M2185
Syndernes forladelse
af Martinus

1. "Syndernes forladelse" er et kosmisk vendepunkt
De kosmiske analyser gør det klart for den, der studerer dem, at ethvert menneske er årsag til sin egen skæbne. Man har fortjent det, man kommer ud for, man er selv skyld i alt, og derfor kan den studerende let få den opfattelse, at begrebet "syndernes forladelse" er meningsløst. Er der da noget, der hedder "syndernes forladelse"? Det er der i høj grad, og det udgør et princip, uden hvilket kredsløbet ikke ville kunne fortsætte. Der må være et punkt i en kosmisk udviklingsspiral eller et spiralkredsløb, hvor væsenet går fra mørket til lyset, og det er lige netop det punkt, der udgøres af "syndernes forladelse". Eksisterede syndernes forladelse ikke, måtte kredsløbet standse. Et kosmisk spiralkredsløb består af to store kontraster, mørket og lyset, der kommer til kulmination i hver sin spiralhalvdel, men der må naturligvis være en overgang fra mørket til lyset, en periode, hvor det levende væsen kan blive fri af mørkets karma.
2. Fortidens mørke karma
Når de jordiske mennesker vænner sig til at gøre det gode, begynder de også dermed at skabe en lysere skæbne, hvilket jo vil sige, at de begynder at skabe en tilstand, hvor der ikke er nogle "synder" at "forlade". Men det levende væsen udsender ikke blot tanker og handlinger i nuet, som vil blive årsag til den skæbne, det høster i fremtiden. Det har også sendt tanker og handlinger ud i fortiden, som ikke blot danner dets skæbne i dag, men et langt stykke ind i fremtiden, og eftersom alle mennesker har været større banditter i fortiden, end de er i dag, har masser af mennesker stadig en hel del mørk karma til gode. Også de mennesker, der i dag ikke vil myrde, har engang i tidligere inkarnationer været mordere, ikke blot én gang, men mange gange, det er et stadium i udviklingen, som må gennemleves. Hvis et menneske begår et mord, sker der kosmisk set dette, at energikoncentrationen, efter at have udfoldet sig gennem morderens bevidsthed i den fysiske materie, forvandler sig til åndelig materie, der bevæger sig gennem verdensrummet som en del af morderens evighedslegeme og før eller senere vender tilbage til sit ophav, hvor den udløser sig i et mord på vedkommende. Men hvis nu morderens tanker, livsindstilling og væremåde i dag er helt anderledes end dengang i fortiden, hvor mordet blev begået? Hvis han i dag absolut ikke mere kan nænne at dræbe – ikke blot et menneske, men heller ikke et dyr? Så er det jo unødvendigt, ja, meningsløst, at han skulle komme ud for at blive dræbt.
3. "Synd og nåde"
For at forstå begrebet "syndernes forladelse" må man gøre sig klart, hvad synd er, og for at forstå dette må vi tænke tilbage på fjerne tider, dengang menneskene levede i en mere primitiv samfundstilstand. Hvis et menneske havde begået noget mod et andet væsen, måtte det undgælde for sin synd. Dette princip udvikledes som loven "øje for øje og tand for tand", der har været gældende lov i jordmenneskelige samfund i lange tider. I visse tilfælde kunne domsmyndigheden lade "nåde gå for ret", hvorved de altså udøvede en "syndernes forladelse" over for synderen. Da menneskene opfattede dommerne, enten de var høvdinge, konger eller embedsmænd, som indsat af og repræsenterende selve Guddommen, var det Gud, som gennem sine redskaber gav syndernes forladelse, og dette princip er senere blevet dogme i den kristne religion. Ved troen på, at Kristus med sin død på korset har undgældt og "betalt" for menneskenes synder med sit blod, skulle menneskene kunne opnå, at den strenge gud ville lade nåde gå for ret og forlade mennesket dets synder.
