Det menneske, der siger, at udviklingen fortsætter, udtrykker derimod det samme som det, naturen i virkeligheden udviser som kendsgerning. Han er i kontakt med sandheden og har bag sig hele universets tale, uafhængigt af religiøse overleveringer, hellige bøger, profeter og vismænd. Det jordiske menneske må altså indstille sig på, at der findes nye sanseterræner, som ligger lige så langt over dets nuværende opfattelsesevne, som farver, lys og toner ligger over det blind- og døvfødte menneskes sansehorisont eller over planternes domæne.

Og det er da heller ikke så mærkeligt, at der igennem årtusinder, ja i hele menneskets historie, altid har været megen tale om en højere verden og højere væsener end de kendte jordiske. Hele religionen, væsenernes religiøse kultus igennem tiderne, har udelukkende været baseret på en sådan opfattet eller formodet højere livsform. Ja, man kan endog se, at denne højere livsform ikke er opfundet af mennesker. Denne følelse af højere liv og højere verdener, denne følelse af et forsyn eller en guddom er produktet af en organisk funktion, på samme måde som netop syn og hørelse, på samme måde som kød og blod, på samme måde som sult og mættelse. Og som et sådant produkt har religiøsitet eksisteret igennem hele menneskets historie lige nede fra dyrene. Dyrets angstskrig er netop et skrig imod et forsyn, imod en ukendt højere magt, om redning. Dyret er sig ikke noget sådant højere forsyn eller magt bevidst, men skriger ikke desto mindre om hjælp. Hvem skriger det imod? – Det ved, at tigeren, løven eller et andet rovdyr ikke lader sig formilde ved nogen slags skrig. Rovdyret kender intet til medlidenhed. I så fald måtte det selv gå til grunde af sult og nød. Dette at dyret skriger, er altså en automatfunktion, der udløses. Men hvad bestemmer en sådan automatfunktion? – Er det ikke, fordi det er så selvfølgeligt og vanemæssigt i kontakt med naturens love, at der råbes om hjælp i nøden? – Det er en organisk funktion i dyret, som frembringer denne påkaldelse af hjælp helt uden om dyrets rent hjernemæssige eller vågne dagsbevidste viden. Men når der i naturen udløses en sådan organisk funktion, må den jo dog have en mening dermed, der må være logik bag ved denne skabelse, lige så vel som der er logik bag ved skabelsen af alle de andre sanser, bag ved synets og hørelsens tilblivelse.

Hele det religiøse instinkt i menneskene er altså et produkt af en organisk funktion. Det fremkalder et råb om beskyttelse, et råb om en varig fred, om kultur og lykke. Et råb om en højere form for tilværelse, en angst og rædsel for at skulle få en evig udslettelse. Det er rigtigt, at dette religiøse instinkt ikke længere i så høj grad giver sig udslag i en stærk tro eller blind tilbedelse af et forsyn, således som det tidligere har været tilfældet og endnu hos en stor part af menneskene forekommer, men det modbeviser ikke noget som helst ved erkendelsen af nævnte religiøse instinkts tilstedeværelse i alle levende væsener og i særdeleshed hos menneskene. Det såkaldte religiøse instinkt har mange måder at give sig udslag på. Der, hvor det ikke mere kan komme til udbrud eller udløsning igennem en religiøs kultus, baner det sig veje igennem en rent materialistisk kultus. Det er en sådan materialistisk kultus, vi oplever i form af alle de politiske partidannelser. Al politik er udelukkende et produkt af det samme religiøse urinstinkt, som har skabt og befordret religionerne. Er ikke mange politiske retninger lige så fanatiske og uden logisk begrundelse som mange af de religiøse påstande? – En anden udløsning eller retning af det religiøse instinkt i menneskene er den såkaldte moderne videnskab. Denne videbegærlighed, der her søger tilfredsstillelse, er også et produkt af det religiøse urinstinkt i menneskene.

