Så længe menneskene har kunnet leve og dø på en sådan tro, har det været udmærket for dem, men denne blinde tro er der i dag mange mennesker, der er vokset fra. Mange mener, at det er en forældet tankegang, at Gud skulle ønske et uskyldigt væsens lidelse for at blive formildet i sit ønske om straf og hævn og lade nåde gå for ret. Og det er en forældet tankegang. Det kan så få mennesker til at mene, at selve begrebet "syndernes forladelse" er forældet og meningsløst, og derfor er det vigtigt at få dette begrebs kosmiske betydning forklaret, da det er noget af det allermest aktuelle for hele den jordiske menneskehed i den situation, den oplever nu og vil opleve i den nærmeste fremtid.

Overalt, hvor et menneske endnu kan nænne at såre en anden i ord og handling, hvor det kan bedrage, lyve eller på anden måde skabe sorg, smerte, lidelse og vanskeligheder for andre, dræber det stadig noget af andre menneskers livsglæde og lykke, og da begår det "fortyndet mord". Sådanne handlinger giver ikke blot i sig selv karma, når de vender tilbage, men så længe man kan begå dem, kan de bevirke, at man ikke er fuldt beskyttet mod fortidens karmabølger, selv om man kun kommer ud for deres virkninger i "fortyndet" form. Men naturligvis vil også disse virkninger være en undervisning, som forårsager, at væsenet, når engang skæbnebølgerne fra dets "fortyndede mord" vender tilbage, har fået "syndernes forladelse" på disse områder, hvilket jo egentlig vil sige, at også dette mørke tankeklima er et mentalt område, væsenets bevidsthed har forladt.

Sønnen, der ønskede sin fædrenearv udbetalt og drog til et fjernt land, hvor han ødte hele sin formue i et ryggesløst levned, som det hedder, hvem er det andet end vor tids menneske? Hvad er det for et fjernt land, der er tale om? Det er den fysiske verden, hvori jordmennesket er inkarneret. Men hvad er det for en formue eller fædrenearv, jordmennesket har forødt? Det er den bevidsthed, baseret på kosmiske instinkter, der har båret samme væsen gennem mineralrige, planterige og dyrerige og primitive jordmenneskestadier, og blandt disse instinkter ikke mindst det religiøse instinkt. Det er alt sammen virkninger af en tidligere udviklingsspirals kosmiske bevidsthed, dengang "sønnen" var "hjemme hos faderen".

Når et levende væsen fra en udviklingsspirals salighedsrige glider ind i en ny og overliggende spiral for at forny sin bevidsthed i den evige udvikling, fjerner det sig fra faderen i den forstand, at det længes efter at leve sit eget liv. Det betyder naturligvis ikke, at det levende væsen fjerner sig fra Gud, hvilket er en kosmisk umulighed, da man ikke kan fjerne sig fra den, hvori man "lever, røres og er til" i al evighed. Men væsenets bevidsthed fjerner sig fra det guddommelige lys, som det i den grad er blevet ét med, at det mangler kontrastoplevelser. Væsenet ville stivne i ensformighed og vanetilværelse, som ikke er nogen rigtig tilværelse, hvis ikke dets bevidsthed fornyedes gennem kontrasten til lyset. Dette væsen, hvis længselsenergier nærmer sig et fysisk tilværelsesplan, hvor det danner mineralmaterie, er sønnen, som ønsker sin arv udbetalt for at drage til et fjernt land. Gennem hele udviklingen i planterige og dyrerige frem til jordmennesketilstanden forøder væsenet sin arv, det opbruger sine instinkter, der efterhånden degenererer. Til slut er også det religiøse instinkt og bønnen, der først udfoldede sig i dyrets angstskrig og senere blev til primitiv magi og højere religioner, forødt og degenereret. Mennesket, der ikke mere er et rigtigt dyr, fordi det er begyndt at udvikle intelligens i stedet for instinkt, "æder dog stadig sammen med svinene", hvilket vil sige, at det lever efter dyrerigets principper, den stærkeres ret, det dræbende princip, alt det, der i det egentlige dyrerige ikke er synd, men natur, men som i et jordmenneskesind lidt efter lidt bliver til syndsbevidsthed og samvittighed.

