Vi lever i en evig vandring. Alt, både levende og dødt, er i bevægelse. Bevægelse er forvandling fra en tilstand til en anden. Der er ikke noget som helst, der i dette øjeblik er nøjagtigt, som det var for få sekunder siden. Selv det hårdeste granit, ja, selv diamanter er underkastet en forvandlingsproces. At bevægelsen eller forvandlingen her foregår så langsomt, at den ikke direkte kan ses, forandrer ikke princippet.

Men kilometer og år er i sig selv farveløst eller umarkeret og dermed utilgængeligt for oplevelse, hvis ikke der eksisterede et tredje element, nemlig den foreteelse, vi kalder "psyke", der igen er det samme som mentalitet eller bevidsthed. Men hvad er nu bevidsthed? – Bevidsthed er vilje, oplevelse og skabelse. Disse tre forekomster er igen den enhed, vi kalder "livet". Livet er igen et navnløst "noget" eller jegs markering og erkendelse af sig selv som et levende væsen. At dette levende noget eller jeg eksisterer og befinder sig i nævnte forhold til de tre elementer: rummet, tiden og psyken, bliver altså til kendsgerning igennem vor egen eksistens.

Vi har således her i en nøddeskal fået analysen af hele det altomfattende liv, den altdominerende bevægelse og tid, det umådelige rum, vi befinder os midt i. For at det liv, det univers med al sin udstrækning kan eksistere og blive tilgængeligt for oplevelse, således som tilfældet sker i form af vor eksistens, må der således tre elementer og et disse elementer beherskende noget til. Disse elementer er således rummet, tiden og psyken, medens det oplevende noget er jeget inde i det levende væsen. Dette er altså en generalanalyse af universet, den udviklede forsker eller tænker ikke kan komme uden om. Hvad kan være til uden alder? – Hvad kan være til uden bevægelse? – Hvilken bevægelse kan være til uden forvandling? – Hvilken forvandling kan være til uden at udgøre skabelse? – Hvilken logisk eller bevidsthedsmæssig skabelse kan være til uden at udgøre en plan? – Hvilken plan kan være til uden at udgøre en hensigtsmæssig opbygget tankerække? – Men hvilken hensigtsmæssig opbygget tankerække kan eksistere uden at udtrykke vilje og begær? – Men hvordan kan et begær eller ledet skabelse være til uden en skaber? – Det er da ikke de skabte ting, der skaber skaberen, det må da være skaberen, der skaber de skabte ting. Det er ikke tøjet, der skaber skrædderen, eller huset, der skaber bygmesteren, eller uret, der skaber urmageren. En sådan opfattelse vil jo blandt normale mennesker være at opfatte som sindssyg. Hvorfor skulle den så ikke også være at opfatte således, når der er tale om logiske skabelsesprocesser af sådanne dimensioner, at de langt overstiger den menneskelige skabe- eller frembringelsesevne? – Når så små skabelsesprocesser, som de rent menneskelige frembringelser må være i forhold til universets logiske skabelsesprocesser, ikke i et eneste tilfælde kan udvise logisk skabelse uden en i forvejen eksisterende skaber, må der så ikke i langt højere grad en skaber til, når det drejer sig om jongleren med så store materiemasser, hvis logiske form betinger skabelsen eller tilblivelsen af beboelige kloder med de der eksisterende livsbetingelser og muligheder for blomstringen af animalsk liv som f.eks. på vor egen klode? – Hvordan kan alle disse underbare forhold og muligheder for en virkelig guddommelig lykkelig tilværelse, som eksisterer på kloden og kun venter på menneskenes fuldkommengørelse for at kunne udnyttes, blive til af sig selv? – Hvordan kan hele denne fuldstændigt logiske tilpasning i energiernes omdannelse fra sol- eller ildtilstand til den nu eksisterende smilende, fysiske tilstand i form af vidunderbare frugtbare marker, grønne skove, blå oceaner og milde klimaer, alt sammen uundværlige betingelser for opretholdelsen af højt udviklet animalsk liv og således udtryk for en planmæssig skabelse, blive til uden at være tanke eller psyke, uden at være begær eller vilje? – Hvorfor skal kun de små logiske skabelser, som universets mikrober: menneskene og dyrene og de meget meget mindre væsener, frembringer, være psyke, bevidst liv og tanke og ikke de umådeligt store skabelsesprocesser i universet? – Hvorfor skal ikke de absolutte principper, de absolutte skabelsesbetingelser eller love for skabelse, der er urokkeligt altbeherskende inden for det område, hvor mennesket har sin sansekulmination eller højeste evne til at iagttage, ikke være vor rettesnor i de områder, hvor vi har en meget ringe eller slet ingen evne til at kunne iagttage? – Hvordan kan det være logisk og dermed videnskabeligt fuldstændigt at forkaste vore erfaringer om loven for skabelse inden for vort allerhøjeste sansefelt og erstatte den med en fantasi, som er totalt uden noget som helst holdepunkt eller realistisk begrundelse og derfor er ren overtro? – Al materialistisk benægtelse af psyke bag universets bevægelser eller skabelsesprocesser er en sådan overtro og har ikke selv den allermindste form for videnskabelig begrundelse bag sig, selv om den næsten udelukkende fremføres af "videnskabsmænd".

