Der er vel ikke noget, der kan være af større betydning for det intellektuelt tænkende menneske end dette at få rede på livsmysteriet og derigennem blive dygtiggjort til at kunne opbygge sin egen skæbne. Vi har tidligere fået et indblik i, hvorledes der er to naturer i den menneskelige struktur: det menneskelige og det umenneskelige, hvilket igen vil sige det såkaldte "gode" og det såkaldte "onde". Medens "det onde" er den endnu i mennesket ikke overvundne dyriske livsform, der er baseret på den instinktive selvopholdelsesdrift og beherskes af selviskhed og kan udtrykkes igennem mottoet "enhver er sig selv nærmest", er "det gode" en i mennesket begyndende ny livsform, som det med forstanden begynder at træne sig op til at kunne praktisere. Denne livsform er en total modsætning til den dyriske livsform. Den bæres af uselviskhed og kan udtrykkes igennem mottoet "enhver er sin næste nærmest".

Skal menneskene da blive til sådanne genier? – Ja, er det ikke det, alle eksisterende religioner i virkeligheden forjætter og tilskynder? – Hvad er paradiset eller himmerigets rige andet end netop et samfund af væsener, der totalt har overvundet det onde og ikke mere i nogen retning benytter sig af dyriske lovsformer, men elsker sin næste som sig selv? – Nu vil man måske lidt skeptisk spørge, om det nogen sinde kan blive muligt, men her må svaret blive et urokkeligt: Ja! Det jordiske menneske kan i dag se tilbage over hele livets udvikling i så stor en udstrækning, at det af selve livet, ganske uafhængigt af religioner og hellige bøger, profeter og vismænd, kan få en urokkelig bekræftelse eller vished for, hvad der er livets mening, eller hvor det bærer hen med den menneskelige udvikling. Det er rigtigt, at vi på en måde lever i krig og ufred mere end nogen sinde, ja, vi lever i selve det dræbende princips kulminationszone, men vi lever også samtidig i udviklingen af en særlig tendens, ved hvilken menneskeheden vil komme til at overvinde sin dyriske natur, den største livsfjende eller hindring for den totale lykkes eller den fuldkomne menneskelige tilværelses opnåelse på jorden. Denne tendens er det tiltagende begær efter at skabe fred i verden. Og jo værre krigen er med dens følger af død og lemlæstelse, invaliditet og nervesammenbrud, amoralitet og kultursammenbrud, desto mere levende eller vågen dagsbevidst bliver det til kendsgerning, at krigen ikke kan udryddes ved krig. Man vægrer sig derfor mere og mere ved at være angriber. At betjene sig af våben og magtoverlegenhed for at erobre og trællebinde andre folk og stater bliver mere og mere fordømt af alle udviklede mennesker. Angrebskrige kan ikke mere få medhold og sympati hos det store flertal uden igennem en genial løgnekampagne, den såkaldte propaganda, ved hvilken angrebskrigen camoufleres og udbasuneres som en absolut nødvendig forsvarskrig. Man påberåber sig at blive forfulgt og efterstræbt af andre magter.

Udviklingen fører således med sig, at al krigsberedskab og våbenmagt går over til at blive en beskyttelsesmagt imod de dyriske, menneskefjendtlige naturer i menneskene. Denne magt bliver en beskyttende mur imod de dyriske mennesker, der endnu er slaver eller kastebold for den dyriske del af deres bevidsthed og dermed er en gene for al human og dermed kulturel udvikling. Den er en slags plankeværk, rejst med samme formål som et hvilket som helst andet plankeværk beregnet på værn imod de vilde dyr i junglen. Et sådant værn eksisterer allerede i form af kulturstatens politi- og retsvæsen, men det kan kun beskytte landets egne indbyggere imod hverandres dyriske eller ikke-menneskelige tendenser. Det kan derimod ikke beskytte imod andre landes krigeriske overfald. Da verdens nationer hver for sig er en samlet folkegruppe med våbenmagt, kan en sådan stat, i samme grad som den er en anden stat overlegen i magt, overfalde denne stat, hvis den ser en fordel deri. På denne måde er verdens staters landegrænser blevet til. Der er ingen af disse grænser, der i virkeligheden er sat frivilligt op efter det pågældende folks eget ønske. Grænserne er mere eller mindre påtvungne de mindre stater af de magtoverlegne stater. Og disse grænser er endda slet ikke sikre. Ethvert lille land vil til enhver tid have over sig den risiko at blive angrebet af enhver af de overlegne stater, hvis disse ser deres fordel deri. Her er menneskene inden for de forskellige nationer ganske ubeskyttede. Indbyrdes imellem verdens nationer eksisterer der ikke noget absolut lov- og retsvæsen. Her findes absolut intet politivæsen. Nationernes liv er anarki, hvilket vil sige, at den stærkeres magt er højeste lov. Der findes absolut ingen som helst virkelig ret. Magten i stedet for retten behersker således nationernes samliv. Men denne anarkistiske tilstand er jo netop den samme, som engang eksisterede blandt individerne indbyrdes, før politi- og retsvæsenet blev til en realitet inden for staten.

