Tidligere har jeg påvist den meningsløshed, det ville være, hvis ånden, væsenets højere selv eller jeg, skulle gå under sammen med det fysiske legeme ved den proces, vi kalder "døden". Det blev således klart, at en benægtelse af udødelighed var absolut ulogisk og derfor i strid med naturens øvrige love, hvor intet som helst er ulogisk. At erkende udødeligheden blev således absolut logisk og derfor identisk med den absolut normale tanke- og viljeføring.

Alle væsener, hvis jordiske liv føres af instinktet, hvilket vil sige alle de væsener, vi kender under begrebet "dyr", får en fuldkommen overgang fra den fysiske til den åndelige tilværelse. De lever i flokkens ånd, overholder dens love og kender ikke til at "synde", hvilket vil sige til at overtræde disse love. Det såkaldte "samvittighedsnag" eksisterer ikke hos dyrene. Lige så naturligt som de på det fysiske plan lever efter naturens love, lige så naturligt fortsætter de med at være i kontakt med naturens love efter døden. Deres eneste mørkeoplevelse er den livsfare, de undertiden på det fysiske plan kan befinde sig i, i kraft af at de eventuelt er efterstræbt som bytte og føde for andre væsener. Men da de ikke filosoferer over tilværelsen, føler de ikke time- eller dagslange mentale bekymringer eller sorger. Deres skiften fra glæde til sorg er lige så hurtig som det spæde barns. I al almindelighed skifter det i virkeligheden lige så hurtigt fra rædsel til lystighed, som det skifter fra lystighed til rædsel. Dyrene lider ikke af nervesammenbrud, der hvor de ikke er underkuet og ødelagt af mennesker. Det er klart, at dyrene ikke er uimodtagelige for lidelse, rædsel og smerte. Det er klart, at kærtegn og humanitet ligeså er velgørende for dyrene som for mennesker. Men dyrene har, som før nævnt, ikke nogen filosofisk evne og går ikke og grubler over en ting. De vil derfor ikke kunne fortryde en handling, således som mennesket. De har ingen syndskomplekser. Når et sådant væsen dør, lever det bare videre og fortsætter det åndelige liv i flok med andre af dets døde medvæsener inden for dets art.

Da den åndelige verden består af væsenernes tankeliv, væsenernes fantasi- og virkelighedsopfattelse, vil oplevelsen af den åndelige verden jo være afhængig af omfanget af de samme væseners tanke- og sjæleliv. Dyrene vil altså ikke have et ret stort område i den åndelige verden. De dyriske sfærer i den åndelige verden er således meget begrænsede. De kommer meget hurtigt tilbage til den fysiske verden. Derfor foregår reinkarnationen for dyrenes vedkommende i det store og hele i et langt hurtigere tempo end for jordmenneskene. Den store part af dyrene har således ikke blot et meget kortere åndeligt liv, men deres fysiske liv er som regel også kortere end menneskets. Men for dyret er det foreløbige mål også et ganske andet end for jordmennesket. Dyrets vigtigste opgave er nemlig den at få den dyriske krop udviklet til en menneskekrop og hjernen til en menneskehjerne. Kun i denne krop og med denne hjerne kan det levende væsen nå tilbage til de høje kosmiske livsstadier i kredsløbet, hvor det fremtræder i Guds billede, værende ét med Faderen, vejen, sandheden og livet.

For jordmenneskets vedkommende er det kropslige stadium så at sige nået. Dette væsen har fået sin dyriske krop omdannet til den begyndende menneskekrop, og den dyriske hjerne er nu omformet til at være et redskab, der er fuldt ud tilstrækkeligt til at bære den kosmiske bevidsthed i fysisk vågen tilstand. Men nu er det vigtigste for dette væsen altså at få udviklet sin evne til vågen bevidst at kunne færdes i disse førnævnte højere livsstadier i kredsløbet. Og denne evne er i virkeligheden slet ikke væsenet fremmed. Den er nemlig identisk med dets "tænkeevne". I samme grad som individet kan tænke, kan det begynde bevidst at "vandre" i en anden verden end den fysiske. Og i samme grad som væsenets tænkeevne repræsenterer intellektualitet, hvilket vil sige evnen til at konstatere den absolutte sandhed i alle ting, i samme grad bliver den åndelige verden til urokkelig virkelighed eller håndgribelighed. Der, hvor individet endnu ikke har tilstrækkelig intellektuel opfattelsesevne, må det leve på instinkt, der igen for menneskets vedkommende er det samme som "tro". De religiøst troende væsener lever således ikke på en vågen dagsbevidst, virkelig oplevelse af den åndelige verden. Den er for dem trods alt kun mystik og må være mystik. Mystik kan kun ophøre at være mystik i kraft af intellektuelt lys. Og så længe væsenet ikke er i besiddelse af tilstrækkeligt intellektuelt lys, må det ledes ved uintellektuelt lys. Men uintellektuelt lys er blafrende og kan umuligt gennemlyse tingene. Tingene, hvilket her vil sige livets detaljer, får derved i nogle tilfælde fantastiske figurer, kommer til at ligne spøgelsesagtige ubehagelige og rædselsvækkende fremtoninger, medens de i andre tilfælde kommer til at tage sig ud som overdrevent overnaturlige og i et foregøglet behagsideal, der ikke har noget med virkeligheden at gøre. Både i behag og ubehag kommer livet til at tage sig overdrevet og unaturligt ud for den, der endnu må leve på en ufuldkommen tænkeevne, væsener, der endnu i overvejende grad må leve på anelser og tro, på fantasi og hypoteser, på formodninger og gætterier.

