M0222
Den evige sult og mættelse ("Syndefaldet")
af Martinus

1. Sult og mættelse er selve livet
Hvad er sult og mættelse? Ja, er det ikke de to foreteelser i livets oplevelse, De i allerhøjeste grad har erfaret? Findes der overhovedet nogen situation, der ikke repræsenterer enten det ene eller det andet af nævnte to principper? Nej, absolut ikke. De udgør det allerførste, De oplevede, da De ved Deres fødsel trådte ind i den fysiske verden. Og de behersker Dem gennem hele livet og vil blive det allersidste, De oplever, når De igen ved "døden" skal træde ud af den fysiske verden. Sult og mættelse er selve livet. Uden for sult og mættelse findes absolut intet liv. Men når disse to principper således former sig som det altbeherskende i livet, kan studiet af disse to principper afsløre et temmeligt omfattende materiale af urokkelig visdom eller virkelig åndsvidenskab.
I al almindelighed forstår man ved sult og mættelse kun noget, der angår selve den rent fysiske ernæring. Ved sult forstår man således den appetit eller lyst til føde, der opstår, når maden fra et tidligere måltid er fordøjet, og mavesækken er tom, ligesom man ved mættelse forstår den svækkelse af appetitten eller lysten til mad, der indtræder, alt eftersom mavesækken fyldes med mad. Sult er således lysten til mad, og mættelse er lede ved mad. Sult og mættelse vil altså henholdsvis være identisk med lyst og lede. Men derved bliver det jo synligt, at sult og mættelse er et altomfattende princip. Vi kan jo føle lyst til og lede ved en hel mængde andre foreteelser i livet end de, der kommer ind under begrebet mad, men her udtrykker vi sulten eller lystfølelsen som begær og mættelsen eller ledefornemmelsen som tilfredsstillet begær, hvilke to fornemmelser igen er det samme som henholdsvis sympati og antipati.
2. Vort forhold til vor næste er også et spørgsmål om sult og mættelse
Vi kommer således her til at se, at hele vort liv, ikke blot vort forhold til mad og drikke, men også vort forhold til vore omgivelser, vor næste, er et spørgsmål om "sult" og "mættelse". Hvis et menneske således føler antipati over for sin næste, vil det altså i virkeligheden sige, at denne næste repræsenterer noget, som det mere eller mindre er "mæt" af, noget det forlængst har fået tilfredsstillet. Hvis et væsen derimod føler stærk sympati for et andet væsen, vil det på samme måde sige, at dette andet væsen repræsenterer noget, som det selv hungrer og tørster efter. Dette vil altså igen sige, at vor næste i realiteten udgør en slags "føde", en slags "mad" og "drikke" for os. Vi er således i allerhøjeste grad afhængig af denne vor næste. Men derved bliver jo Jesu ord til videnskabelig sandhed, der hvor han udtrykker, at "mennesket ikke lever af brød alene, men af hvert ord som udgår gennem Guds mund". "Guds mund" er jo netop vor næste i sin højeste analyse og kan aldrig i nogen som helst situation være andet. Og denne næstes handlinger og væremåde er altså det samme som "Guds ord". Det vil igen sige, at vor næstes handlinger og væremåde således er en del af vor "føde", ligesom vore handlinger og væremåde naturligvis på samme måde udgør en del af hans "føde". Hele vor tilværelse og vort forhold til vore omgivelser, vor næste, er således i allerhøjeste grad et spørgsmål om, hvad vi hungrer efter, og hvad vi er mætte af, hvad vi føler lyst til, og hvad vi føler lede ved. At føle "lyst" og "lede" er således en naturlig ting, idet den er identisk med sult og mættelse og har i sig selv ikke noget som helst med "synd" at gøre. Det store problem for det levende væsen bliver derimod dette at vide, "hvad der er føde for hvem". Det er rigtigt, at naturens udfoldelse igennem de levende væseners fremtræden og væremåde udgør "føde", men hvilken "føde" passer for "hvem"? Alle levende væsener kan jo slet ikke rent fysisk set spise den samme føde. Det, der er føde for den ene væsensart, kan jo være den rene gift for den anden væsensart. Og således er det også med hensyn til den kosmiske sult eller den næring, vi skal have ud af vor næstes manifestation og væremåde eller forhold til os. Lige så vel som den kan være overordentlig livgivende og opmuntrende livsernæring og skabende mentalt og fysisk velvære og lykke for os, således kan den også skabe de mest forfærdelige kvaler og lidelser eller ulykkelige tilstande for os.