Tænk at videnskabsmænd, som ellers har lært, hvorledes man på grund af logik opbygger begrundelser for forskning, opdagelse og erkendelse, bliver de mest overtroiske og de største overtrædere af dette deres eget forskerprincip, når det gælder erkendelse af så vigtige elementer bag de fysiske bevægelser, universets processer, som psyke og jegelementet. De er lige nået frem til at erkende rum og tid, men de to andre af universets fire kosmiske elementer, psyken og jeget, fornægter de hårdnakket, jo mere materialistiske og sympatifattige de fremtræder. Men da presse, politik og almen folkeopfattelse er præget eller gennemsyret af videnskabens indstilling, bliver denne videnskabens overtro naturligvis også almengældende. Det religiøse, forestillingerne om en guddom, om psyke og tanke bag alle naturens bevægelser, er blevet noget primitivt, noget enfoldigt, noget, man ikke kan være bekendt at beskæftige sig med. Ja, man kan endog se, at ellers udviklede og pæne mennesker ligefrem kan sidde og lade overlegne og hånlige, hvis de kommer til at overvære foredrag eller studier af disse livets allerhøjeste problemer. Men det må man naturligvis undskylde dem, thi de er jo flokmennesker, hvilket igen vil sige mennesker, der står og svajer i vinden, fordi de ikke selv har nogen mening. De svajer efter avisernes og akademisk betitlede væseners overtro og kan derfor ikke se deres egen åndelige latterlighed og indskrumpede døde bevidsthed. Hvis de kunne se denne deres bevidsthed, ville de skyndsomst blive skamfulde og tolerante og forstående over for livets virkelige sandhed. De ville da komme bort fra den tåbelighed, at rum og tid, hvilket igen vil sige ting og alder, er det eneste eksisterende i tilværelsen. De ville se, hvor tåbeligt de i virkeligheden benægter deres egen tilværelse, deres egen eksistens, deres eget jeg, skønt denne deres benægtelse i sig selv jo måtte være det uomstødeligste bevis for deres eget jegs eksistens og dermed eksistensen af noget, der kan have en mening, ligegyldigt om denne så er overtro eller virkelighed.

Men hvad er så virkelighed, og hvad er overtro? – Enhver opfattelse af naturen er overtro, når den fornægter psyke bag denne natur. Vi vandrer alle på en evig vej i form af forvandling. At der er mere til end denne forvandling, må da være en selvfølgelig kendsgerning. Der er jo noget, som oplever forvandlingen og opsummerer forvandlingens resultater i sig. Dette noget er det levende væsens jeg. Dette jeg må overleve forvandlingen, ellers betyder forvandlingen jo ingen ting. Hvis oplevelsen af forvandlingen dør med forvandlingen, til hvad nytte så forvandlingen? – Forvandlingernes fornemste resultat er jo oplevelsen af forvandlingen. Denne oplevelse er igen det samme som bevidsthed. Bevidsthed er jo det, der gør det oplevende noget levende. Naturens processer er alle levende bevidsthedsmanifestationer, der er åbenbaringer af tanke. Men at modtage eller overvære åbenbaringen af tanke er jo det samme som at opleve andre levende væseners tanke eller bevidsthed. At opleve naturen som åbenbaring af tanke er det samme som at opleve åbenbaring af bevidsthed. Dette må så igen blive det samme som at opleve et levende væsens manifestationer, tale og tankeoverføring. Vi befinder os således i daglig samtale med Guddommen. Vi og Guddommen er altså alle bevægelsers psyke og jegelement. Vi er det levende bag alle processer, vi ejer verdensbevidstheden, vi er ét med Guddommen, vi er evigheden og uendeligheden. Tiden og rummet er blot manifestationsmateriale for os. Vi er evigheden.