Under studiet af den psykiske eller åndelige verden kan man ikke undlade at dvæle lidt ved forholdet mellem nævnte verden og bønnen. Hvis ikke der var nogen åndelig verden til, ville bønnen jo være totalt meningsløs og ganske uden værdi. Bønnen eller dette at bede er jo udelukkende en henvendelse til den psykiske verden. Og det er endda den fra det fysiske plan mest fuldkomne eller den, der er mest i kontakt med livslovene. Vi har jo allerede igennem mine foredrag, analyser og skrifter fået en hel del kendskab til bønnens mysterium, således at denne vidunderlige kraft ikke mere behøver at være noget mysterium for den udviklede studerende af de kosmiske problemer. Den er jo ikke blot en stor kraft, der er nedlagt i alle levende væseners psyke eller inderste væsen, men den er også et uomstødeligt bevis for den åndelige eller psykiske verdens eksistens.

Som vi af nævnte studium ved, er bønnen ikke en foreteelse, der er opfundet af noget menneske. Den er derimod en psykisk foreteelse, vi allerede kan iagttage i væsenet endnu inden, det er blevet et menneske. Det vil altså sige, at dyrene allerede benytter sig af denne i væsenerne nedlagte naturkraft. Vi ser, at overalt hvor de mere fremskredne dyr, hvilket vil sige dyr, der kan give lyd fra sig, kommer i livsfare, udstøder de angstskrig. Til hvem er disse skrig stilet? – Dyr, der falder som offer for et rovdyr, kan ikke vente sig hos dette væsen at finde medlidenhed. Rovdyret kender intet til nogen som helst form for barmhjertighed eller blidere følelser, når det gælder dets offer. En sådan sindstilstand ville jo også betyde rovdyrets død og undergang. Dyrets angstskrig kan således aldrig i noget som helst tilfælde være beregnet på at finde ørenlyd hos dette væsen. Men når det ikke desto mindre er en kendsgerning, at dyret skriger, når alle fysiske udveje for dets redning eller frelse er lukkede, bliver det jo en kendsgerning, at skriget ikke er en henvendelse til noget fysisk væsen. Man vil måske her sige, at det muligvis er for at alarmere sin arts flok, så denne i samling skal komme det til hjælp imod rovdyret, men det er kun i en meget, meget lille procentdel tilfældet. De planteædende dyr flygter alle i vild rædsel, når rovdyret indfinder sig, ligegyldigt hvor overlegen i antal denne flok så end måtte være. De er absolut ikke indstillede på at komme deres overfaldne medvæsen til hjælp. Når dette væsen ikke desto mindre skriger, kan dette skrig således heller ikke være henvendt til denne dets flok.

At skriget slet ikke skulle være henvendt til eller imod noget som helst, er jo stridende imod alle andre eksisterende naturfænomener. Har man nogen sinde set, at naturen har skabt noget uden noget formål? – Aldrig. Undersøger vi vort eget legeme, ser vi, at der her normalt ikke findes noget som helst, der ikke er beregnet på at skulle opfylde et formål. Ethvert af vore organer har sin særlige mission. Har vi ikke vore øjne for ved hjælp af dem at kunne se? – Har vi ikke vore øren for med dem at skulle kunne høre? – Er det ikke netop således med alle de øvrige organer i organismen? – Her kommer ikke overflødige funktioner, der hvor vi ikke selv enten bevidst eller ubevidst har grebet ind i naturens orden og derved er kommet til at forstyrre dens væsen. Alle sygdomme og unaturlige gevækster og funktioner i en organisme er altid opstået på grund af væsenernes enten i det nuværende eller i tidligere tilværelser fejlagtige indgriben, f.eks. ved fejlagtig levevis, laster og udskejelser. Naturen selv laver ikke noget som helst formålsløst, ja, selv disse laster og udskejelser, som menneskene selv har afstedkommet, bliver til sidst af naturen omdannet til nyttige formål, idet de giver deres ophav erfaringer og dermed en udvidelse af bevidsthed, således at samme ophav til sidst får selve naturens indsigt ind i sin egen bevidsthed, psyke og væsen.

Når naturen således aldrig i noget som helst tilfælde skaber noget som helst uden en hensigt, bliver det dermed i tilsvarende grad en kendsgerning, at dyrets angstskrig er en henvendelse mod en eller anden usynlig magt. At denne magt må indebære i sig muligheden for dyrets frelse eller redning, er således også givet, thi ellers ville formålet jo være meningsløst. Den nævnte magt kan jo ikke være en magt, der også vil dyret til livs. Det må således være en beskyttelsesmagt og ikke en angrebsmagt. Dyrets angstskrig gør det således i helt klarlagte analyser til kendsgerning, at der bag de fysiske foreteelser findes en magt, hvor alle levende væsener trygt kan henvende sig i påkommende livsfare. Denne magt er altså ikke nogen fysisk magt. Det er jo netop der, hvor alle fysiske hjælpekilder svigter, at væsenet indstiller sig på den usynlige magt. Da de væsener, der endnu ikke har fået menneskeforstand, igennem deres dødsangst ubevidst skriger deres hjælpeløshed ud, lige så godt som de væsener, der har fået fornufts- eller forstandsevne, bevidst i form af bønnen åbenbarer deres hjælpeløshed for den ukendte magt, må denne magt jo være en realitet. Vi bliver ikke sultne for ikke at skulle mættes. Vi har ikke fået øjne for ikke at skulle se, ligesom vi heller ikke har fået øren for ikke at skulle høre. Hvorfor skulle vi så have fået evnen til at skrige vor hjælpeløshed imod en særlig magt, hvis denne magt ikke eksisterede? – Hvilket formål skulle en sådan evne kunne tjene? –

