Det, alle mennesker frygter mest her i verden, er døden. Det er ikke blot for sin egen død, mennesket frygter, men det er også frygten for at miste enhver af dem, det holder af. En normal mor eller far frygter for, at deres barn skal dø. Ægtefællerne frygter gensidigt hinandens død, ligesom det betyder stor sorg, når en god ven pludselig ikke er mere. Rent bortset fra frygten for dødsstraffe eller henrettelser. Verden er i den grad besjælet af frygt for døden. Dødsfrygten er således vitterligt en gene for ethvert normalt tænkende menneske. Denne frygt er naturligvis ikke lige aktuel. Den viser sig stærkest ved sådanne lejligheder, hvor der kan være fare på færde, hvor den igennem sygdomme, ulykke og lemlæstelse fremtræder truende over for disse foreteelsers ofre. Så selv om der er mennesker, der i dette øjeblik er syngende glade og synes, at livet ser strålende ud, så kan de, inden solen går ned, være midt inde i de forfærdeligste sjælekvaler. En mor kan miste sit barn, en mand kan miste sin hustru, en bror kan miste sin søster, et lille barn kan miste sin mor, en nyforlovet kan miste sin elskede, alt sammen inden solen går ned, ja inden næste time. Og det er kun, hvad der netop sker i dette øjeblik. Hvis menneskene havde udviklede kosmiske sanser og så ud over verden i dette øjeblik, hvor de sidder rart forsamlede i Guds skønne frie natur, ville de ikke kunne undgå at se dette syn – hvorledes der i Japan, Amerika, Rusland, ja i alle verdensdele netop lige i dette øjeblik, er mødre, brødre, fædre og elskede, der alle har mistet kære og sidder grædende og sørgende over tilsyneladende tab af lykke og ængstes for truende savn og ensomhed. Døden er således i realiteten et mareridt for den almene menneskehed.

Som en modvægt og trøst over for denne af døden affødte sorg og frygt forekommer der i verden religionen. Hvad enten man befinder sig blandt urskovens primitive mennesker, blandt indianere og ildlændere, blandt kinesere, amerikanere eller europæere, så finder vi religiøse dogmer eller påstande, der er tilpasset eller affattet således, at de skulle kunne give hver af disse racer og folkeslag en vis trøst og håb om, at de tabte kære stadig lever og er usynligt til stede omkring os eller et eller andet sted henne i et paradis, hvor man atter skal mødes med dem engang, når man selv dør.

Men helt uden for disse to grupper af mennesker finder vi en anden klasse mennesker, som hverken er hildet i noget religiøst eller politisk parti. Det er den klasse mennesker, der tilsammen udgør den moderne materialistiske videnskab. Disse mennesker, hvis psyke så absolut kræver logik bag enhver opfattelse, kan naturligvis kun lade hånt om dogmer og påstande, som ikke er baserede på bevisførelse igennem logisk sammenhængende tankerækker. Og disse mennesker skal have enhver opfattelse bekræftet intelligensmæssigt; de kan kun opfatte, hvad de kan veje og måle, se og høre, føle og smage. De har derfor foreløbigt mistet enhver følelses- eller instinktmæssig oplevelsesevne. De lever indtil hundrede procent i en intelligensbetonet oplevelsestilstand. De benægter pure alt, hvad der fortælles om åndelige oplevelser eller højpsykiske foreteelser, idet disse ikke kan vejes og måles på fysiske registreringsapparater. Deres bevidsthedsområde er derfor indskrænket til kun at veje og måle materie. Og heri er de blevet rene mestre.