Men igennem alle disse retninger eller virkninger af det religiøse urinstinkt i de levende væsener stiler de dog imod et og samme mål. De ønsker alle at komme til den højeste moral, den højeste erkendelse af livet, til selve livsmysteriets løsning. Når væsenerne er gået over til politik, er det jo kun, fordi de ikke har fundet svaret på det evige "hvorfor?" igennem de religiøse institutioner, kirker og templer med deres præsteskab og gejstlige autoriteter, deres vismænd og hellige bøger. Og når væsener forlader politik, er det også, fordi denne ikke kan give dem det endelige og fyldestgørende svar på nævnte "hvorfor?". Når videnskaben løber sig træt i sin forskning og må hjælpe sig ved mikroskoper, teleskoper og andre hjælpemidler, ser vi her en glødende, umættet hunger. Tilfredsstillelsen af denne åndelige urhunger, denne skjulte hunger efter Guddommen, kan heller ikke tilfredsstilles eller mættes ved den materialistiske videnskab. Det er jo stærkt begrænset, hvad den kan se ved hjælp af de tekniske og kemiske processer og den heraf opståede teoretiske fysik. Man er stadig bundet af to svære hindringer, nemlig tid og rum. Med den sanseevne, mennesket har i øjeblikket, kan det kun opfatte begrænsede ting. Det kan kun opfatte mål- og vægtfacitter. Og dette betyder altså, at det kun kan se frembragte eller skabte ting.

Alt, hvad væsenerne sanser, er kun ting uden for dem selv, men det, der er dem selv, kan de ikke sanse. Det noget, der er dem selv, er altså noget, der tilhører en anden sansedimension end den, de i øjeblikket behersker. Det er en sansedimension, der ligger uden for deres nuværende oplevelsesområde, på samme måde som lys og farver, lyde og toner ligger uden for de væseners sanseområde, som ikke har syn eller hørelse. Men ligesom syn og hørelse ikke af den grund er noget uvirkeligt, således også med denne højere sansedimension, i hvilken man rent sansemæssigt ikke blot kan se det, man selv eller andre væsener frembringer, men man kan også se ud over det skabte og derved se det, der skaber. Det er denne sanseevne, der igennem det religiøse, de politiske og videnskabelige kampe og oplevelser er under udvikling. Det er denne evne, der er det store mål bag alle livets nuværende genvordigheder. Med denne evne vil verdensaltet, ja hele tilværelsen, fuldstændigt forandre sig. Den vil stråle for individet i et helt andet lys. I dette lys vil det se, at "Alt er såre godt". Det er fra en sådan sansedimension, at nævnte bibelske udtryk stammer. Det er fra samme sansedimension, at de store bibelske sandheder også er udgået, såsom "Du skal elske din næste som dig selv, dette er al lovens fylde", og dermed viser, at verdensgenløseren Jesus Kristus netop havde en sådan sanseevne. Og det var ligeledes i kraft af denne oplevelsesevne, at han oplevede Guddommen som sin virkelige Fader. Det var den samme evne, der gav ham kraft og mod til at lade sig korsfæste og bede om undskyldning for sine bødler, idet denne evne gav ham mulighed for at se, at disse ikke vidste, hvad de gjorde. Og at det samme er tilfældet med alle syndere i verden. Det er denne evne, der viser individet, at ingen i verden kan gøre uret eller lide uret. Martyrium eksisterer ikke, idet hvert eneste levende væsen er sin egen skæbnes herre. Det er denne nye sansedimension, der udtrykkes som "kosmisk bevidsthed". Det er denne sanseevne, der sætter mig i stand til at udføre mit store hovedværk Livets Bog og i det hele taget beskrive og fremstille det kosmiske verdensbillede og væsenernes udødelighed i en videnskabelig form, der aldrig nogen sinde vil kunne omstødes.