3. Dyrets og jordmenneskets fødevalg
For væsener under jordmenneskets trin volder dette fysiske såvel som kosmiske ernæringsspørgsmål ingen vanskeligheder eller problemer, idet væsenerne her rent instinktmæssigt ledes til at æde og drikke det for disse væseners trin absolut sundeste og den mest passende føde, ligesom deres væremåde over for omgivelserne ligeledes er deres trins absolut fuldkomneste. Der er ikke noget her, der for dem kan skabe sjælelige konflikter eller "samvittighedsnag". Helt anderledes stiller det sig med det jordiske menneske. Det er i en kolossal udstrækning i strid eller disharmoni med ikke blot sit rent fysiske sult- og mættelsesspørgsmål, men er også i en rent gigantisk udstrækning i konflikt med sit sult- og mættelsesspørgsmål med hensyn til den "føde" eller "kost", som næstens væremåde og manifestationer skal udgøre for det selv. At blive klar over, hvad der er den absolut rigtigste føde for sjælen såvel som for legemet, er således det absolut eneste fornødne.
Spiser jordmennesket da så uendeligt forkert? – Ja, er det ikke en kendsgerning, at næsten ingen mennesker dør en naturlig død af alderdom – men derimod af en eller anden sygdom, rent bortset fra at næsten heller ingen befinder sig helt raske. Er ikke hovedpine, dårlige nerver, svære sygdomme, fejlagtigt stofskifte, tuberkulose, kræft osv. almenforeteelser, der udhuler og tilintetgør væsenets rent fysisk kropslige velvære?
4. En ting, der er forkert, bliver ikke rigtig, fordi mange sværger til den
Men er det bedre med hensyn til væsenets rent sjælelige, hvilket vil sige rent mentale velvære? – Ja, lever vi ikke netop i en tid, hvor dette velvære er endnu værre end det rent fysiske? – Er det ikke således her, at menneskene har begyndt at lemlæste, myrde og dræbe eller udrydde sig selv? – Kan en sjælelig tilstand være værre? – De væsener, der skulle "vorde frugtbare og mangfoldige, opfylde Jorden og gøre sig den underdanig", lemlæster, dræber og udsletter hverandre. Det må da være selve kulminationen af "helvede". – Kan en levevis være værre?
Nu vil De måske spørge mig, hvad det kommer "kosten" eller "føden" ved. De kender mange mennesker, der både kropsligt og sjæleligt lever pænt og dog er blevet hjemsøgt af de sværeste lidelser eller ulykker. Og det er sikkert rigtigt nok, men hvad er det at "leve pænt"? – Er det ikke at efterkomme, hvad der i dag er "skik og brug"? – Men hvad er så "skik og brug"? – Er det andet end de af flertallet eller almenheden vedtagne favorit- eller yndlingsidealer? – Og hvordan er de blevet yndlingsidealer? – Er det ikke udelukkende, fordi de udgjorde foreteelser, flertallet syntes om? – Men fordi en foreteelse falder i manges smag, behøver den ikke at være rigtig, tværtimod havde jeg nær sagt. Fordi mange godt kan lide en særlig bestemt foreteelse, det være sig f.eks. en særlig bestemt måde at leve livet på, behøver denne foreteelse absolut ikke at være rigtig. En ting, der er forkert, bliver ikke rigtig, fordi mange sværger til den, den bliver derimod til "autoritet". Den repræsenterer flertallet, der er det samme som, at den udgør "magten" eller flokkens vilje. Og det er denne flokkens vilje, vi i dag kalder "dannelse", "kultur", "kristendom" eller højeste "retfærdighed". Autoriseret "retfærdighed", "moral" og "dannelse" kan således kun det være, der er i kontakt med flertallets eller flokkens vilje, ligegyldigt hvor uretfærdigt, umoralsk og blottet for en virkelig hjertets dannelse det så end måtte være. Det væsen, der afviger fra flokken, bliver uvægerligt miskendt af denne og betragtet som et abnormt, ja, i værste tilfælde endog som et samfundsfarligt individ, selv om det i virkeligheden står over flokken i virkelig moral og væremåde. Har vi ikke et levende billede heraf i Jesu lidelseshistorie? Det i flokkens øjne at "leve pænt" er således ingen garanti for, at ens levevis er opfyldelsen af livets højeste idealer eller morallove. En sådan garanti kan kun eksistere der, hvor flokkens vilje er identisk med opfyldelsen af nævnte højeste moral- eller kærlighedslove. Og vi kan vist ikke påstå, at denne opfyldelse er blevet flokkens vilje inden for den nuværende jordmenneskehed, hvis vilje i dag dominerer i at udrydde og lemlæste sig selv.