Det vil uden tvivl forekomme mange af vor tids irreligiøse, ateistisk- og materialistisk betonede mennesker helt tåbeligt at høre, at de er ved at vende sig mod Gud. De vil tværtimod mene, at de har kastet al gammel overtro og dermed også forholdet til Gud over bord. Ja, det forhold, der var baseret på blind tro og det religiøse instinkt, har de kastet over bord. Men noget helt nyt, som de endnu ikke selv er klar over, er ved at foregå i deres bevidsthed. I forhold til som disse mennesker, der ofte er meget humant indstillet, bruger deres intelligens og skabeevne i overensstemmelse med deres humane følelser, har de også vendt sig mod lyset og mod Gud. Når et jordmenneske bliver mere humant og kærligt indstillet, betyder det, at vedkommende er ved at have fået nok af mørket. Dets aura er ved at forvandles, og på den måde begynder vandringen mod den guddommelige verden. Den fortabte søn er ved at blive sjælsadlet, krigszonen inden i ham selv eksisterer måske nu kun som visse mørke pletter i auraen, hvorigennem han vil kunne høste "fortyndet mord", og netop denne høst vil måske være årsagen til, at dette væsen bliver utilfreds med sig selv og sit liv og bliver søgende. Dets søgen bliver da ikke i overensstemmelse med den gamle verdensimpuls dette, at det søger en havn, hvor det kan blive "frelst". Det bliver modtageligt for den nye verdensimpuls, for åndsvidenskaben, der ikke skal sætte et menneske i bås, men gøre det mere frit.

Hvad er da faderens vej? Det er den vej, Kristus, der fortalte denne lignelse, selv vandrede, og derfor kunne han også sige: "Jeg er vejen, sandheden og livet". Lignelsen fortæller om denne vej med ordene: "Men da han endnu var langt borte, så hans fader ham og ynkedes inderligt, og han løb til og faldt ham om halsen og kyssede ham". Ligesom faderen modtog sønnen med glæde, tilgivelse og kærlighed, må mennesket også lære at modtage sine "fortabte sønner", dvs. dem, der har bagtalt det, forfulgt det med vrede, mødt det med løgn og bedrag eller på anden måde været redskab eller budbærer for det onde. Vi må gerne lade vore bagtalere, rygtesmede og alle såkaldte fjender gå ud i mørket med deres mørke tanker og lade dem gøre deres erfaringer. Men når de kommer tilbage og er kommet på andre tanker, gælder det om, at vi ikke er hårde imod dem, men står parat til at modtage dem med glæde. De er nemlig den fortabte søn for os. Vi må hele tiden tilgive alle, der gør ondt imod os. Det er vor egen mørke skæbne, der vender tilbage gennem dem. Ved at lade være med at blive vred på den anden part skaber vi en ny skæbne af en helt anden karakter. Vi kan naturligvis ikke forhindre, at den anden part har antipati mod os, til gengæld kan ingen forhindre os i at sende positive tanker mod vedkommende. Har det da nogen betydning? Det har det i allerhøjeste grad. Da repræsenterer vi jo faderens mentalitet, da er vi med den del af vor bevidsthed "mennesket i Guds billede". Ganske vist må begge parter være enige om at tilgive hinanden, førend kredsløbet kan være slut, men ét er sikkert, vore fjender skal nok komme tilbage til os, selv om det er muligt, vedkommende først kommer i en fremtidig inkarnation. Vi kan ikke komme til at tilgive, førend han kommer til os. Men det spiller ingen rolle, hvornår det bliver, hvis vi allerede har tilgivet ham i vort sind og sendt ham positive tanker. Derved er vi jo imødekommende, ligesom faderen var det i lignelsen. Enhver, der forfølger os, er i virkeligheden med stærk fart på vej tilbage til os, kredsløbet er blot ikke færdigt endnu. Enhver forfølgelse, selv om den ikke manifesteres med våben og vold, er en udfoldelse af det dræbende princip. Og skæbneloven vil uundgåeligt få forfølgeren til at gå i sig selv. Han vil før eller senere komme til forståelse af, hvad han har forbrudt, vil længes efter at gøre det godt igen og vil derfor komme tilbage. Jeg ved, der er mennesker, der sender mørke tanker og had imod mig, men det kan ikke forhindre mig i at tænke kærligt på dem. Jeg behøver ikke at komme fysisk sammen med vedkommende af den grund. I den indre verden er der dejligt, der kan man lære at tænke kærligt på dem, der ikke kan lide en. Det er sådanne tanker, der gør menneskets aura lys, rund og sollignende. Ethvert jordmenneske har en oval aura, der efterhånden bliver mere rund. Den kan komme i disharmoni og uligevægt, når mennesker er for højt oppe eller for langt nede. Når indstillingen af bevidstheden er baseret på forståelse, tilgivelse og kærlighed, kommer harmonien og ligevægten af sig selv.