Man kan ikke få nogen som helst form for evne uden igennem en i forvejen fremtrædende ydre påvirkning. Når der i væsenernes psyke eksisterer en kraft, der rent uden om væsenernes forstand og vilje i enhver livsfare træder i funktion og skaber en henvendelse, påkaldelse eller indstilling til en særlig magt, må denne magt jo eksistere, selv om den ganske vist er usynlig for det fysiske øje. Denne evne til at indstille sig på denne magt kunne jo aldrig være opstået uden at måtte være et resultat af en forudgående påvirkning af denne magt. De øvrige evner og anlæg i væsenernes psyke er netop udelukkende blevet til på denne måde. Hvordan skulle øjnene være blevet til, hvis ikke lyset i forvejen havde påvirket væsenerne og langsomt skabt væsenernes syn, og hvordan skulle hørelsen vel være blevet til, hvis ikke lyden på samme måde i forvejen langsomt med sin påvirkning havde skabt væsenets hørelse? – Det absolut eneste logiske og dermed videnskabelige i dette tilfælde må derfor være at acceptere denne usynlige eller psykiske magts tilstedeværelse bag alle naturens ydre synlige foreteelser.

Og det er da heller ikke så mærkeligt, at absolut alle folkeslag igennem alle tider, og fremdeles også i vore dage, har troet på denne magt og har opfattet denne som én eller flere eksisterende "guddomme". At der i vore dage findes væsener, der højt og bredt sværger til fornægtelsen af denne magt og i det hele taget til alt åndeligt, forandrer ikke kendsgerningen eller svækker denne magts eksistens. De mest hårdføre materialistiske væsener vil lige så vel som dyret skrige imod det af dem benægtede ukendte Forsyn, hvis de kommer i livsfare og ikke på nogen som helst måde kan få hjælp af noget fysisk væsen. Det skal nok vise sig, at dette påkaldelsesorgan straks træder i funktion og retter væsenets indstilling imod nævnte magt. Men væsenerne kan jo sagtens benægte en magt, så længe de ikke har opdaget, at de har brug for den og tror, at de selv sidder inde med de vises sten eller en Alladinslampe i form af deres "videnskab", position og magt, der kan tvinge alt andet i knæ. Så længe man vandrer i et natsort mørke, er det jo lige meget, om vi har øjnene åbne eller lukkede. Det er jo først, når vi træder ind i lyset, at synet bliver aktuelt. Så længe gudsfornægteren befinder sig i en psykisk tilstand, hvor han faktisk kulminerer i modsætningen til livsfare, kulminerer i velvære, stor social og økonomisk position og berømthed, er nobelpristager og svælger i en verdens beundring, har han jo ikke brug for nogen nødbremse eller et råb om redning. Så længe man ikke er i livsfare, har man jo ikke brug for nogen redning. Hvordan skulle man kunne opdage, at man kan se, når man vandrer i et permanent mørke? – Hvordan skal man kunne opdage, at man kan høre, når man vandrer i en permanent stilhed? – Hvordan skal man kunne opdage, at man i sig har en evne, der kun kan udløses af total livsfare, når man permanent lever uden for denne livsfare? – Man kommer således ikke uden om denne bag de fysiske foreteelser fremtræden, den psykiske beskyttende magt.

Vi skal derfor her nu blot beskæftige os med, hvordan denne for dyret og gudsfornægteren ukendte magt eller dette ukendte Forsyn svarer på dyrets angstskrig og det nødstedte hjælpeløse menneskes råb om hjælp. Det er klart, at da det er en psykisk og dermed fysisk usynlig magt, man henvender sig til, må svaret fra denne magt også i sin første instans blive af psykisk og dermed af en fysisk usynlig virksomhed. Dette forudsætter altså, at der side om side med den fysiske verden eksisterer en anden verden, i hvilken man kan opfatte, tænke og forstå og igen herudfra iværksætte handlinger, der kan udvikle sig videre frem til en fysisk form, der kan blive en hjælp på det fysiske plan for det nødstedte væsen. Det er klart, at bønhørelsen ikke kan ske ved noget ingenting. Alle svar på en bøn er således af psykisk art. Før denne bønhørelse kan nå det fysiske plan, må den passere psykiske væsener eller ånder, der så igen kan besætte fysiske væsener med de nødvendige impulser, der kan udløse sig i hjælp for det fysiske væsen.

