Et af de allerældste begreber inden for menneskenes forestillinger er begrebet om den vrede Gud. I umindelige tider, ja lige så langt tilbage som menneskene overhovedet har været i stand til at danne sig forestillinger om et forsyn, en gud eller guder, har de dannet dette forsyn i deres eget billede. De fandt det naturligt, at de blev irriterede eller vrede, når nogen eller noget gik dem imod. De fandt det naturligt at hævne en fornærmelse eller at straffe, ja, endog at myrde eller henrette væsener, der modarbejdede dem eller var dem i vejen. Tilværelsen blev således for disse væsener mere et spørgsmål om magt end et spørgsmål om ret. Magt og styrke blev den herskende faktor i samfundslivet længe før, man havde noget som helst begreb om virkelig "retfærdighed". Det stærkeste væsen var idealet, var forbilledet, var helten i menneskenes tilværelse. Da der over menneskene eksisterede kræfter, der var endnu stærkere end de stærkeste mennesker eller deres helte eller høvdinge, de såkaldte naturkræfter, begyndte væsenerne i dem at se udslag af højere væseners manifestationer. De begyndte at danne sig forestillinger om et forsyn, om væsener, der var langt større end menneskene, og gav dem navnet "guder". Da disse guder var stærkere end menneskene og derfor kunne bestemme over deres liv og død, begyndte man at forestille sig, at det gjaldt om at stå sig godt med disse guder. Men for at tækkes disse måtte man jo forestille sig, hvad der var dem behageligt, og hvad der var dem ubehageligt. Men hvordan skulle man kunne forestille sig det uden netop ved at gå ud fra sig selv? – Det, der for en selv var blevet livsbetingende idealer, måtte man også forestille sig som forsynets idealer. Da dette at blive vred, hævne og straffe i allerhøjeste grad var idealisme og moral, måtte man nødvendigvis forestille sig det samme som moral for guddommen. Og guddommene eller forsynet blev således i menneskets billede efter dets lignelse.

Men da dette at hævne og straffe og i det hele taget at undertvinge og dominere over dem, der er svagere, i kraft af sin større besiddelse af magt eller i kraft af den stærkeres ret er dyrisk, blev væsenernes forsyn således et dyrisk gudebillede. De så i forsynet en hævnende og straffende gud, en guddom, der havde venner og fjender, en guddom, der lå i krig med omgivelserne, en guddom, der havde de samme sympatier og antipatier som de selv. Og er det anderledes i dag? – Er guddommen for det tyvende århundredes mennesker ikke stadig en gud, der bliver vred, hævner og straffer? – Forkyndes den evige fortabelse ikke fra de kristne landes autoriserede prædikestole? – Er der ikke noget med at "brænde i et evigt helvede" eller at være kastet ud i mørket, hvor der er gråd og tænders gnidsel? – Og er der ikke store tendenser til blandt de troende at forestille sig selv som guddommens favoritter? – Og de vantroende som dem, der skal ind i det førnævnte varme sted? – Ja, er det ikke således, at det endog er umuligt at undgå det evige helvede uden guddommens nåde, hans slåen streg over vort synderegister, hans "tilgivelse af vore synder"?