Så længe menneskene har kunnet leve og dø på en sådan tro, har det været udmærket for dem, men denne blinde tro er der i dag mange mennesker, der er vokset fra. Mange mener, at det er en forældet tankegang, at Gud skulle ønske et uskyldigt væsens lidelse for at blive formildet i sit ønske om straf og hævn og lade nåde gå for ret. Og det er en forældet tankegang. Det kan så få mennesker til at mene, at selve begrebet "syndernes forladelse" er forældet og meningsløst, og derfor er det vigtigt at få dette begrebs kosmiske betydning forklaret, da det er noget af det allermest aktuelle for hele den jordiske menneskehed i den situation, den oplever nu og vil opleve i den nærmeste fremtid.
4. Sæd og høst eller karmaloven
Set i et kosmisk perspektiv er det, man kalder en "synd", en handling, som er begået i uvidenhed på grund af ukendskab til de kosmiske love. I den store verdensplan eksisterer den som en kontrast til lyset, og lys og mørke fremtræder som et "kunstværk", hvor "synden" er at ligne med de mørke farver, der skal til for at danne kontrast til de lyse farver. For at kredsløbet kan blive fuldkomment, må der imidlertid være et punkt, hvor individet ikke mere har nødigt at få belæring gennem mørke skæbnebølgers tilbagevenden. Dette punkt kommer, når væsenet har tilstrækkelig viden om mørket og dets virkninger. Da er mørket blevet en baggrund for lysets udfoldelse. For der er ikke, som nogle mennesker tror, tale om, at karma er en straf, den er belæring. Det er ikke nogen straf at få en mørk skæbne, det er en undervisning, som hvert eneste jordisk menneske må tage imod på sin vej imod lyset. Et væsen kan ikke være til et eneste øjeblik uden at begære og ønske, og disse ønsker vil blive udløsende årsager til handlinger, som vil give erfaringer, når de engang vender tilbage som høsten af det, vi har sået. Men når det levende væsen har høstet de nødvendige erfaringer for, at det f.eks. ikke skal slå ihjel, hverken mennesker eller dyr, eksisterer der en kosmisk lov for beskyttelse, som bevirker, at vedkommende væsen, der er kommet over et vendepunkt i sin udvikling, er beskyttet imod drab.
5. Loven for kosmisk beskyttelse
Hvad et jordisk menneske er i dag, er resultatet af de handlinger, det har begået i fortiden, og de erfaringer, det derigennem har gjort. Dets ønsker, længsler og begær er blevet til tanker, der har fået udløsning i handlinger, som før eller senere som skæbnebølger vender tilbage til vedkommende og giver erfaringer. Der er altid en masse skæbnebølger på vej til hvert eneste menneske, og alle ville komme til at opleve umådelig megen lidelse, smerte og ulykke langt ind i fremtiden, hvis ikke det kosmiske princip "syndernes forladelse" virkede som en universel lov i overgangen fra mørke til lys. De erfaringer, et menneske gør, ændrer jo lidt efter lidt dets tankegang, ønsker og væremåde, hvilket er ensbetydende med, at vedkommende væsens hele udstråling ændres. Auraen bliver forvandlet, når mennesket begynder at tænke anderledes end før, hvilket naturligvis ikke kan ses med fysiske øjne, men kun med et åndeligt klarsyn. Et menneskes aura vil for det kosmiske klarsyn vise vedkommende menneskes udviklingstilstand. Auraen har en bestemt kvalitet, og denne kvalitet er bestemmende for, om skæbnebølgerne, der vender tilbage, skal komme ind eller ej. Auraens vibrationer er i virkeligheden det levende væsens eneste beskyttelse, der kan virke tiltrækkende eller frastødende på skæbnebølgerne. En mørk aura bevirker, at væsenet selv tiltrækker de mørke handlinger, det har begået. Er det hadefuldt, har det ingen beskyttelse imod had, er det sladderagtigt, vil det møde sladder og bagtalelse gennem andre. Har det haft tilbøjelighed til selvhævdelse på andres bekostning og endnu ikke er helt fri af en sådan væremåde, vil det komme ud for mennesker, der har en kolossal selvhævdelsestrang. Kun på den måde kan væsenet komme til kundskab om virkningen af sin egen tidligere væremåde. Det bliver undervist i bagtalelsens, hævnens, selvhævdelsens og mange andre mørke tankearters virkninger indtil en sådan grad, at det med sin egen væremåde frastøder sådanne bølger, som det nu ved så meget om, at det ønsker og formår at skabe kontrasten dertil i tanke og handling.
