Det seksuelle liv har et kredsløb, der går over to store udviklingsafsnit, over to spiralkredsløb. De væsener, der i den ene spiral er hankønsvæsener, bliver hunkønsvæsener i den næste, og omvendt. På denne måde skifter det. Men det er i virkeligheden kun i en meget lille del af spiralkredsløbet, væsenerne er enpolede. Det drejer sig kun om dyreriget, hvor de skal udvikles. Enpoletheden begynder i planteriget og vokser videre frem til dyreriget. Dyreriget er enpolethedens kulminationsområde. Her findes det stærkeste maskuline væsen og det mest feminine væsen. Udviklingen fortsætter så videre til menneskene, der stadigvæk har noget af dyrets principper. Der sker en udvikling i menneskene, således at de vokser fra denne enpolede tilstand. Men det er jo den, der betinger ægteskabet, der endnu er det fundamentale for menneskelivet her i verden, også selvom det ægteskabelige eller denne parringstilstand er degenererende, og vi kan kalde det "de ulykkelige ægteskabers zone".

Vi ser, hvordan ægteskaberne hører op. Mennesker lever sammen uden at være viet osv. Det er alt sammen noget, der er med i den guddommelige verdensplan. Alt det med ægteskab, afkom osv. vil ophøre. Det er kun i dyreriget og her i det ufærdige menneskerige, at denne enpolethed eksisterer med hankøn og hunkøn for sig. I virkeligheden har ethvert væsen begge køn i sig. I hankønsvæsenet er den feminine pol stagneret, og i hunkønsvæsenet er den maskuline pol stagneret. Det er sat i gang, for at menneskene kunne komme til at gøre godt og ondt. Uden denne polforandring ville der ikke kunne finde nogen som helst udvikling sted. Mennesket ville aldrig nogen sinde kunne komme til at opleve, hvad der var ondt, og hvad der var godt, og derved kunne det jo aldrig nogen sinde komme til at opfylde det mål, som det er bestemt til at skulle opfylde, nemlig dette at blive til mennesket i Guds billede efter hans lignelse. Det er kun her i dyreriget, at menneskene har denne enpolede tilstand med hankøn og hunkøn. Igennem hele den åndelige verden, i millioner af år, er væsenerne ikke hankøn og hunkøn. Da er de rigtige mennesker, det vil sige, de har begge poler i sig, og de er med denne deres tilstand med til at udtrykke, at de netop er i Guds billede. Gud er jo ikke en mand eller kvinde, men i Gud findes begge disse to store samarbejdende polkræfter. Hvis man er mand, behøver man ikke at blive bange for at blive til en kvinde. Manden bliver ikke kvinde i næste liv, og kvinden bliver heller ikke mand i næste liv. Det kan godt være, at man ønsker det, men det retter det sig jo ikke efter.

 

 

 

 

Hvor længe man kan være i det rigtige menneskerige er meget individuelt. Nogle kommer slet ikke i det rigtige menneskerige. Det afhænger af, om de har menneskelig udvikling, hvis ikke, så havner de i de lavere paradiser. Der er jo et paradis for alle grader. Indianerne har deres paradis, og buskmændene har deres paradis. Det er klart, at de jo ikke alle sammen kan have det samme paradis. De må have et paradis, de forstår, et paradis, der kan glæde og inspirere dem.

Det er højst individuelt, hvor længe et menneske er på det åndelige plan. Hvis et menneske er meget åndeligt indstillet og åndeligt interesseret og har megen åndelig viden, kan det være der længe. Så kan det være på det åndelige plan omkring 80 år eller måske endda mere. Men det forudsætter dog, at det dør af alderdom. Hvis det derimod ikke har denne interesse, hvis det er meget materialistisk og ikke har spor med det åndelige at gøre, vil det ikke være så lang tid på det åndelige plan, for da har det ikke noget at gøre der, det har ikke nogen bevidstgøring for det, og da fødes det meget hurtigt igen. Dyrene fødes særligt hurtigt, og primitive mennesker fødes også meget hurtigt igen.