"Syndsforladelsen" spiller altså en overordentlig stor hovedrolle i den kristne kirkelige religion. Men så længe der er tale om syndsforladelse, er der også tale om et forsyn, der straffer. Men et forsyn, der straffer med evig fortabelse, med fordømmelse til evig pinsel i et lige så evigt helvede, er ikke blot en straffende og hævnende guddom, men er et sadistisk væsen. Når et væsen i heldigste fald kun lever her på det fysiske plan et hundrede år, mens tusinder og atter tusinder dør uden at leve det fysiske liv ud, ja, dør straks efter fødslen, og dog inden for dette tidsrum skal erhverve sig adgangen til et fortsættende evigt liv ved at trygle om forladelse for "synder", det umuligt har kunnet undgå, ja var begivenheder, der var naturlige sunde organiske drifters tilfredsstillelse, hvis det ikke vil forbrænde i en evig pinsel, i et glødende helvede, bliver det svært i disse påbud at se en alkærlig guddom. Det er meget lettere at se jordmenneskelig middelalderlig overtro, naivitet og hævngerrighed over anderledes tænkende. Der er absolut ikke noget logisk forhold mellem synd og straf. Da jeg blev forberedt til konfirmation, lærte præsten os, at et lille barn, der døde uden at blive døbt, var fortabt, hvilket altså vil betyde, at det i al evighed skal pines i svovlpølen. Var det ikke kærligere, at det lille barn aldrig var blevet født? – Da det ikke når at blive så gammel, at det selv har forstand og selv kan sørge for at blive døbt, er det jo sat helt uden for spillet. Det er altså udelukkende kun født til at skulle pines i helvede. Det har aldrig nogen sinde haft en eneste chance. Men lad os bare tage den hundredårige. Lad ham synde hele sit liv. Straffen herfor er altså ikke tilsvarende hundrede års lidelse, hvad der jo måtte være mere logisk, men derimod en ganske ubegrænset straf. Hvordan kan en ubegrænset straf være retfærdig over for en begrænset synd? – Og hvordan kan det være retfærdigt, at straffen kan retfærdiggøres ved at trygle guddommen om forladelse? – Har guddommen da et sådant begær efter at se ulykkelige sjæle, at han for deres tårer belønner dem med en evig salighed og en evig favorisering, ligegyldig hvor mange mord, drab og røveri- og banditstreger vedkommende så end har på samvittigheden? – Denne belønning såvel som straffen står absolut ikke i noget rimeligt forhold til det forsvindende "intet", som et øjebliks tårer eller et livs synder må være i forhold til selve evigheden. Hvad betyder hundrede år over for milliarder og atter milliarder af år, og som endda ikke engang kan udgøre et sekund i evigheden. Hvordan kan en belønning eller strafudmåling for et enkelt jordlivs manifestationer antage sådanne dimensioner? – Er det ikke let at se, at vi er inde i det uintellektuelle menneskes fantasiregioner, hvor det endnu ikke har intellektualitet til at kontrollere sine imaginære forestillinger? – Og så længe, der er tale om "syndsforladelse" i bogstavelig forstand, har væsenerne endnu ikke fundet Guddommen. Da er det ikke mennesket, der er i Guds billede, men Guddommen, der opfattes og forkyndes i menneskets billede.

I det foranstående forklarede jeg, hvorledes guddomsbegrebet først blev til i "menneskets billede", og derefter hvorledes mennesket blev til i "Guds billede". Hvorledes hele universets grundtone var kærlighed, og at al lidelse i verden ikke var nogen straf fra en vred Gud, men var resultatet af menneskets endnu ufærdige skabelse, og at mennesket endnu ligesom befandt sig i et kosmisk kemisk laboratorium, hvor det arbejder med ukendte tilsvarende kosmiske kemikalier og stoffer. Da det må lære disse i mange tilfælde meget farlige stoffer at kende ved forsøg, bliver det tit såret og lemlæstet, ja får organismen så ødelagt, at den totalt bliver ubrugelig, og væsenet oplever den fysiske død eller udskillelsen fra den fysiske organisme og tilknytningen til en ny organisme. Det er således denne kosmisk kemiske eksperimenteren, der fordrer reinkarnation eller kropsfornyelse. Da væsenet således her på det fysiske plan lever i en så farlig tilværelse og så umådelig let kommer til at lemlæste eller ødelægge sin fysiske organisme, kan det jo også kun siges at være guddommeligt, at hele dets fysiske kropskultur netop er baseret på en stadig fornyelsesproces, og at det får sin organisme udskiftet rent automatisk med visse korte mellemrum, så det atter og atter fødes påny og igennem stadigt fortsættende forsøg kan tage kampen op med de farlige kemikalier og på denne måde tilsidst overleve eksperimenterne og med stor visdom gøre sig "verden underdanig".