6. "Fortyndet mord"
"Syndernes forladelse" består i, at skæbnebølger, der vender tilbage, ikke kan ramme individet eller rammer individet med formindsket kraft, fordi de opløses mere eller mindre af den forvandlede aura. Hvis det menneske, som engang i fortiden har været morder i den betydning, at han har myrdet mennesker, endnu har en skæbnebølge til gode for et sådant mord, men i mellemtiden på grund af andre skæbnebølgers modtagelse har gennemgået lidelse og udviklet en sådan medfølelse, at han ikke mere vil være i stand til at myrde et andet menneske, vil der ikke være en anden, der myrder ham. Men hvis han stadig bevidst kan dræbe et dyr, er han ikke beskyttet mod sin mørke karma, selv om den vil virke på en anden måde. Måske kan han ikke nænne selv koldblodigt at dræbe et dyr, men spiser animalsk føde og er dermed indirekte årsag til masser af dyrs lidelse og død, og da vil han heller ikke være fuldt beskyttet mod sin gamle karma, om end virkningen også her vil være anderledes, f.eks. manglende beskyttelse ved trafikulykker, hvor det jo heller ikke er noget forsætligt og koldblodigt, der er årsag til hændelsen. Endelig kan man også tale om "fortyndet mord". Hvis et menneske rammes af en "mordbølge" fra fortiden, men er beskyttet mod dens direkte morderiske virkning, fordi det bevidst overhovedet ikke vil være i stand til at dræbe noget levende væsen, vil det dog kunne komme ud for at opleve "mordbølgens" virkning som "fortyndet mord", indtil dets samvittighed og indlevelsesevne er tilstrækkelig udviklet også på dette punkt – og da vil skæbnebølgen være helt neutraliseret. Men hvad er da "fortyndet mord"?
Overalt, hvor et menneske endnu kan nænne at såre en anden i ord og handling, hvor det kan bedrage, lyve eller på anden måde skabe sorg, smerte, lidelse og vanskeligheder for andre, dræber det stadig noget af andre menneskers livsglæde og lykke, og da begår det "fortyndet mord". Sådanne handlinger giver ikke blot i sig selv karma, når de vender tilbage, men så længe man kan begå dem, kan de bevirke, at man ikke er fuldt beskyttet mod fortidens karmabølger, selv om man kun kommer ud for deres virkninger i "fortyndet" form. Men naturligvis vil også disse virkninger være en undervisning, som forårsager, at væsenet, når engang skæbnebølgerne fra dets "fortyndede mord" vender tilbage, har fået "syndernes forladelse" på disse områder, hvilket jo egentlig vil sige, at også dette mørke tankeklima er et mentalt område, væsenets bevidsthed har forladt.