Men som det allerede for længst er blevet en kendsgerning, er det ikke nok, at man inden for de enkelte stater igennem politi- og retsvæsenet kan holde orden og beskytte kulturudviklingen; man må også have et politi- og retsvæsen, der kan fjerne anarkiet fra staternes samliv og forene disse i harmonisk samarbejde og den heraf følgende uundgåelige kulturskabelse. Og vi ser da også, hvorledes der mere og mere arbejdes på at skabe et sådant retsvæsen for stater. Vi kender Folkeforbundet, som var et første tilløb, men som ikke kunne bestå, fordi det kun var aftaler eller overenskomster, bag hvilke der ikke eksisterede noget politi- og retsvæsen til at beskytte. Disse aftaler blev så brudt af de forskellige magter, alt eftersom de mente at se en fordel deri. Ville det ikke netop også gå således med alle andre aftaler individerne imellem inden for staten, hvis ikke der var et politi- og retsvæsen til at betinge, at enhver må holde de forpligtelser, de frivilligt er gået ind på? – Efter den sidste verdenskrig er tilløbet til et nyt folkeforbund eller et retsvæsen atter blevet aktuelt og har afstedkommet visse foranstaltninger, der peger henimod en forening af verdens nationer, et nationernes forbund. At dette forbund heller ingen betydning vil få, hvis ikke den eksisterende våbenmagt helt bliver omdannet til et internationalt politi- og retsvæsen for stater og udelukkende kun kommer til at tilhøre en for disse stater eksisterende fællesregering, samtidig med at alle nationer totalt bliver afvæbnet, er en realitet, der er ved at blive til en levende kendsgerning. Når nationerne beskyttes af et upartisk internationalt politi- og retsvæsen for stater, på samme måde som de enkelte individer inden for nationen beskyttes af et politi- og retsvæsen, da kan verden begynde at ånde lettere op. Da er det første fundament for skabelsen af en varig fred og den heraf følgende uundgåelige opbyggelse af en virkelig verdenskultur, hvor alle menneskelige humane talenter kan komme til fuld udfoldelse i skabelse af den allerhøjeste kunst og videnskab, gjort tilgængeligt for alle.

Alverdens goder bliver alles goder og kan ikke mere blive særlige privilegier for enkelte selvbestaltede magthavere eller slavepiskere, der totalt er kastebold for den ikke-menneskelige eller dyriske natur i deres sind eller psyke. Tænk når alt, hvad der i dag er mørke skyer på den menneskelige mentale himmel, såsom restriktioner af enhver art, varemangel, sortbørs, strejker og lockouter, fattigdom, økonomisk elendighed og økonomisk klasseforskel, ikke eksisterer mere. Ja, selve benyttelsen af penge bliver helt overflødig. Intet som helst får pengeværdi og kan derfor ikke mere være en handelsvare. Den eneste værdi i verden bliver den menneskelige evne til at forandre materien om til at være til nytte i menneskehedens daglige liv og tilværelse. Menneskeheden, som nu er blevet én enhed, én organisme, ét legeme, ét samfund og dermed til én eneste eksisterende nation i verden, har jo alle materialer og skal ikke købe disse af andre stater for tårnhøje ågerpriser. Samfundet ejer alle gruber, alle råstoffer og alle materialer af enhver tænkelig art. Den eneste politik eller fundament for dets regering eller styrelse kan derfor udelukkende kun blive forvaltningen af dets eneste virkelige værdi, nemlig den menneskelige evne til at beherske materien i livets og fredens favør. Al den energi, der i dag anvendes på at pine skatter ud af statens borgere og på anden måde tilegne sig penge, vil totalt overgå til individbeskyttelsestjenesten. Dette vil igen sige: til beskyttelse og udvikling af alle eksisterende og opdagede humane evner og talenter hos individerne. For planetarstaten, der udelukkende er baseret på humane menneskelige evner og talenter, vil det være en lige så stor katastrofe at sløse med disse, som hvis en nutidsstat sløser med sine økonomiske værdier. Den menneskelige evne, viden og kunnen bliver fremtidsstatens absolut bærende fundament og vil på et tidspunkt helt frigøre menneskene fra økonomiske spekulationer og dermed ophæve alle menneskers rent materialistiske skæbne af i dag, nemlig den, der udtrykkes som forbandelsen: "I dit ansigts sved skal du æde dit brød".