Men når lidelserne i virkeligheden kun er til for at give væsenerne erfaringer eller kundskaber om de kemikalier, stoffer eller kræfter, af hvilke livet bygges op, bliver det jo en farlig sag, hvis Forsynet eller Guddommen eller en anden magt kunne forhindre væsenerne i oplevelsen af lidelserne. Thi dette Forsyn eller denne Guddom ville derved forhindre væsenet i at udvikle sig og blive herre over kemikalierne. Det ville aldrig nogen sinde kunne nå dertil, at det blev et selvstændigt frit og suverænt væsen, men måtte evigt være et væsen, hvis salighed ikke på nogen som helst måde var baseret på dets egen kamp med stofferne eller klatring op ad imod højderne, men udelukkende på noget, der som en nådessag var skænket og befordret af andre væsener eller inden for kristendommen ved Guds nåde og Jesu blod. Hvordan skulle alle de evigt frelste væsener nogen sinde blive vise og ligesom Gud komme til at kende forskel på godt og ondt? – Når alle de store og virkeligt betydende erfaringer ved syndernes forladelse blev umuliggjort for væsenerne, var al adgang til livsmysteriets afsløring og væsenets virkelige kosmiske opstandelse eller opnåelse af den hellige ånd eller kosmiske bevidsthed umulig. Hvortil alle lidelserne, hvis de ikke er mere værd, end at der således ganske kan slås en streg over dem? – Når væsenernes salighed alligevel kun kan nås ved, at der bliver slået en streg over deres lidelser, hvortil så de så forfærdelige lidelser? – Tror man ikke, at Guddommen eller Forsynet igennem universets struktur har givet væsenerne anden chance til salighed end ved at trygle Forsynet om forladelse af nogle synder, som man af det samme Forsyn netop var skabt til at måtte begå? – Hvis væsenerne i forvejen var skabt således, at de helt kunne lade være med at synde, hvilket vil sige havde en så udviklet bevidsthed, at de sad inde med al visdom allerede ved fødslen som et talent, ligesom de på så mange andre måder har talent og begavelse, og så alligevel syndede, ja, så måtte man jo sige, at der var en vis logik eller retfærdighed i at forlange, at væsenerne skulle erkende og fortryde deres synder for at få disses forladelse. Men når væsenerne, der synder, jo ifølge Kristus "ikke ved hvad de gør", hvordan skal de da komme til kundskab om, hvad de gør, hvis ikke virkningerne af deres handlemåde blev bibragt dem? – Og hvis der kunne slås en streg over disse virkninger for de væseners vedkommende, der trygler Forsynet om syndsforladelse, hvorfor kan Forsynet så ikke slå en streg over alle de andre væseners lidelser? – Betyder det så meget for den såkaldte kærlige Gud at se væsenernes jammer og tårer, at det koster en evig fortabelse, hvis man ikke kan præstere denne jammer og disse tårer, inden man når den fysiske død? – Det er da en mærkelig Guddom, der i en sådan pervers grad ønsker at se tårer, se væsenerne krybende i støvet, sønderknust og tilintetgjort. Er det mærkeligt, at kirkestolene og nådesreligionen efterhånden mere og mere forlades af de begyndende intellektuelle og selvstændigt tænkende mennesker? Guddommen er ikke et væsen, for hvem det er en forlystelse at se tårer, angstskrig og lidelser.

Lidelserne betyder noget meget mere guddommeligt og ophøjet end dette at skulle være en straf. De er en indvielsesproces. De udgør den besværlighed, der er forbundet med at klatre imod kosmos' eller universets højeste tinder. Op imod oplevelsen af udødelighed og af sin egen identitet som ét med Guddommen og selve uendeligheden i tid og rum.

Den straffende, vrede og hævnende Guddom var jo en tusindårig tradition hos det jødiske folk. Deres opfattelse af al lidelse blev i deres forestillingskreds opfattet som Guds "vrede" og "straf", "Guds forbandelse over synden". Ja, selv de næsten to årtusinder, der er gået siden den gang, har jo ikke fået bugt med traditionen. Umådelige lidelser skal der endnu til, inden den herigennem voksende sjælsforædling kan få bugt med denne jødiske Guddom i Moses' skikkelse. Den dag i dag forkyndes han standhaftigt fra synagogerne endog så voldsomt, at det har givet og stadig, trods Jesus, giver ekko i de kristne kirker. Guddommen fra den jødiske Bibel eller Det Gamle Testamentes Gud eksisterer stadig som en mørk slagskygge hen over Jesu rene fodspor. At Jesus ikke havde til mission direkte at gå løs på denne, endnu i mental granit af Moses mejslede Guddom, er selvfølgeligt. Følgeligt måtte han gå lempeligt til værks og forkynde eller manifestere de kosmiske principper eller sandheder ikke i videnskabelige bogstavformer, som der altså ikke var den ringeste mulighed for, at det jødiske folk kunne acceptere, men derimod i meget stærkt til samme folks mentalitet eller psyke tilpassede lignelser. Når et lidende væsen kom til Jesus, kunne det altså ikke nytte noget, at han ville begynde at fortælle dette væsen, at det havde levet før og i denne tilværelse selv havde udløst årsagen til sin nuværende lidelse, thi i et sådant tilfælde ville der umuligt være opnået nogen som helst sjælelig kontakt mellem verdensgenløseren og den lidende. Men ved med sit eget kærlige væsen at indgyde den syge noget af sin egen store sjælsstyrke og livskraft hændte det jo undertiden, at den syge blev helt rask. Men dermed var jo den syges syndskompleks eller dennes forestilling om Guds vrede i den givne situation jo sat ud af spillet. Det, der for den syge absolut kun kunne forstås som "syndsforladelse", var sket fyldest. Og det blev jo kun det absolut naturlige for Kristus at lade den syge blive i forestillingen, ved at samtykke i eller bekræfte den syges indstilling, at han med helbredelsen havde fået syndernes forladelse. Når Kristus siger til den syge, "dine synder er dig forladt", har han jo i form af en lignelse bekræftet en kosmisk sandhed. Da sygdommen eller lidelsen jo var virkningen af en af væsenet udløst overtrædelse af et eller andet i livslovene uden derfor at være en straf, og denne virkning nu ved Jesus var hævet, og det var denne hævelse eller udfrielse af lidelsen, der af den syge blev betragtet som "syndsforladelse", var denne "syndsforladelse" i den givne situation jo som før nævnt sket fyldest. At forklare den syge dette på anden måde ville kun have været rent til fordærv og bragt en ny karma eller en forlængelse af individets sygdom. Så verdensgenløserens handlemåde er både genial, guddommelig og kærlighed i renkultur.