7. Auraens kvalitet ændrer den mørke karmas kvantitet
Da de jordiske mennesker lever i selve det dræbende princips kulminationsområde, kan det hænde, at de kommer til at dræbe uden at ville det. Går man f.eks. hen over en græsmark, kan man let komme til at dræbe dyr og planter, selv om man blot er indstillet på at være til glæde for sine medvæsener. Der er forskel på, om man bevidst træder et dyr ihjel, eller om det sker, uden at man på nogen måde har villet det. Vi har trådt så mange tusinde smådyr ihjel, at vi aldrig ville komme ud af det dræbende princips zone, hvis vi skulle betale det alt sammen tilbage til sidste hvid. Og hvis f.eks. en Napoleon eller Hitler, der hver på sin vis er skyld i masser af menneskers død, skulle betale alt tilbage, blev de aldrig færdige. Men de vil lige som alle andre jordmennesker med tiden forandre deres aura på grund af den skæbne, de høster, og de vil opnå "syndernes forladelse". Intet individ kommer til at gennemgå hverken mere eller mindre, end det skal for at gøre de nødvendige erfaringer og få viden om mørket. Der findes ingen genvej, man skal blot lære at gå de rigtige veje for at nå målet. Hele syndsforladelsesprincippet bærer vi i vor egen bevidsthed, vi får ikke lidelser der, hvor vi ikke mere begår forkerte handlinger. Vi skal lige akkurat have de lidelser, som er nødvendige for at forandre vor bevidsthed, hvad der så ellers er tilbage, vil bevidstheden neutralisere. Der, hvor vi er med til at skabe lys og glæde for andre, er vi redskaber for Guddommen, gennem hvilken vore omgivelser kan møde den lyse skæbne, de har til gode. Og vi vil da samtidig ikke kunne undgå at skabe noget sådant for os selv i fremtiden, som vi vil møde gennem andre menneskers evne til at skabe lys og glæde for os. Det er meningen, at menneskets aura skal blive lysende hele vejen rundt og ikke være befængt med mørke pletter, som de fleste menneskers er det endnu. Der, hvor der er mørke felter i auraen, er mennesket stadig modtageligt for farer, lidelser og smerter. Nedtrykthed kan være tegn på tilbagevendende skæbnebølger, som måske nok neutraliseres i nogen grad, men endnu ikke tilstrækkeligt. Ved at tilgive andre, ved at vise forståelse og hensyn, vil mennesket selv skabe den tilstand, som er "syndernes forladelse" for dets eget vedkommende. Fra at repræsentere det, som Kristus i lignelsen om "den fortabte søn" karakteriserer som "sønnen, der æder sammen med svinene", vil mennesket forvandles til at blive "mennesket i Guds billede", dvs. det vil komme til at repræsentere selve Faderens mentalitet, han, som går sønnen i møde og giver ham en strålende velkomst.
Den fortabte søn
8. "Den fortabte søn" er det jordiske menneske
I lignelsen om den fortabte søn har menneskene fået en vældig anvisning på princippet syndernes forladelse. Som alle geniale lignelser rummer den en masse kosmiske sandheder, der er skjult som symboler bag den bogstavelige beretning. Vi kan gå i dybden og studere, hvad den kan fortælle os, vi kan se, hvor aktuel den er den dag i dag, og hvordan den henvender sig til det enkelte menneske og handler om det, der sker i det enkelte menneske, både om dets fortid, dets nutid og dets fremtid.
Sønnen, der ønskede sin fædrenearv udbetalt og drog til et fjernt land, hvor han ødte hele sin formue i et ryggesløst levned, som det hedder, hvem er det andet end vor tids menneske? Hvad er det for et fjernt land, der er tale om? Det er den fysiske verden, hvori jordmennesket er inkarneret. Men hvad er det for en formue eller fædrenearv, jordmennesket har forødt? Det er den bevidsthed, baseret på kosmiske instinkter, der har båret samme væsen gennem mineralrige, planterige og dyrerige og primitive jordmenneskestadier, og blandt disse instinkter ikke mindst det religiøse instinkt. Det er alt sammen virkninger af en tidligere udviklingsspirals kosmiske bevidsthed, dengang "sønnen" var "hjemme hos faderen".