Det jordiske menneske er altså et væsen, der er nået frem til at have fået organismen og hjernen omtrent færdige til at kunne udnyttes til skabelsen og oplevelsen af den åndelig verden. Det står således med dette vidunder af legeme. Det kan begynde at tænke. Tankerne bliver til detaljer i en verden, der ligger over den fysiske. Men da tanker kan være ufuldkomne såvel som fuldkomne, kan de i sig selv ikke garantere individet nogen virkelighedsoplevelse af den åndelige verden. Først der hvor tankerne ikke mere kan være ufuldkomne, bliver den åndelige verden ikke mere mystik, men en absolut realistisk oplevelsessfære, i hvilken individet kan beherske materien, detaljerne og naturen, på samme måde som det efterhånden er nået frem til at kunne det i den fysiske verden. Men da det jordiske menneske endnu i en altovervældende grad ikke kan tænke fuldkomment, bliver dets vandring i den åndelige verden en højst ufuldkommen og til dels bevidstløs og famlende færd. Det jordiske menneske er jo et væsen, der for længst er kommet så langt frem i spiralkredsløbet, at loven for dets liv ikke hverken er dette, at det skal dræbe for at leve eller leve for at dræbe. Det skal derimod udelukkende kun leve for at give liv. Da dette er den åndelige verdens absolutte terræn eller virkelighed, fremtræder væsenet altså i blinde eller famlen, i samme grad som det ikke kan skue denne virkelighed.

Og endnu værre bliver det, hvor det ligefrem benægter denne virkelighed. Her handler det helt på tværs af denne ny verdens fundamentale eller livsbetingende love. Men at handle imod livsbetingende love er jo det samme som at underminere eller sabotere sin egen livsoplevelse eller erkendelse af virkeligheden. Det er denne sabotage af virkelighedsoplevelse, der giver sig udslag i alle former for ubehag, smerte og lidelse. Det er den samme sabotage af livet, vi kender under begrebet krig. Men som vi allerede forstår, er det jo ikke blot på det fysiske plan og i den fysiske organisme, at lidelsen og ubehaget eksisterer, det er jo også i bevidstheden, i tankelivet. Tankelivet bliver til bekymring, sorg og rædsel. Sorgen og rædselen sætter fantasien i bevægelse for det menneske, der ikke kan tænke logisk, men lever på tro, fantasi og indbildninger. Og da tankerne og tænkeevnen er de eneste redskaber, igennem hvilke væsenet kan se eller opleve den åndelige verden, vil et sådant væsen være udsat for en temmelig mørk oplevelsesepoke, når det dør og ikke mere har det fysiske legeme eller den fysiske oplevelsesevne at holde sig til. Denne mørke sfære er et åndeligt supplement til den fysiske lidelsesverden og kendes under begrebet "skærsilden".

Når et jordisk menneske dør, foreligger der den mulighed, at det skal igennem skærsilden. Men der kan også foreligge den mulighed, at det ikke oplever noget som helst ubehag. Om det skal i skærsilden eller det skal undgå denne, vil altså udelukkende være afhængig af dets tænkeevne. Alle civiliserede mennesker i verden ved udmærket teoretisk, at humanitet er livets mål, og en forsyndelse herimod er en forsyndelse imod udviklingen eller livets mening med menneskene. De har fået lært det igennem verdensgenløsningsprincippet, der atter er blevet manifesteret igennem de store verdensreligioner. Enhver forsyndelse imod humaniteten eller næstekærlighedsloven skaber skærsild. Skærsilden vil igen spærre eller forsinke adgangen til nydelsen af den åndelige verdens virkelige, store goder. Idet menneskene således i skolerne, igennem opdragelsen, igennem religionen og det civiliserede lov- og retsbegreb ikke kan undgå at have hørt, at de virkelige livsværdier i verden er de, der udgør den absolut sande "menneskelighed" såsom: ærlighed, trofasthed, humanitet eller næstekærlighed, vil de få samvittighedsnag, der hvor de ikke har opfyldt eller været i kontakt med disse værdier. Samvittighedsnag er skærsildsoplevelsen på det fysiske plan. Det er meget muligt, at væsenet kan vænne sig til at ignorere samvittighedsnaget, så længe det er i den fysiske verden og kan overdøve samvittigheden med tilfredsstillelsen af stærke fysiske begær, men når det mister den fysiske organisme, og det er henvist til den åndelige verden og helt skal være ansigt til ansigt med sine tanker, der netop her er synlige, kan det umuligt undgå samvittigheden. Da kommer den med en altovervældende kraft. Væsenet ser sit anløbne sjæleliv, sin pjaltede tankegang, sit store dyriske udseende totalt utilsløret. Her er nemlig tankerne, sjælen eller ånden det udvendige ved væsenet, synligt for alle.

Hvad kan fremkalde samvittighedsnag og skærsild for det moderne kulturmenneske? – Ukærlighed i ægteskabet, ukærlighed over for sine børn. Ukærlighed over for sine medvæsener, ukærlighed over for sine omgivelser, ukærlighed over for sin egen organisme ved laster. Ja, overalt er det udelukkende kun denne ene tankeart, der skaber skærsild. Ukærlighed er igen uærlighed, bedrageri, svindel og plattenslageri, hensynsløst diktatur, politik og magtsyge og undertrykkelse af andre væsener.