Alt, hvad et væsen kommer til at opleve af ubehagelighed, smerte eller lidelse, er udtryk for, at samme væsen på en eller anden måde endnu ikke er i kontakt med livets love. Det er således lidelsens mål at bringe individet til forståelse heraf. Det er derfor, de største eller mest udviklede mennesker ikke så meget beder om at blive fri for lidelsen, som de beder om, at "Guds vilje netop må ske". De ved, at Guds vilje med lidelsen ikke er at straffe eller hævne, men udelukkende kun at oplyse og dermed at forædle væsenet. Hvis man på et eneste punkt kunne påvise, at Guddommen kun påførte de levende væsener lidelsen for lidelsens skyld, måtte man jo heri se noget sygeligt, noget abnormt, eller det, man efter menneskelige begreber kalder sadisme. Det måtte således være en nydelse for Guddommen at se væsenerne lide. Men da noget sådant jo er umuligt, idet lidelsen i sin kosmiske analyse udelukkende viser sig at være til væsenets forædling, vil denne forædling således være den eneste vej til lidelsens ophør. På alle de felter, hvor væsenet er tilstrækkeligt forædlet, vil det være beskyttet imod lidelser, mens det altså vil være ubeskyttet eller modtagelig for lidelse i de felter, hvor det endnu ikke er forædlet eller fuldkomment. Hvordan kan nu denne lidelsesregulering finde sted? Den finder udelukkende sted igennem princippet "det et menneske sår, skal det høste".

Hver gang et væsen udløser en handling, vil denne handling i sin inderste kerne være en tankekombination, det være sig enten i en intellektuel tilstand, en ren intelligensmæssig, en ren følelsesmæssig eller en blot og bar instinktmæssig form. En sådan energikombination er jo en psykisk kraftbølge. Når et væsen udløser en handling, udsender det altså gennem denne handlings manifestation en efter denne manifestation formet kraftbølge. Men da bevægelse ikke kan gå i absolut lige linie, men altid må gå tilbage til sit udspring, vil denne psykiske kraftbølge også gå tilbage til sit udspring. Igennem den handling, i hvilken den er sendt ud, har den fået form og indhold. Hvis det er en hævnakt, der er udløst, vil den i særlig grad bestå af tyngdeenergi, hvilket vil sige en energiform, der frembringer hidsighed, had og mordlyst. Når denne energi engang kommer tilbage til sit ophav, vil den forbinde sig med væsenets aura og være med til at udgøre noget af denne. Og jo mere væsenet udløser af den slags manifestationer, desto vældigere aflejrer de tilbagevendende energier sig i auraen og vil her påvirke omgivende væsener, der er modtagelige for denne art tankeenergi. Disse vil således næsten i enhver situation "se rødt" over for vedkommende væsen, og i værste tilfælde udløse det had og den mordlyst imod væsenet selv, som det i sin tid i form af disse energier udsendte imod sin næste. Har de her bevirket, at denne næste blev myrdet, vil de nu ligeledes her bevirke, at deres ophav bliver myrdet. Det er denne energiform i auraen, der bevirker, at et væsen kan være såkaldt "øretæveindbydende". Et sådant væsen virker altså irriterende, afføder andre væseners antipati eller vrede imod sig uden nogen anden synlig årsag. Og de væsener, der i særlig grad fornemmer vedkommende væsen som "øretæveindbydende", er jo netop sådanne væsener, hvis aura også i særlig grad er fyldt med samme slags energi og derfor i disse væsener i særlig let grad mobiliserer dette at "slå på tæven", mens væsener, der for længst har ophørt med at udsende sådanne tanker, jo ikke har disse i auraen. Men når de ikke har disse i auraen, kan de heller ikke tiltrække andre tanker af samme slags eller påvirke sine omgivelser til eksplosiv optræden imod sig. Så ren og blottet for tyngdeenergi kan auraen være, at selv en rigtig bandit eller slagsbror her vil vige tilbage og med blid stemme bede undskylde. Men ligesom mørke og hadefulde handlinger afføder omgivelsernes tilsvarende mørke og hadefulde tanker og manifestationer omkring en, således befordrer også ens lyse og kærlige tanker og væremåde omgivelsernes lyse og kærlige tanker omkring sig, alt efter ens egen evne til at fylde sin aura op med netop disse tankeformer. Men den fuldkomne aura vil altså være den, der er fyldt med alkærlighed, universets grundtone. I alle situationer, hvor den bliver den herskende, beskytter den væsenet imod mørket. Herfra må dog undtages tilfælde, hvor væsenet frivilligt giver sig ind under mørkets virkninger såsom Kristus eller væsener, der springer ind i ilden eller ud i vandet for at redde andre. Men her afføder begivenheden jo i auraen den karma, at væsenerne selv vil blive reddet i lignende situationer i det nuværende eller i kommende liv.