Når et levende væsen fra en udviklingsspirals salighedsrige glider ind i en ny og overliggende spiral for at forny sin bevidsthed i den evige udvikling, fjerner det sig fra faderen i den forstand, at det længes efter at leve sit eget liv. Det betyder naturligvis ikke, at det levende væsen fjerner sig fra Gud, hvilket er en kosmisk umulighed, da man ikke kan fjerne sig fra den, hvori man "lever, røres og er til" i al evighed. Men væsenets bevidsthed fjerner sig fra det guddommelige lys, som det i den grad er blevet ét med, at det mangler kontrastoplevelser. Væsenet ville stivne i ensformighed og vanetilværelse, som ikke er nogen rigtig tilværelse, hvis ikke dets bevidsthed fornyedes gennem kontrasten til lyset. Dette væsen, hvis længselsenergier nærmer sig et fysisk tilværelsesplan, hvor det danner mineralmaterie, er sønnen, som ønsker sin arv udbetalt for at drage til et fjernt land. Gennem hele udviklingen i planterige og dyrerige frem til jordmennesketilstanden forøder væsenet sin arv, det opbruger sine instinkter, der efterhånden degenererer. Til slut er også det religiøse instinkt og bønnen, der først udfoldede sig i dyrets angstskrig og senere blev til primitiv magi og højere religioner, forødt og degenereret. Mennesket, der ikke mere er et rigtigt dyr, fordi det er begyndt at udvikle intelligens i stedet for instinkt, "æder dog stadig sammen med svinene", hvilket vil sige, at det lever efter dyrerigets principper, den stærkeres ret, det dræbende princip, alt det, der i det egentlige dyrerige ikke er synd, men natur, men som i et jordmenneskesind lidt efter lidt bliver til syndsbevidsthed og samvittighed.
9. Den voksende humanitet er vejen til Faderen
Mine analyser er til for at vise, at dette "syndefald" ikke er noget forfærdeligt noget, som ikke burde være sket, og som kun en satans eller djævels rænkespil var årsag til. Ligeledes er det min opgave at vise, at den såkaldte synd ikke fører til evig fortabelse i helvedes pine eller lignende drastiske, ja, rent sadistiske foreteelser, men at den fortabte søn tværtimod kommer ud af mørket, af smerten og lidelsen og vender tilbage til Faderen, hvilket vil sige, får fornyet sin bevidsthed gennem mørkets erfaringer, og med disse som baggrund atter manifesterer lyset som strålende visdom og kærlighed. Når det jordiske menneske, som før nævnt, befinder sig ved et kosmisk vendepunkt, er det ensbetydende med, at "den fortabte søn", som måtte ud at gøre egne erfaringer, derigennem har fået viden om mørket og altså fornyet sin bevidsthed gennem kontrastprincippets udfoldelse og nu atter vender sig mod lyset. Men nu er det ikke mere arven fra faderen, de blinde instinkter og den blinde tro, der er bindeleddet. Alt dette er jo netop forødt. Nu er det sønnens egne erfaringer og hans egen vilje, der får ham til at sige: "Jeg vil stå op og gå til min fader".
Det vil uden tvivl forekomme mange af vor tids irreligiøse, ateistisk- og materialistisk betonede mennesker helt tåbeligt at høre, at de er ved at vende sig mod Gud. De vil tværtimod mene, at de har kastet al gammel overtro og dermed også forholdet til Gud over bord. Ja, det forhold, der var baseret på blind tro og det religiøse instinkt, har de kastet over bord. Men noget helt nyt, som de endnu ikke selv er klar over, er ved at foregå i deres bevidsthed. I forhold til som disse mennesker, der ofte er meget humant indstillet, bruger deres intelligens og skabeevne i overensstemmelse med deres humane følelser, har de også vendt sig mod lyset og mod Gud. Når et jordmenneske bliver mere humant og kærligt indstillet, betyder det, at vedkommende er ved at have fået nok af mørket. Dets aura er ved at forvandles, og på den måde begynder vandringen mod den guddommelige verden. Den fortabte søn er ved at blive sjælsadlet, krigszonen inden i ham selv eksisterer måske nu kun som visse mørke pletter i auraen, hvorigennem han vil kunne høste "fortyndet mord", og netop denne høst vil måske være årsagen til, at dette væsen bliver utilfreds med sig selv og sit liv og bliver søgende. Dets søgen bliver da ikke i overensstemmelse med den gamle verdensimpuls dette, at det søger en havn, hvor det kan blive "frelst". Det bliver modtageligt for den nye verdensimpuls, for åndsvidenskaben, der ikke skal sætte et menneske i bås, men gøre det mere frit.