Dette var altså statens fremtidsskæbne. Den viser os altså, at der er dejligt lys forude. At de vise har ret, når de siger, at menneskeheden skal komme til at udgøre én hjord og én hyrde og ligeledes komme til at leve på en ny jord og en ny himmel, i hvilken retfærdighed bor. Den nye himmel er ikke en ny himmel i absolut forstand, men en ny åndelig indstilling til alt og alle, behersket af næstekærlighed eller det store bud: "Du skal elske din næste som dig selv". I sandhed, her vil man for alvor opleve dette store bud som alle loves fylde. Den nye jord er heller ikke en ny materiel klode, men en ny materiel og human fordeling af alle verdensgoderne, således at disse, som vi lige har beskrevet det, kommer alle til gode, og hvorved retfærdigheden kommer til at ske fyldest. En politik, der går imod en demokratisk forening af verdens stater, er imod selve udviklingen, er imod selve naturen. Den er med til at holde menneskeheden nede i fornedrelse, kaos og elendighed. Den er menneskehedens onde skæbne. Den er med til at opretholde de dyriske principper inden for menneskesamfundet og opretholder dermed de dyriske livsvilkår for væsener, der er bestemt til at være mennesker. Kan livet tale et tydeligere sprog? – Kan man vie sine evner og kræfter til noget mere skadeligt og ødelæggende end netop til befordringen af en politik eller verdensopfattelse, der fjerner alle mulighederne for menneskelig tilværelse og gør verden til en stald og menneskene til umælende kreaturer, der i kraft af propagandaens lokkemad vildt og blindt styrter af sted ind til den formentlige herlighed, som så senere viser sig kun at være båse og indelukker, hvor al menneskelig natur, alle humane evner og talenter har fået stækket deres vinger. Og det vordende menneske i Guds billede ser kun gaskamre, koncentrationslejre, torturkamre samt slavepiskere og åndsforladte perverse diktatorer med en stab af psykopater eller mentalt afsporede individer, som her får jordbund for en blomstring af deres sjælelige kræftsvulster. I sandhed, kan "helvede" blive mere synligt, blive til mere åbenlys kendsgerning end gennem udfoldelsen af den dyriske naturs beherskelse af menneskelig materialistisk viden og kunnen? – Kan livet på nogen måde give større oplysninger om skæbnedannelse end netop her igennem studiet af de nuværende jordmenneskers samliv verden over? –

Som et værn imod og til fjernelse af dette dyriske domæne, dette det umenneskeliges hindring af det menneskeliges udvikling i menneskeheden, vil altså et internationalt, humanistisk verdenspoliti og retsvæsen med juridisk overhøjhed baseret på demokratiske principper være det eneste fundamentale, ja være den absolut eneste nøgle til åbningen af verdensfreden, på samme måde som det i sin tid var midlet eller nøglen til åbningen af den virkelig humane samfundsorden inden for staten. Men når denne hæmning, dette juridiske princip således er en uundgåelig nødvendig foranstaltning som værn imod staternes og individernes udslag af den dyriske natur i mennesket, tror man så ikke også, det vil være fordelagtigt for ethvert individ at tage kampen op imod den dyriske natur i sit eget indre. Thi, hvis hvert enkelt individ ville tage denne kamp op og overvinde sin egen ufærdige eller ikke-menneskelige natur, ville alt politi- og retsvæsen blive overflødigt i verden. Det onde, som ikke mere ville eksistere, ville man jo ikke behøve at have beskyttelse imod. Ingen ville mere behøve at være bange for andre. Ingen ville behøve at have mistillid, ingen ville blive svigtet eller overladt til deres egen skæbne eller hjælpeløshed. Alle ville tjene alle. Motivet for tyveri og indbrud, rovmord, had og forfølgelse, bagtalelse og brødnid, skinsyge og misundelse, ville totalt være forsvundet fra den menneskelige tilværelse. Da penge ikke mere ville eksistere, og ingen som helst genstand ville have handelsværdi, idet køb og salg ville være overflødigt, ville der ikke være begærlighed efter at besidde næstens ejendom, rent bortset fra at alle ville få en rimelig adgang til alle livsgoderne.