Nu er vi kommet så langt, at vi kan begynde at se det rigtige "syndsforladelsesprincip". For der findes virkeligt et sådant princip. Men det er ikke baseret på nogen formildelse af en vred guddom. Og det er heller ikke en ophævelse for, at denne skal lade "nåde gå for ret". Som nævnt er hver en handling en udløsning af karmisk eller psykisk energi, der efter at have passeret et kredsløb vender tilbage til sit ophav og dér forbinder sig med auraen, og som så igen bevirker, at vore omgivelser eller vor næste vil reagere over for os på samme måde, som vi reagerede over for dem. Men idet energibølgen skal passere et kortere eller længere kredsløb, kan det for det intellektuelle menneske hænde, at det, efter selv at have udløst en mordhandling og inden denne energibølge kommer tilbage, bitterligt kommer til at fortryde denne handling og i en sådan grad, at det aldrig mere vil kunne gøre en sådan. Det behøver da ikke at opleve virkningerne af den endnu i kredsløbet forekommende mordhandling. Og denne nye indstilling i mentaliteten eller auraen bevirker da, at den tilbagevendende mordbølge opløses. Energierne fra den kærligere indstilling opsummerer i sig eller sætter mordenergierne ud af kraft i auraen, og disse vil da ikke kunne påvirke omgivelserne eller ens næste til den mord- eller drabsgengældelse, som man nødvendigvis ellers ville være kommet ud for. Her har væsenet altså virkelig en situation, hvor det har begået en ukærlig handling, som det ikke kommer til at opleve virkningerne af. Og det er jo kun guddommeligt, thi hvis det ikke var således, ville intet som helst væsen nogen sinde komme ud af mørket, eller livet i det hele taget være kommet til at eksistere.

Væsenerne udløser dagligt så megen mørk energi, at de aldrig kunne blive færdig med oplevelsen af de mørke karmiske virkninger, hvis ikke syndsforladelsesprincippet eksisterede. Blot en vandring igennem skovens grønsvær på en sommerdag betyder jo død og undergang for mange små væsener under vor fod. Hvis vi skulle betale alle disse små liv tilbage med vort eget liv, blev vi jo aldrig færdig. Hvis Napoleon og Hitler med deres eget liv skulle betale alle de mange soldaters og andre væseners død og undergang, ville de jo ligeledes skulle pines i umådelige tidsrum efter, at de allerede havde opdaget, at deres handlemåde var naturstridig eller imod næstekærlighedslovene. Og til hvad nytte og til glæde for hvem denne helvedespine, når den ikke mere var nødvendig, idet disse væsener for længst var bragt til forståelse af deres fejl og begræd og angrede deres handlemåde og var blevet til virkelig kærlige mennesker, der respekterede alle andre væseners liv og førlighed? – Vor mørke karma i et bestemt felt ophører i det øjeblik, vi forstår, at den handling, med hvilken vi har udløst den, var forkert, var imod naturen og dermed imod den guddommelige vilje, og forståelsen er så dybtgående, at det ikke blot er en viden hos os, men også er blevet til en evne til ikke mere at manifestere denne handling. Og det var jo det, der var det guddommelige formål med lidelsen og ikke dette at være tilfredsstillelse for et abnormt eller perverst Forsyn. Én ting er der dog sivet igennem overtroen om den vrede Gud nemlig dette, at man skal angre. Angeren er jo netop tegn på, at man har fortrudt sin gerning. At man har fortrudt kan jo være sket ved, at man er kommet til erkendelse af at have handlet forkert. Derfor er angeren i virkeligheden det samme som en fundamental understregning af, at man har nået den virkelige eller absolutte forståelse af sin fejlagtige handlemåde, så den ikke blot er en kraftløs teoretisk viden. Det er en understregning af, at man oplever sin fejlagtige handlemåde ikke blot med forstanden, men også med hjertet. Og det er denne sidste oplevelsesform, der frigør mennesket fra mørket.