10. Om at tilgive sine fjender
Da den fortabte søn vendte hjem, var faderen næsten mere glad for ham end for sønnen, der var hjemme. Og da den hjemmeværende søn bebrejdede faderen dette forhold i jalousi og vrede (hvoraf man forstår, at det måske nu er hans tur til at drage bort), svarede faderen: "Barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men man burde være lystig og glæde sig, fordi denne din broder var død og er blevet levende igen og var fortabt og er fundet". Naturligvis vil mange opfatte dette som et billede på trosomvendelse af rent følelsesmæssig karakter, men noget sådant hørte endnu til fædrenearven, der er forødt. Derfor mangler sønnen evnen til blindt at tro. Nej, det er lidelseserfaringerne, hans viden om mørket, lidelsen og smerten, der har fået ham til at slå ind på faderens vej.
Hvad er da faderens vej? Det er den vej, Kristus, der fortalte denne lignelse, selv vandrede, og derfor kunne han også sige: "Jeg er vejen, sandheden og livet". Lignelsen fortæller om denne vej med ordene: "Men da han endnu var langt borte, så hans fader ham og ynkedes inderligt, og han løb til og faldt ham om halsen og kyssede ham". Ligesom faderen modtog sønnen med glæde, tilgivelse og kærlighed, må mennesket også lære at modtage sine "fortabte sønner", dvs. dem, der har bagtalt det, forfulgt det med vrede, mødt det med løgn og bedrag eller på anden måde været redskab eller budbærer for det onde. Vi må gerne lade vore bagtalere, rygtesmede og alle såkaldte fjender gå ud i mørket med deres mørke tanker og lade dem gøre deres erfaringer. Men når de kommer tilbage og er kommet på andre tanker, gælder det om, at vi ikke er hårde imod dem, men står parat til at modtage dem med glæde. De er nemlig den fortabte søn for os. Vi må hele tiden tilgive alle, der gør ondt imod os. Det er vor egen mørke skæbne, der vender tilbage gennem dem. Ved at lade være med at blive vred på den anden part skaber vi en ny skæbne af en helt anden karakter. Vi kan naturligvis ikke forhindre, at den anden part har antipati mod os, til gengæld kan ingen forhindre os i at sende positive tanker mod vedkommende. Har det da nogen betydning? Det har det i allerhøjeste grad. Da repræsenterer vi jo faderens mentalitet, da er vi med den del af vor bevidsthed "mennesket i Guds billede". Ganske vist må begge parter være enige om at tilgive hinanden, førend kredsløbet kan være slut, men ét er sikkert, vore fjender skal nok komme tilbage til os, selv om det er muligt, vedkommende først kommer i en fremtidig inkarnation. Vi kan ikke komme til at tilgive, førend han kommer til os. Men det spiller ingen rolle, hvornår det bliver, hvis vi allerede har tilgivet ham i vort sind og sendt ham positive tanker. Derved er vi jo imødekommende, ligesom faderen var det i lignelsen. Enhver, der forfølger os, er i virkeligheden med stærk fart på vej tilbage til os, kredsløbet er blot ikke færdigt endnu. Enhver forfølgelse, selv om den ikke manifesteres med våben og vold, er en udfoldelse af det dræbende princip. Og skæbneloven vil uundgåeligt få forfølgeren til at gå i sig selv. Han vil før eller senere komme til forståelse af, hvad han har forbrudt, vil længes efter at gøre det godt igen og vil derfor komme tilbage. Jeg ved, der er mennesker, der sender mørke tanker og had imod mig, men det kan ikke forhindre mig i at tænke kærligt på dem. Jeg behøver ikke at komme fysisk sammen med vedkommende af den grund. I den indre verden er der dejligt, der kan man lære at tænke kærligt på dem, der ikke kan lide en. Det er sådanne tanker, der gør menneskets aura lys, rund og sollignende. Ethvert jordmenneske har en oval aura, der efterhånden bliver mere rund. Den kan komme i disharmoni og uligevægt, når mennesker er for højt oppe eller for langt nede. Når indstillingen af bevidstheden er baseret på forståelse, tilgivelse og kærlighed, kommer harmonien og ligevægten af sig selv.