Nu vil man måske sige, at det jo ikke er nær alle bønner, der bliver bønhørte. Men hertil må jeg svare, at absolut alle bønner, ja selv de mindste suk, bliver hørt, ja, undertiden kan den nødstedtes bøn i den psykiske verden allerede opfattes eller ses endnu inden, den er formet i fysiske ord, idet tankerne, der skal udløse de fysiske ord, jo er synlige på det psykiske plan. Absolut alle bønner eller dødsskrig bliver hørt, ja også endnu uden, at de bliver udløst på det fysiske plan, men det betyder naturligvis ikke altid, at denne bønhørelse bliver en opfyldelse af den bedendes ønske eller det, som den bedende tror vil være hans redning. Vi ser jo, at dyrets angstskrig ikke hjælper noget, det bliver dræbt og ædt af rovdyret trods alt. Vi har måske selv eller kender andre, der har bedt og bedt utrætteligt om et eller andet angående vor egen eller andres eventuelle sygdomme, besværligheder og lidelser og ikke fundet det mindste tegn på, at det har hjulpet noget. Og det kan i og for sig være rigtigt nok. Der har måske ikke netop i de pågældende situationer fundet noget særligt sted på det fysiske plan, men det betyder ikke, at bønnerne ikke er blevet hørt. Det er de, endda hver og en. Når der ikke desto mindre ikke skete noget, der kunne tyde på hjælp i vedkommende situationer, så skyldes det udelukkende den omstændighed, at nævnte situationer simpelt hen ikke kunne ændres uden at være naturstridige. Hvis det skulle gå således, som de bedende ønskede det, ville det have forværret situationen for de pågældende.

Bønhørelsen arbejder naturligvis ikke imod naturens love. Den arbejder udelukkende på lang sigt, ja så lang sigt, at den tager hensyn til væsenets kommende jordliv. Hvis et væsen f.eks. beder til Gud om, at dets syge barn må blive rask, bliver bønnen absolut hørt, men hvis barnets død er en fordel for dets erfaringsdannelse og liv i dets kommende næste fysiske tilværelse, vil bønhørelse kun stimulere denne form for barnets skæbne. Men barnets fader eller moder ser kun, at det trods deres bønner dør. De tror derfor, at de ikke er blevet bønhørte og bliver som regel bundulykkelige. Hvis de havde bedt om, at Guds vilje først og fremmest måtte ske, da ville bønhørelsen i en meget stor udstrækning også have haft til følge en større eller mindre besættelse af deres psyke med livsenergi, med åndelig kraft til styrkelse, til at kunne tage sorgen. Da man ikke altid kan se, hvad det er, man beder om, er det jo heldigt, at man ikke netop bliver styrtet i den ulykke, som en efterkommelse af ens bøn i en sådan situation eventuelt kan være.

Hvem er det nu, der varetager bønhørelsen? – Det er væsener af mange forskellige kategorier. Men disse er naturligvis undergivet højt udviklede, upartiske væsener, hvis følelse eller medlidenhed udgør den absolutte kærlighed, der udelukkende kun kan virke i kontakt med Guds vilje. Den fuldkomne skytsengel er et indviet væsen. Dette indviede væsen har mange endnu uindviede, men højt udviklede hjælpere. Her er der mange afdelinger. Foruden afdelingerne for de væsener, der er i den første åndelige sfære efter døden, er der mange afdelinger for de væsener, der befinder sig på det fysiske plan. Den fysiske verdens struktur, dens skabelsesprocesser og organisationer iværksættes ikke blot ved de kendte fremtrædende fysiske personligheder, vi kender fra de store begivenheder i verdenshistorien. Bag de store krigsledere, ja bag Hitler og Mussolinis værker, virkede der skytsengle, bag de allierede virkede der store, indviede skytsengle. Alle de mange forskellige tråde i verdensbegivenhederne er således under en altbeherskende kontrol af indviede skytsengle. Ja, sådanne ting som opfindelserne af krigsmaskiner, atombomber etc. etc. er tilladt og bestemt af højt udviklede skytsengle. Hvilke opfindelser, der må komme frem og ikke komme frem på det jordiske plan, bestemmes således ikke af fysiske autoriteter, men af åndelige autoriteter, hvilket vil sige væsener, der i kraft af deres indvielse, kosmiske bevidsthed, kender udviklingens love og den herigennem manifesterede guddommelige vilje, ser, hvilke erfaringer de jordiske mennesker absolut må have for at komme igennem til lyset, og hvilke de ikke mere behøver, ligesom de også ser, hvilke nationer der i kraft af deres psyke må tabe, og hvilke der må vinde. Dette, der fra fysisk side synes at være at vinde, betyder ikke altid en sejr fra det psykiske plan, og dette at tabe på det fysiske plan er ikke altid et nederlag set fra den åndelige verden. De åndelige væsener, der inspirerer, besætter og styrker de fysiske personligheder, der på det fysiske plan tilsyneladende har magten, ser helt anderledes på situationerne, end man gør fra det fysiske plan. Fra den åndelige verden eksisterer der jo ingen død, intet ophør af liv, medens forestillingen om død og undergang jo er den altbeherskende faktor i de jordiske menneskers indstilling til verdenssituationerne.