Menneskeheden af i dag befinder sig midt imellem to store verdensepoker. Den er i slutningen af en epoke, hvor det gamle gudsbegreb skabt i "menneskets billede" er degenererende eller døende, og befinder sig ligeledes i begyndelsen af en ny epoke, hvor mennesket omformes i "Guds billede". Den gamle verdensepokes guddomsbegreb eller Guddom var et væsen, der ligesom menneskene kunne blive vred, kunne straffe og hævne, og hvorfor det derfor gjaldt om at ofre til ham eller på anden måde indynde sig hos ham for at formilde ham og derved få sine "synder forladt". I den nye verdensepoke vil man opdage, at verdensaltets grundtone er kærlighed eller alkærlighed. Alle energiformer eller kraftudløsninger, lige fra de allermindste til de allerstørste, der kan sanses, skaber udelukkende kun nytte. De kan derfor ikke være hverken straf eller hævn, men må udelukkende udgøre kærtegn. Men kærtegn kan ikke blive ved med at være skjulte. Og mennesket eller gudesønnen kommer ikke blot til at opdage, at "alt er såre godt", men også at naturen eller alt, hvad han er i stand til at sanse af omgivelserne, har en psyke, er udtryk for en sjælelig tilstand og er dermed atter igen udtryk for tanke og vilje. Når enhver ting, såvel en nedbrydende som en opbyggende, er led i en logisk kosmisk skabelse, der er til velsignelse for helheden, er den jo udtryk for både en intelligens- og følelsesmæssig handlemåde. Men en sådan handlemåde kan jo ikke eksistere selvstændigt, men derimod kun som udslag af et jeg, hvilket vil sige et "noget", der ønsker eller vil denne skabelse, denne kærtegnen af de levende væsener. Man bliver således i den nye verdensepoke efterhånden klar over, at alt, hvad vi er vidne til eller er i stand til at kunne sanse, er en guddommelig viljeføring, og at der således i virkeligheden eller i absolut forstand eksisterer en altbeherskende kærlig Guddom, og at vi igennem vor daglige væremåde eller vekselvirkning med denne Guddom danner vor egen skæbne.

Alle de os omgivende stoffer og kræfter er beregnet på at skulle være til nytte for helheden og i samme grad, som vi svigter denne Guddommens bestemmelse med tingene, oplever vi smerte og lidelse. Denne smerte og lidelse kan ikke være nogen straf fra Guddommen, men derimod det middel, der gør det muligt for Guddommen at gøre gudesønnen begribeligt, at han har anvendt stofferne eller kræfterne udelukkende til fordel for sig selv, i stedet for i helhedens eller hans næstes favør eller interesse. Smerte og lidelse eller de såkaldte ulykkelige skæbner vil overalt uden undtagelse kun kunne eksistere som udtryk for væsenets, enten i dets nuværende eller i tidligere liv, manifesterede fejlagtige omgang med eller anvendelse af materien, energierne eller kræfterne. Men igennem lidelsen og ulykken bliver individet altså bevidst i en mørkets verden og bliver derved efterhånden i stand til at kunne skelne forskel på godt og ondt. Det ser eller oplever, at det ikke er lige meget, hvordan man handler eller optræder over for sine omgivelser. Men med dette syn gives der væsenet et mål for dets vilje. Uden dette syn måtte væsenet blive ved med at leve som et viljeløst væsen. Et væsen, der ikke kan skelne eller kende forskel på godt og ondt, kan jo umuligt få noget mål for sin vilje. Det, det ikke kender, kan det jo umuligt ville. Det er derfor absolut nødvendigt at bibringe det levende væsen viden. Men at bibringe et levende væsen viden ved en blot og bar formaning lader sig kun gøre over for et væsen, der allerede har nået en vis sum af viden. Men man kan ikke påføre hverken det mineralske eller det vegetabilske liv viden ved en formaning. Hverken bjergkrystallen eller planten lader sig forandre ved et foredrag, ligesom man heller ikke omvender en tiger ved en prædiken. Men idet væsenerne selv fødes i stofferne og skal anvende disse i deres livsoplevelse og selvopholdelsesdrift, lærer de disse stoffers særlige natur og egenskaber at kende og får derved en viden, der sætter dem i stand til at kunne bestemme. Hvad et væsen kan bestemme i dag, er altså fuldstændig afhængigt af, hvad det har lidt. Har det ikke lidt ret meget, kan det kun træffe bestemmelser, der er forkerte. Har det lidt meget, kan det begynde at træffe bestemmelser, der er rigtige. I den nye verdensepoke vil flere og flere mennesker være i stand til at træffe bestemmelser, der er hundrede procent rigtige, hvilket vil sige bestemmelser, der er i helhedens vel. Mens næsten alle mennesker i den gamle verdensepoke med dens forbillede, den vrede Gud og øje for øje og tand for tand og den herpå baserede ejendomsret, ikke ville give sit liv for næsten og derfor på så mange forskellige måder måtte miste det, vil der i den nye verdensepoke blive flere og flere mennesker, der forstår og derfor bestemmer og lever rigtigt, giver sit liv for andre og kommer til at eje det. At bede om syndernes forladelse vil altså være det samme som at bede om sin udviklings standsning og dermed være det samme som at bede om at måtte blive nede i uvidenhedens og lidelsens mørke sfære.