5. Nydelsen af den forkerte "føde" for sjæl og legeme
Da hele tilværelsen som før nævnt udelukkende er et spørgsmål om begær og tilfredsstillelse af begær, der igen henholdsvis er identisk med sult og mættelse, kan vi således ikke komme uden om, at flokkens såvel som det enkelte væsens vilje således i realiteten er et spørgsmål om, hvad flokken såvel som det enkelte individ giver sig selv af fysisk og sjælelig føde. Men da flokkens vilje, som jeg før nævnte, inden for jordmenneskeheden dominerer i at udrydde sig selv, og denne udryddelse altså i virkeligheden er dens sjælelige føde, vil det altså i virkeligheden sige, at flokken "æder sig selv". At dette må være skrigende imod naturens love og dermed være det absolutte "syndefald" eller "nydelsen af den forbudte frugt", behøver man da kun almindelig begavelse for at forstå. Intet under, at nydelsen af denne frugt i første instans måtte være den såkaldte "død", måtte være den fortabte søns eller den guddommelige gudesøns nedværdigelse til at "spise sammen med svinene".
At jordmenneskeheden ikke nyder den rigtige naturlige føde for sjæl og legeme, selv om også den påberåber sig, at dens viljeføring er kristendom eller den højeste repræsentation af moral, idealisme eller retfærdighed, kan vi således ikke komme uden om. Dens viljeføring er i en alt for iøjne- og iørefaldende grad en "æden sig selv" eller kulminationen af nydelsen af den forkerte "føde" for sjæl og legeme.
6. Den rigtige føde giver sundhed for både sjæl og legeme
Hvad er da den rigtige føde? Den rigtige føde må naturligvis være noget, der giver sundhed såvel for sjælen som for legemet. Sundhed er igen den højeste sjælelige og legemlige fornemmelse af livet. Denne fornemmelse er igen himmerigets rige, det er den højeste evne til at fornemme velsignelse, lykke, glæde og salighed. Det er fornemmelsen af at være ét med Gud. Det er at være ét med vejen, sandheden og livet. Den fuldkomneste og dermed rigtige føde for sjæl og legeme må være noget, der ved sin optagelse i sjæl såvel som i legeme må skabe et hundrede procents velvære. Noget, der i disse to foreteelser ikke skaber denne velværefornemmelse, er en absolut forkert føde, er noget, der ikke kan omsættes eller fordøjes, men derimod nedbryder og underminerer organismens sjælelige såvel som legemlige tilstand.
Og det er jo lige akkurat en sådan føde, Guddommen anviste Adam og Eva som betingelse for at kunne blive i edens have, hvilket her vil sige blive i den fuldkomne, lykkelige og smertefrie tilværelse. Og hvad sagde da Gud til "Adam" og "Eva"? – Gud sagde: "Se, jeg har givet Eder alle urter, som give sæd, som ere over al Jorden, og allehånde træer, i hvilke er træers frugt, som have sæd; de skulle være Eder til føde". Her har vi i en endog overdådig fylde, for den der kan se, hele den guddommelige anvisning på den absolut fuldkomneste føde. Nogen anden anvisning forekommer ikke. Der står ikke nogen steder, at Gud sagde til Adam og Eva, at de skulle spise kød, gå på jagt og fiskeri, lemlæste og partere dyrene og svælge i disse væseners animalske kropsmaterier. Hele denne jordmenneskets animalske nydelse er altså den "forbudne frugt". At den i dag er flertallets eller "flokkens" vilje, at den hører med til moderne kultur og dannelse, forandrer ikke princippet og ophæver ikke forbuddet eller dets virkninger.
