M2098
Spørgetime med Martinus 1978

1. spørger
Det har været et svært problem for mig, at man i dette liv skal straffes for de slemme ting, man har gjort i tidligere liv, uden at vide at man er skyldig.
Martinus svarer
Det er ikke hukommelse, det drejer sig om. Der er også mange, der har sagt til mig: – Hvad kan det hjælpe, når vi ikke kan huske det? De, der kommer i fængsel, kan da godt huske, at de har været i fængsel, men de går ud og stjæler, lyver og slår ihjel alligevel. Menneskene gør så mange ting i dette liv, der er forkert. De ved det, og de kan godt huske det, men de gør det stadigvæk.
Nej, det er al den smerte og lidelse, man har oplevet, der sætter virkningerne. De, der har haft en forfærdelig lidelse i et tidligere liv, vil i dette liv, når de kommer til at opleve et menneske, der er i den samme lidelse, meget bedre kunne forstå dette menneske. Har de haft flere liv med en sådan lidelse, forstår de med det samme, hvordan det menneske har det. Hvis jeg ser et menneske brække et ben, så får jeg ondt i mine ben. Så mægtig følsom kan man blive.
Følelsesevnen vokser ganske automatisk i takt med de oplevede lidelser, og det er den, der bliver til alkærligheden. Det er den, der bevirker, at man ikke nænner at gøre noget ondt. Man vil hellere selv lide, end at andre skal lide.
2. spørger
Hvad er det bedste, vi kan gøre for den store verden, når krigen og katastroferne kommer?
Martinus svarer
Ja, det vil jo vise sig, det kan jeg ikke sige Dem i øjeblikket. Det må jo vise sig for hver især, hvad man kan gøre. Men det bedste, man kan gøre, er selvfølgelig at få sig selv på ret køl eller holde sig på ret køl.
Man må nå frem til et stadium, hvor man må bede. Det gør folk normalt ikke så gerne. Dengang jeg holdt mine store foredrag, og jeg havde mange mennesker, der kom med deres problemer, spurgte jeg dem: "Beder De aldrig til Gud?" – Nej, det er jo sådan noget ud i luften, tomt i luften. "Men, det er det slet ikke"! – Mit fadervor, det kan jeg heller ikke. Jeg har aldrig bedt mit fadervor. "Jamen, De behøver heller ikke at bede fadervor. De behøver bare at tænke på det, som De gerne vil have hjælp til. Så får De hjælp! Det gør De! Det betyder ikke noget om De tror på det eller ej".
Forsynet er ikke sådan, at det siger: "Kan du så komme ned på knæ!". De væsener, der hører bønnerne, ved godt, hvordan mennesker er. At tro er ikke en viljesakt, enten så tror man, eller så tror man ikke. Det er ikke noget, man kan ville. Man kan nok ville det, men derfor tror man det ikke. Det kan ikke hjælpe, at jeg siger til Dem, at to og to er syvogtyve. De vil gerne tro det, men De kan jo ikke. De ved alt for godt, at det ikke er det. Men det gør ikke noget, at man ikke tror, man må bede alligevel.
Jeg beder for eksempel mange gange om dagen. Det at bede er slet ikke det, at man skal folde hænder eller ligge på knæ. Så får man bare ondt i knæene, og det er jo synd for mikrovæsenerne. Nej, man skal bare være helt almindelig og snakke til hinanden, til venner og bekendte, og bare tænke på Gud eller det, man vil have hjælp til. Hver eneste gang jeg mærker en mørk impuls nærme sig, så har jeg mine tanker på Gud, og jeg får hjælp til alt. Sagen havde fødselsdag i fredags [red.: 24.03.1978], da blev den 57 år gammel. Da var det 57 år siden, jeg havde min kosmiske oplevelse, og lige siden har jeg haft fuldstændig gudskontakt. Jeg laver ikke noget, som jeg ikke får impulser om. Jeg må have impulserne fra oven, om jeg skal gøre det eller det. Selv om det ser tosset ud, så gør jeg det, og senere viser det sig at være rigtigt.