Børn og unge mennesker kommer meget hurtigt tilbage. Soldater, der bliver dræbt på slagmarken, kan blive født og komme tilbage til det materielle plan igen på 4-5 år.

Hvor længe man er inde på det åndelige plan, afhænger altså af ens åndelige tilstand. Hvis man er meget åndeligt udviklet, har man jo store forudsætninger for at være på det åndelige plan. Og er man ikke er så åndeligt udviklet, må man tilbage til det fysiske plan, for det er jo der, man skal have udviklet de åndelige evner.

 

Men der er ordinære skytsengle på det åndelige plan. De er jo engle. Det er også det, Kristus siger: "Er de ikke alle sammen engle til hjælp for dem, der skal arve salighed". Sådan er der altså væsener, der tager sig af menneskene. Vi kan for eksempel ikke dø, uden at der er skytsånder, der er med til at befordre os. Ligesom et barn ikke kan fødes her, uden at der må være forældre. Forældrene er også skytsånder for deres barn. Ja, det skulle de i det mindste være, men det er jo ikke altid, de er det.

Med hensyn til det med at lære, så lærer man ikke noget inde på det åndelige plan. Man har den begavelse, man har med her fra det fysiske plan. Man lærer ikke på det åndelige plan, det er et nydelsesplan. Der kan man opleve behageligheder med den viden, man har, og der kan man skabe med den viden, man har. Der skal man ikke lære, gøre erfaringer, opleve skuffelser og alt sådan noget. Hvis man skulle det, blev der også skuffelser, lidelser og lignende på det åndelige plan, men det er jo ikke meningen.

 

Fosteret og det lille barn er bevidst i erindringerne fra sit tidligere liv. Indtil et halvt års tid efter, det er født, kan det lille barn ligge og opleve sit tidligere liv, men det kan jo ikke fortælle noget om denne oplevelse. Vi kan sommetider se, at det lille barn kan grine, kan le, så hele kroppen ryster. Det er, fordi det har disse salighedsoplevelser fra det åndelige plan. Men efterhånden som det begynder at se den fysiske verden, at se lys og lamper osv., så glemmer det den åndelige verden. Barnet bliver optaget af det jordiske, og så begynder den jordiske bevidsthed at udvikles.

 

Hvis man har lyst til at give sit lig til videnskaben, idet man mener, at det kan være til gavn, så kan man jo gøre det. Men det er en abnorm handling.

Det er også muligt, at man kan komme til at fortryde det, når man på det åndelige plan ser sit legeme blive læderet. Man er ikke sådan færdig med sit fysiske legeme, fordi man dør. Igennem et langt liv har man haft alle sine oplevelser igennem sit fysiske legeme, og der er en vis kærlighedsforbindelse, en sympatisk forbindelse, mellem jeget og dette legeme. Så man skal ikke sådan tro, at det, man gør med sit lig, er helt uden karma.

Det samme gælder også ved ligbrænding. Hvis et menneske lader sit lig brænde, får det også en skærsildspine på det åndelige plan, samtidig med at det her på det vågne plan formindsker sin beskyttelse imod at kunne brænde op, at komme ud for ildebrand.

 

 

Det er rigtig nok, der kan siges meget for og imod, og man kan synes, at det ikke er fuldkomment at holde liv i sådanne gamle, meget syge mennesker i måneder eller måske hele år, uden at de kommer sig. Men når menneskene ikke er moralske nok, kan man ikke give lægerne tilladelse til, at de godt kan lade et menneske dø, hvis de synes det. Der kunne ske bedrag. Lad os f.eks. sige, at arvingerne til et rigt menneske gik i kontakt med en sådan læge, som så lod dette menneske dø længe før, det ellers ville dø.

Jeg mener, at menneskene må gøre, hvad de kan for de syge og gamle mennesker. Om de så kan leve eller dø, ja det er jo en karma ved dem selv, men så har menneskene i al fald gjort, hvad de kunne.