7. Rovdyret i sin fuldkommenhed
At animalske væsener spiser animalsk føde, er i princip det samme som, at "mennesker spiser mennesker". Vi er alt for nært beslægtede. Vi spiser medvæsener i samme rige. Det fuldkomne, smertefrie og dermed lykkelige liv kan kun forekomme der, hvor flokkens såvel som det enkelte væsens vilje kun er nydelse af materier og foreteelser fra det underliggende rige. Animalske væsener, hvilket her vil sige de såkaldte "dyr", der æder planteføde, skaber ikke rædsel, død og undergang for medvæsenerne i deres eget rige. Denne rædselsudfoldelse hører de kødædende og blodnydende væsener til. At det er en livsbetingelse for rovdyrene at leve af animalsk føde, forandrer ikke princippet. Disse væsener har blot igennem deres mange inkarnationer eller liv udløst denne særlige form for begærtilfredsstillelse i en så udstrakt grad, at de har fået hele deres organisme omdannet i dette begærs favør, har fået tænder og klør, kraft og smidighed, ja, hele deres væsen er blevet et udviklet talent i befordringen af mordnydelsen, en udvikling, der egentlig kun er en begyndelse til det vældige talent i samme retning, som jordmennesket i dag til overdådighed repræsenterer. Og er det ikke netop dette talent, der i dag får jordmenneskehedens store flok til at "æde sig selv". En større kulmination af rovdyrnatur kan vel ikke forekomme. Jordmennesket er for længst blevet i stand til at danne sig redskaber til at myrde og dræbe med, ved siden af hvilke det almindelige rovdyrs klør og tænder og kraft svinder ind til den rene hjælpeløshed. Jordmennesket er således rovdyret i sin fuldkommenhed.
8. Jordmenneskets åndelige jungle
Denne fuldkommenhed af rovdyrnaturen hos jordmennesket består ikke blot i, at det kan skaffe sig den animalske føde med større lethed end det almindelige rovdyr, men også deri, at dets sjælelige føde også er animalsk, hvilket vil sige en nydelse af andre væseners normale sjælelige førlighed. De myrder og dræber også hverandre mentalt og lever således højt på disse morderiske mentale sejre. De gør jagt på andres positioner, søger at underminere væsener, der er bedre stillet end de selv. De stjæler, bedrager, lyver, bagtaler og myrder, flænser og flår andre væseners glæde og lykke ved at være til. Denne underminering af andre væsener for dermed at albue sig frem over næstens mentale og fysiske undergang er således i stor udstrækning væsenernes sjælelige føde af i dag. Da ofrene herfor i stor udstrækning også er rovdyr, der bliver rasende med al mulig udnyttelse af deres mentalt og fysisk dræbende talent for at undgå modstanderne, er vi netop lige akkurat ved den udløsning, der kun kan være selve helvede eller en åndelig jungle.
Manuskriptet afsluttes med disse ord:
Selviskheden.
Væsenerne æder hinandens lykke.
Den rigtige føde "Næstekærligheden".
Det fuldkomne menneskes tilbliven. – Den virkelige værdi i verden menneskets evner og pengeafskaffelsen. – Den nye jord hvor der ikke er evnetab, hvor alle kommer på den rette hylde. Alle bliver til glæde for alle. Alle manifestationer er fuldkomne og udgørende den rigtige føde. Den fuldkomne manifestation er kærtegn. Kærtegn er kærlighed.
Artiklen er en gengivelse af et manuskript til foredrag afholdt af Martinus i Livets Bogs Bureau, søndag den 1. oktober 1944. Renskrift og stykoverskrifter af Ole Therkelsen. Godkendt i rådet 23.03.1999. Første gang bragt i Kosmos nr. 4, 2000. Artikel-id: M0222.
© Martinus Institut 1981, www.martinus.dk
Du er velkommen til at linke til artiklen med angivelse af copyright og kilde. Du er også velkommen til at citere fra artiklen, når det sker i overensstemmelse med loven for ophavsret. Kopiering, eftertryk eller andre former for gengivelse af artiklen kan kun ske efter skriftlig aftale med Martinus Institut.