Folk tror, at det er naivt og primitivt at bede, men det er det slet ikke. Vi er omgivet af åndelige væsener, de er ikke et sted ude i verdensrummet. Der kan godt være en stor forsamling her midt iblandt os. De, som hører vore bønner, er kristusvæsener. Når et menneske når op til dobbeltpolethedens fuldkommenhed og får kosmisk bevidsthed, smelter dets bevidsthed sammen med alle andre kristusvæseners bevidsthed, og så er de ét. De er fuldstændig ét, og så er det ikke sådan, at den ene siger: "Nej, sådan er det ikke! Der er du galt på den! Det forstår du ikke! Det er ikke rigtigt!". Men de er alle sammen fuldstændig ens, og når de er ens, er det én bevidsthed. Denne ene bevidsthed er Guds bevidsthed. Men alle jegerne eksisterer stadigvæk. Væsenernes jeg eksisterer som Guds bevidsthedsredskaber, så vi er lige så vigtige for Gud, som Gud er for os. Gud kunne ikke eksistere og opleve uden de enkelte jeger, han oplever ved os.
Nu siger jeg han, det er jo en gammel ordbrug. Gud er jo hverken en han eller en hun, men netop dobbeltpolet eller fuldkommen. Guds primære bevidsthed består af alle kristusvæsenerne, og denne bevidsthed er hele tiden på toppen, for efterhånden som menneskene bliver fuldkomne eller kristusvæsener, går de op og bliver Guds primære bevidsthed og danner de højeste riger, hvorfra Gud styrer verden. Derefter degenererer de og går ned, mens der er andre, der vokser op. Det er derfor, der bliver kredsløb, men det bliver ikke cirkelkredsløb, men derimod spiralkredsløb. Vi bliver ikke det samme igen i næste spiralkredsløb, hvor vi kommer ind i klodeområdet, dér bliver vi ikke mennesker, men planeter. Her fra jorden kan vi ikke iagttage nogle eksempler, men det er altså minikloder, der først opstår. Det er meningen, at jeg vil skrive mere om det, hvis jeg bliver gammel nok. Jeg har lavet noget materiale, men så fik jeg impulser om, at det måtte vente, for det kunne menneskene undvære, hvis jeg ikke nåede det. Der er andre ting, der er meget vigtigere. Det med de højere spiraler, det kan De selv undersøge, når De får kosmisk bevidsthed.
3. spørger
Kan man i dette liv påtage sig lidelser for at skole sig til en fremtidig inkarnation?
Martinus svarer
Ja, det kan man godt gøre. Der er mennesker i Indien, der står med armen oppe i luften, så de til sidst ikke kan tage den ned igen. Men den slags karma fjerner ikke noget af den karma, man har i forvejen. Det er karma i sig selv, at man mister armen. Men man kan ikke ved selvplageri selv begynde at betale af på karmaen. Den kan kun komme med sit kredsløb. Karmaen er bundet i kredsløb.
Men hvis man påtager sig lidelse for at hjælpe andre mennesker, er det jo næstekærlighed. Loven er, at "man skal jo elske sin næste som sig selv". Ser man sin næste i stor nød, ja så hjælper man ham, som om det var en selv. Der kan man træne sig op og vokse i kærlighed.
Kristus påtog sig frivilligt lidelser for at hjælpe menneskene. Han behøvede ikke at tage ned på jorden for at udvikle sig, han var allerede færdigudviklet.
Det har heller ikke været nødvendigt for mig at være på jorden. Jeg har hele den udvikling med mig. Alt det, jeg fortæller jer, har jeg ikke lært her. Det har jeg fået igennem mig selv fra oven. Da jeg var 30 år, havde jeg måske ikke engang så megen viden, som I andre har. Jeg har kun skrevet nogle breve hjem til mine plejeforældre engang imellem, og det bliver man ikke stor professor af.
Nej, det er meget storartet at tage lidelser for andre. Man kan ikke sige andet, end det er en god gerning at hjælpe andre, der er i nød og trænger vældigt til det. Deri består næstekærligheden jo også.
Spørgetime af Martinus på Terrassen i Martinus Center, søndag den 26. marts 1978. Spørgetimen blev optaget på bånd, og båndafskriften er bearbejdet af Ole Therkelsen. Godkendt i rådet 09.10.2003. Spørgsmål 1 er bragt første gang i Kosmos nr. 3, 1994. Spørgsmål 2 er bragt første gang i Kosmos nr. 3, 1993. Spørgsmål 3 er bragt første gang i Kosmos nr. 5, 1994. Artikel-id: M2098.
© Martinus Institut 1981, www.martinus.dk
Du er velkommen til at linke til artiklen med angivelse af copyright og kilde. Du er også velkommen til at citere fra artiklen, når det sker i overensstemmelse med loven for ophavsret. Kopiering, eftertryk eller andre former for gengivelse af artiklen kan kun ske efter skriftlig aftale med Martinus Institut.