Derimod afslørede verdensgenløserens liv og væremåde en anden "opstandelse fra de døde" af et langt større format og udelukkende baseret på kærlighed. Denne opstandelse er ikke en midlertidig ved lånte materier og tankekoncentration opretholdt viljesakt, men udgør derimod en igennem en reinkarnationskæde af fysiske liv fremtrædende forvandlingsproces, der fra en mørk, primitiv, dyrisk tilværelse lader individet ved udvikling gradvis vågne op til at blive et højintellektuelt i kærlighed kulminerende væsen i "Guds billede". Det er denne opstandelse, der er det primære mål for Guds vilje med hensyn til det jordiske menneske. Kun denne opstandelse kan give individet den fulde oplevelse af dets identitet som tidens og rummets skaber og herre og dermed oplevelsen af at være "ét med Faderen", være identisk med selve evigheden og uendeligheden. Det levende væsen eller gudesønnen får altså igennem denne opstandelse en oplevelse, der langt overstråler den oplevelse eller opstandelse, der kun består i at vise sig i et interimistisk legeme, baseret på et øjebliks lån af andre menneskers fysisk-psykiske materier. Hvad ved en sådan interimistisk materialiseret ånd, hvis den ikke i forvejen har passeret "den store opstandelse" eller "den store fødsel"? Er det ikke en kendsgerning, at de materialiserede ånder i almindelighed ikke har kunnet fortælle noget, der særligt rakte op over det, man allerede på det fysiske plan vidste i forvejen? Noget virkeligt svar på livsmysteriets løsning har man ikke fået ad denne vej. Dertil kommer også, at en interimistisk materialisation ikke således som det ordinære fysiske legeme kan opretholdes i kraft af legemets egen automatfunktion, hvorved ånden eller jeget har dagsbevidstheden helt fri til andet brug, men må opretholdes i kraft af en mere eller mindre anstrengende bevidst viljekoncentration. Når en ånd skal opretholde en stærk koncentration på et bestemt objekt, bliver det meget vanskeligt for denne, ja, for nogle måske endda helt umuligt, samtidig at skulle koncentrere sig om indviklede intellektuelle emner. I samme grad som en ånd skal koncentrere sig om tankefelter uden for selve materialisationen, svækkes eller umuliggøres jo denne materialisation eller synliggørelse. At kristusmaterialisationerne blev så vellykkede, som tilfældet var, skyldes udelukkende den omstændighed, at han havde en meget overlegen og trænet koncentrationsevne, i forbindelse med de usædvanlige betingelser for materialisation, som de tilstedeværende disciples og venners A-stof ydede ham, samtidig med at han forud var i besiddelse af "den store opstandelse", der havde gjort alle åndelige spørgsmål dagligdags og ligetil for ham. Han behøvede i de givne materialisationsøjeblikke ikke her at anstrenge sin koncentrationsevne. Han havde derfor i større udstrækning, end det ellers er tilfældet, mere frigjort kraft og styrke til fordel for materialisationen.

Igennem reinkarnationens princip at "fødes på ny af vand og ånd" og dermed have mulighed for at vokse op fra en primitiv, dyrisk og dræbende til en højintellektuel, kærlighedsdominerende livsform, som udgør "mennesket i Guds billede", var indholdet eller kernen i Jesu samtale med Nikodemus. Uden at "fødes på ny af vand og ånd kan ingen komme ind i Guds rige". Dette vil igen sige, at mennesket må fødes i en ny fysisk organisme, tjenlig for en bevidsthedsindstilling og opfattelse af livet og tilværelsen som en guddommelig alkærlighedsmanifestation. Denne nye fysiske organisme er således "den nye fødsel af vand", ligesom den nye bevidsthedsindstilling er det samme som "den nye fødsel af ånd". Det er denne nye fødsel, der udgjorde "den store opstandelse" eller åbenbaring i verdensgenløserens fremtræden på jorden. Det var ikke en opstandelse, han først opnåede efter sin korsfæstelse, men det var en "opståen fra de døde", han allerede havde tilegnet sig i svundne liv forud for sin inkarnation på jorden. Og det er den samme opstandelse, der er bebudet alle mennesker under udtrykket "Kristi genkomst". Denne Kristi genkomst er det samme som væsenets tilegnelse af Jesu livsoplevelse og den hermed forbundne væren "ét med Faderen". Det er denne kosmiske bevidsthedstilstand, der udgør det himmeriges rige, som det jordiske menneske må stille sig for øje som dets store fremtidsmål. Det er denne Kristi genkomst, vi kender fra LIVETS BOG som "den store fødsel". Det er forberedelserne til denne store "opstandelse fra dyr til menneske", alle jordmennesker nu igennem ragnarok eller dommedag er under udvikling hen imod. Og det er tilegnelsen af denne opstandelse, der som nævnt er det altoverskyggende mål for den guddommelige vilje i dag med hensyn til det jordiske menneske. Denne opstandelse kan altså udelukkende kun tilegnes og eksistere som det totale resultat af den fuldkomne næstekærlighed og dermed være den eneste sande kristendom eller menneskehedens frelse.