11. Den virkelige opstandelse eller "den store fødsel"
Vi har alle sammen fået den opgave at gøre det samme som faderen mod den fortabte søn. Vi gavner os selv ved at søge at forstå alle, som er imod os. Vi må tænke på, at de kosmisk set ikke ved, hvad de gør, for så gjorde de det ikke. Og ikke mindst må vi ikke glemme, at de er budbærere for en undervisning. De bærer bud om noget, vi selv har kunnet nænne at gøre engang og i en given situation kunne gøre endnu. Men kan vi tilgive dem, begynder vi at skabe sådanne vibrationer i vor aura, som i fremtiden vil opløse mørke skæbnebølger. Noget af det allermest væsentlige, et jordmenneske kan lære i denne verden, er, at der ikke må være nogen eller noget, man ikke kan lide. Når man har forstået det, bliver det lettere at vente på dem, der forfølger os. Da Jesus skulle korsfæstes, indstillede han sin bevidsthed på Guddommens vilje og fik lejlighed til at vise i fysisk, praktisk manifestation, hvad det vil sige at være "menneske i Guds billede". Han kunne sige: "Fader, forlad dem, de ved ikke, hvad de gør", og umiddelbart efter: "Fader, i dine hænder befaler jeg min ånd". Og da Jesus havde gennemgået lidelsen og døden, fremtrådte han i en strålende opstandelse. Han har vist os, hvordan vi bør indstille vor bevidsthed for derved at opnå opstandelsen – allerede her i den fysiske tilværelse! Det behøver man nemlig ikke at være hinsides graven for at opleve. Den egentlige opstandelse er det samme som "den store fødsel", og den vil de alle komme til at opleve engang i kommende inkarnationer. Den opstandelse er at blive ét med Faderen. Man vil da se, at alt er kærlighed, og man ser det med Faderens eget syn, fordi man tænker og handler i overensstemmelse med Faderens vilje. Og da vil man se, at hele verdensaltet er en kulmination af strålende logik. Med dette syn kan man ikke mere hade, og først da begynder man at skabe som Faderen. Man har ikke mere hidsigheds- eller depressionstilstande, der forgifter blodet og skaber sygdomme. Man opnår en harmoni mellem blod og nerver, fordi man har skabt freden inde i sig selv. Man ved, at hvis der kommer en mørk karmabølge, er det kun én, der kan forædle os, og som vi derfor i virkeligheden må takke for ligesom Job, der sagde: "Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet". En sådan livsindstilling og væremåde vil med tiden gøre enhver af Dem til en funklende sol, der lyser og varmer for medvæsenerne, og hvor De står og går, kan krigen ikke trives, De vil så freden, glæden og kærligheden, hvor De end kommer.
Artiklen er et foredrag af Martinus afholdt i Kosmos Ferieby, søndag den 27. juli 1941. Hans Bønnelycke har taget referat af foredraget på basis af stenogram, og referatet er bearbejdet af Mogens Møller. Første gang bragt i Kosmos nr. 7-8, 1968. I Kosmos 1996-2 blev det fejlagtigt angivet, at 1. del af artiklen er fra et foredrag afholdt 23.03.1947. Artikel-id: M2185. Bemærk flere artikler med samme titel: manuskript til foredrag den 23. marts 1947 bragt første gang i Kontaktbrev nr. 4, 1959 (M2188) og manuskript til foredrag den 18. marts 1950 bragt første gang i Kosmos nr. 2, 2015 (M2192).
© Martinus Institut 1981, www.martinus.dk
Du er velkommen til at linke til artiklen med angivelse af copyright og kilde. Du er også velkommen til at citere fra artiklen, når det sker i overensstemmelse med loven for ophavsret. Kopiering, eftertryk eller andre former for gengivelse af artiklen kan kun ske efter skriftlig aftale med Martinus Institut.