Nu vil der være en hel del mennesker, der hverken vil eller kan forstå en højere sansedimension og derfor i medfødt naivitet og overtro benægter, at der er andet til end det, de selv kan høre og se, veje og måle. Til mennesker med denne indstilling er disse analyser ikke beregnet, thi til sådanne væsener har livet en helt anden og mere drastisk tale i beredskab. Men lad os se på væsener, der med en mere eller mindre udviklet kosmisk bevidsthed har ført menneskene frem til dato. Vi vil da blive vidne til, at gudsbenægtelsesstadiet og forkastelsen af erkendelsen af kosmisk bevidsthed ikke er et stadium, der ligger hinsides det kosmiske bevidsthedsstadium. Når vi ser på disse udviklede væsener og deres bevidsthedstilstand, viser det sig, at den er et stadium, der først kommer efter, at man har gennemlevet materialismens kolde gudsfornægtelsesstadier. Det er først efter, at man har levet sit liv helt uden nogen som helst tro på en guddom eller et forsyn, at det kosmiske stadium indtræder i menneskets liv. Da det således ligger efter de kolde, materialistiske væseners placering på udviklingsstigen, vil det altså være et stadium, som materialisterne endnu ikke har passeret. Derfor deres kolde, naive holdning, derfor deres mørke, intolerante bevidsthedsindstilling.

Hvad er da kernen i dette nye sanseområde? – Ja, dette sanseområde ligger i virkeligheden skjult under alt, hvad der kommer ind under begrebet evigheden. Det er det første udtryk for den ny verden. Når væsenerne får kosmisk bevidsthed, sanser de evigheden og uendeligheden. I dag sanser de kun, hvad der er begrænset, og alt, hvad der er begrænset, er kun tid og rum. Men at sanse tid og rum er jo kun et fattigt syn for det vordende menneske i Guds Billede. Det må også udvikle sig en sanseevne, i kraft af hvilken det netop kan sanse det, som tid og rum er detaljer i, det, der er ophavet til tid og rum, thi tid og rum er ikke det, det ser ud til at være; det er kun illusioner, det er kun frembragte ting. Men når det kun er frembragte ting, må der jo være en realitet, der eksisterer højere eller over det frembragte. Så længe dette højere noget eller frembringeren eller skaberen ikke er fundet, vil mennesket ikke have den totale fred i sindet. Og så længe menneskeheden heller ikke har fundet denne skaber som realistisk kendsgerning eller videnskab, lever den endnu på overtro, på idealer, der er dødbringende og kulturødelæggende i stedet for at være kulturskabende.

Denne nye sansedimension er ikke et nyt ydre fysisk sansesæt. Det er en særlig tænkemåde, en særlig indstilling af bevidstheden. Det er en indstilling af bevidstheden, hvor det ikke er mål- og vægtfacitter, man søger. Man søger netop udtryk for liv. Det er ikke mere noget med, hvor lang eller kort, hvor tyk eller tynd en ting fremtræder. Det er ikke afstande, tids- eller rumbegreber, man søger. Man søger derimod noget, der udnytter tid og rum, afstande, mål og vægt. Noget, der tilkendegiver sig igennem disse ydre skabte foreteelser. Man indstiller sig hjernemæssigt på, hvad gavner dette eller hint. Hvorfor er der sommer og vinter? – Hvorfor er der lys og mørke? – Hvorfor er der dag og nat? – Hvorfor sker der den lykke med det ene væsen, og hvorfor sker der den ulykke med det andet væsen? – Svaret herpå kan aldrig være et mål- og vægtfacit. Det må være et hensigtsfacit, det må være en livsytring, en tilkendegivelse af bevidsthed og liv. Det må være et levende væsens handlemåde. Alt, hvad der foregår i naturen, må være et resultat af tanke og bevidsthed. At det skulle være et resultat af tilfældighed, er det svar, der aldrig nogen sinde kan give tilfredshed. Det giver ingen mættelse for den åndelige hunger, som ligger bag ved menneskehedens åndelige stræben, enten i form af religiøs kultus, politik eller humanitetsskabelse. At universet er tilfældighed, at det levende væsen er et produkt af materien, er noget, der lige så godt aldrig nogen sinde kunne være blevet til, er ingen løsning. Dette kan aldrig nogen sinde danne moralsk fundament, kan aldrig være noget, hvormed man kan begrunde moralitet eller humanitet. Tværtimod. Hvis alt var tilfældighed, måtte den mest geniale hensynsløshed, uretfærdighed og mordlyst være de allerhøjeste urokkelige idealer, idet de da måtte være de eneste berettigede midler til at skabe ens egen lykke.