Men når alt er såre godt, og lidelserne således er uundværlige, idet det er dem, der fører væsenerne mod livet, så bliver der jo ikke mere noget at bede om, og når der ikke er noget at bede om, bliver Guddommen jo midt i al denne viden borte. Nej, det er en meget stor illusion. Guddommen bliver netop ikke borte. Så længe væsenernes rent materielle viden tager til, og man begynder at opdage, at det overleverede gudsbegreb ikke kan stå for intellektualitetens lys, da mister væsenerne troen på en guddom, og der kommer her en periode i det pågældende væsens liv, hvor det er gudløst eller det, man kalder materialistisk. Det håner og spotter alle religiøst indstillede mennesker og betragter i det hele taget alt religiøst som det rene nonsens eller tåbelig overtro. Det tror i de rent materielle kundskaber at have fundet de vises sten. Men det opdager hurtigt, at de materielle kundskaber alene kun er den kosmiske døds ligtegn, og at det selv således er et kosmisk lig. Det er således midt i hele sin materielle viden totalt uvidende om selve det liv, som det selv udgør bag materien. Men da livet også har sine særlige love, lige såvel som materien har sine, der skal opfyldes, kommer væsenet ligeledes også på det sjælelige eller psykiske område til at opleve lidelse i alle de situationer, hvor det overtræder lovene, for derved også her at komme til at skelne mellem godt og ondt. Og denne skelnen mellem godt og ondt giver sig her udslag i en udvikling af følelse. Væsenet bliver efter hver lidelsesproces forædlet, bliver mere kærligt og kommer mere og mere i kontakt med verdenspsyken eller alkærligheden. Det kan ikke mere nænne at gøre de brutale ting, det før kunne nænne. Og således bliver det mere og mere følsomt. Men med denne følsomhed i forbindelse med den materielle viden bliver det nu til et kærligt menneske.

I samme grad som væsenet er kærligt, i samme grad begynder naturen at åbne sine kilder. Det opdager ikke blot, hvordan mange ting i det daglige liv danner sig til i dets favør, uden at det selv har sat disse ting i scene. Det opdager stedse mere og mere medvind i alt, hvad det foretager sig. Og denne synlige medvind bliver efterhånden så stærk, at væsenet ikke kan blive ved med at tro, at den skyldes tilfældighed. Det begynder efterhånden at blive fyldt med en taknemmelighedsfølelse, en trang til at takke den eller de usynlige kræfter, der således mere og mere åbenlyst er i dets favør. Men når der i væsenet kan opstå en sådan trang til at takke, er denne følelse jo en hunger, en sult, der igen er en organisk proces. Men når denne hunger således udvikler sig i væsenet, kan den jo kun have ét mål, nemlig den at blive tilfredsstillet. Der må således være en tilfredsstillelse for denne sult. Og denne tilfredsstillelse er væsenets møde med den tabte Gud, den fortabte søns tilbagekomst til Faderen.