Uden for disse tre kategorier af væsener begynder der at opstå en ny gruppe mennesker. Disse kendetegnes derpå, at de hverken er religiøst troende eller politisk interesserede, men søger efter sandheden, hvilket vil sige livsmysteriets løsning, som de heller ikke kan finde i den moderne videnskab. De har i sig en inderste, urokkelig følelse af, at der må være en fornuftig mening med alle de forskellige foreteelser: krige, lemlæstelser, sygdomme og lidelser, selv om man endnu ikke har evne til at finde denne mening eller underbygge den med videnskabelige kendsgerninger. Det er disse af al materialisme hundrede procent mættede væsener, der udtrykkes som udviklede sandhedssøgere. Da de hverken i kirker, templer eller andre religiøse paladser og institutioner og heller ikke i politiske kampe og foreteelser ser det højeste ideals bekræftelse, og hos den materielle videnskab kun får stene i stedet for brød, må alle sådanne væsener vende deres søgende blik i en helt ny retning for der at finde mættelse for den hunger, de af hele deres sjæl nærer. Denne nye retning kan så kun blive en indstilling direkte på livet selv. Man er altså moden til at søge efter sandheden ganske uafhængigt af religiøsitet, politik og materialistisk videnskab. Kan man da finde svar på livets største problemer helt uden om disse institutioner? – Ja, absolut, den udviklede forsker behøver absolut ikke mere disse institutioner. Hvordan skulle en Kristus, en Buddha, en Muhamed og alle de andre personligheder eller største mennesker have fundet de store sandheder, der i form af dogmer eller religiøse facitter har været åndelig føde for millioner af mennesker igennem årtusinder? – Livsmysteriets løsning er ikke et mål- og vægtfacit. Det er ikke en materieanalyse, for livet kan i sig selv ikke være materie. Derfor kan man ikke finde livets løsen hverken ude i makrokosmos eller nede i mikrokosmos. Ja, man er jo med indstillingen på disse to foreteelser så langt borte fra dets løsning, som man overhovedet kan komme.

Vi kan nu i selve livet blive overbevist om en hel række ting vedrørende både livet og døden, ganske uden om alle gejstlige myndigheder og videnskabelige autoriteter. Den første kendsgerning, der står os klart, er den urokkelige dødsfrygt, som bor i det almene menneskes indre, og som kun lader sig trænge i baggrunden under individets stærke medgang på de almindelige af livets områder. Men lige så snart skæbnen viser sig i ugunstig format, er frygten der og river al optimisme ned med sin kvælende pessimisme. Men når der er en sådan dødsfrygt til stede, bliver det jo til kendsgerning, at individet absolut ønsker at leve. Hvis det i en given situation ønsker døden, er det kun, fordi det på en eller anden måde er træt af livet og ikke ser nogen anden vej til at blive denne træthed, der da ytrer sig som livslede, kvit. Overalt, hvor individet er i kontakt med sin tilværelses moral og sundhed, ønsker det absolut ikke at dø. Den fundamentale og virkelige indstilling hos mennesket er altså livet – ikke døden.

Når der i væsenerne bor en sådan længsel, vil det jo sige det samme som, at denne længsel er en sult, en hunger. Men naturen har endnu aldrig i nogen som helst anden situation vist os en sult eller hunger, hvortil der ikke var mættelse. Og den eneste mættelse, der kan være tale om i frygten for døden og hungeren efter livet, kan jo kun være dette, at det levende væsen aldrig nogen sinde kan dø i absolut forstand. Vi får altså her fra livet selv, ganske uden både kirke, præst og pave, af naturen selv et absolut urokkeligt fingerpeg. Det bliver ulogisk at tro noget andet. Så vil man her indvende, at det dog er en kendsgerning, at de levende væsener dør, og at der aldrig nogensinde er kommet nogen tilbage og har berettet, at de stadig lever. Det er rigtigt, at alle levende væsener tilsyneladende dør, men at der aldrig nogen sinde skulle være vist noget tegn eller meddelelse fra afdøde, kræves der jo en særlig absolut bevisførelse for. Og hvem kan bevise, at der aldrig har eksisteret en sådan meddelelse? – Den, der ikke står med en sådan bevisførelse, hvormed han kan dokumentere sin påstand, er jo kun at betragte som en fanatiker, der råber et tomt postulat lige ud i rummet. Han hører til dem, der absolut intet tæller. Men noget helt andet er, at vi ganske kan undvære sådanne åndemeddelelser. De jordiske mennesker er sansemæssigt slet ikke indstillede på modtagelse af den slags meddelelser, hvad enten de nu foregår ved hjælp af bordben eller bankninger. Mennesket kan udmærket få forklaring ad anden vej, når blot det har intellektualitet nok til at forstå det, det ad fysisk vej kan se. Det er rigtigt, at det levende væsen dør, men hvad er det, der dør? – Der dør de ting ved det levende væsen, der kan ses og føles med de rent fysiske sanser. Men er der nogen, der kan garantere, at det levende væsen ikke består af andet, end hvad man kan se og føle rent fysisk? –