Den voksende taknemmelighedsfølelse kan ikke blive ved med at udløses imod kolde døde tilfældige naturkræfter. Materialistens begyndende taknemmelighedsfølelse imod Forsynet er den første begyndende opvågnen af kosmisk bevidsthed. Det bliver til en mere og mere levende forestilling, at der må være et levende væsen bag naturens kræfter, at der må være en levende bevidst viljeføring bag alle de stedfindende begivenheder, eftersom de danner en logisk plan, udgør et logisk hele. Og denne forestilling bliver efterhånden til urokkelig vished. Og en skønne dag, når væsenet i særlig grad er opfyldt af taknemmelighed og kærlighed til livet, da indtræder denne vished i den vågne fysiske dagsbevidsthed. Denne oplevelse, der jo er af psykisk natur, kan vise sig på forskellig måde, men i et fremskredent stadium viser den sig altid i forbindelse med en ilddåb, en overskygning af et stærkt lys, hvorefter væsenet i vågen dagsbevidst tilstand som realistisk viden fornemmer eller ser Guddommen og sin egen udødelighed og evige tilknytning til denne Guddom. Efter denne lykkefølelse, som ikke kan beskrives, men må selvopleves for at forstås, bliver der nu et levende forhold mellem Gud og gudesøn. Og det ejendommelige er, at denne Guddom er ikke en, der svæver over skyerne, men en, der viser sig i alt og alle, i en hvilken som helst næstes øjne, funktioner og væremåde. Alt bliver til en åbenbaring af dette væsen, og alt bliver til en henvendelse, til en belæring, til en underholdning, til en undervisning, til kærtegn til både jordisk og overjordisk liv og lys. Alt bliver Guddommens organer eller åbenbaringsmidler, lige såvel de, som ikke kan lide os, som de, der elsker os. Intet bliver mere et spørgsmål om had og vrede fra næsten, men et spørgsmål om, hvad er det, Gud siger mig igennem denne næste, dette hans organ for de særlige manifestationer, som næsten udløser. Men med den forståelse, væsenet da har af den guddommelige kærlighedsmanifestation, kan gudesønnen kun udbryde: "Fader, ske ikke min, men din vilje". Det er den mest levendegjorte åbenbaring af dette forhold mellem Gud og gudesøn, der er blevet demonstreret for verden i form af påskeevangeliet. Her ser vi i verdensgenløseren Jesu Kristi psyke dette intime forhold mellem den guddommelige Fader og søn som ikke i noget som helst andet tilfælde forhen. Mennesker kan nok blive vise, kan også igennem de højeste kræfter og den hellige ånd opnå forbindelse med Guddommen, men denne forbindelse vil altid kun være et forudgående kosmisk glimt af den store oplevelse og ikke en permanent eller blivende tilstand af denne hos individet, så længe det ikke giver sig udslag som Fader og søn.

Dette påskeevangelium viser os et menneske i kød og blod, for hvem Guddommen er blevet en så levende virkelig sandhed eller dagsbevidst realitet, og de guddommelige loves overholdelse en så ufravigelig visdom, at den fysiske bloddryppende korsfæstelse og forfølgelse og andre menneskers meninger og bagtalelser, hån og spot blev oplevet, ikke som disse væseners meninger eller hensigter, men som udtryk for en guddommelig Faders vilje, fra hvilken han ikke kunne afvige, selv om det førte til et Golgatha, hvor hans blod måtte flyde. Derfor måtte denne vilje igennem hans liv ske fyldest. Han vidste, at denne vilje var kærlighed. I sin store ydmyghed over for den himmelske Fader vidste han muligvis ikke langfredag eftermiddag, hvilken umådelig kæmperolle han spillede i menneskehedens historie, hvilke gigantiske kærlighedskræfter, Faderen i dette øjeblik var i færd med at udløse igennem sin elskede søns døende legeme. Men efter at have givet sit blod for sandheden og tilgivet sine fjender følte han sin gerning fuldbragt og befalede sin ånd i Guds hænder. Men lidt efter passerede verdensgenløseren med stor glans forgården eller skærsilden. Og gennem skærsildens mørke og lidelse lød en røst: "Kommer til mig alle I, som er besværede, og jeg vil give eder hvile, thi jeg er kommet for at søge og frelse de fortabte". Og påskemorgen kom den elskede gudesøn tilbage til jordens zoner. Med stor vælde flammede guddommelige kræfter over graven, op over de bedøvede ligvogtere, ud over verden, ned igennem århundrederne funklede og bølgede en kolossal lysglorie fra den åbnede grav: "Jeg er opstandelsen og livet, hver den, der tror på mig, om han endog dør, skal han dog leve". Og igennem endnu en lysglorie fra den hellige skueplads bebudede den evige Guddom sin nærhed i menneskehedens kommende historie: "Se, jeg er med eder alle dage indtil verdens ende", og hermed var den første etape, Guddommens indvielse af en ny verdensepoke ved hjælp af en trofast søn, bragt til ende.