I årtusinde efter årtusinde, ja, så langt tilbage, som der overhovedet findes menneskelig historie, har menneskene været indstillet på, at der findes en åndelig verden med åndelige væsener. De har troet på ting, der for dem var "overnaturlige", ja, de har ligefrem ment, at denne åndelige verden og dens beherskere: guder eller ånder, engle og djævle, ligefrem var de primære væsener, var livets og dermed jordmenneskenes herskere. Vi kan spore denne indstilling helt tilbage til dyrets angstskrig. Hvad er dyrets angstskrig, når det er i den yderste livsfare? – Det skriger udelukkende kun imod et ukendt forsyn om redning. Det er ganske vist ikke sig dette forsyn bevidst. Denne dets udløsning af dødsskriget bliver derved synligt som en automatfunktion, der igen kan henføres til den mentale reaktion, der hedder "instinktet". Dette dyrets dødsskrig er således en ubevidst henvendelse til en ukendt magt, til et ubevidst forsyn om redning. Men når væsenet således allerede på et så tidligt stadium reagerer over for en ukendt eller psykisk magt, har en begyndende indstilling til et forsyn, ser vi her, at selve ideen om en sådan ukendt magt, et sådant ikke-fysisk forsyn, og dermed en tilsvarende ikke-fysisk eksistens, ikke har sin dybeste rod i nogen menneskelig fantasi eller forestilling og er således ikke opfundet af mennesker. Den har derimod sin rod i en virkelig realistisk foreteelse, nemlig den mærkværdighed, at de dyr, der kan frembringe lyde, netop udstøder et nødskrig imod – ikke noget fysisk – for det nytter jo ikke, at tigerens offer anråber tigeren om medlidenhed – men derimod imod noget psykisk eller åndeligt.

Det, vi således her møder i dyrets angstskrig, er den allerførste spæde form for en sansebegavelse, der senere skal gøre denne psykiske magt, dette psykiske eller åndelige Forsyn og en tilsvarende åndelig eksistens, til levende, virkelig, vågen dagsbevidst oplevelse for det levende væsen og her i dette tilfælde for det jordiske menneske. Denne psykiske indstilling blev fra at være en ganske ubevidst automatfunktion hos dyret til en mere og mere vågen bevidst indstilling i form af den såkaldte "tro". Ja, hos alle de mest primitive naturmennesker eller folkeslag og igennem alle udviklingsepoker helt op til det moderne, fuldt troende kristne menneske har dette ukendte Forsyn og denne ukendte åndelige verden været objekt for væsenets forestillingsevne, dets fantasi og formodninger. Forestillingerne om dette Forsyn og dette Forsyns verden, "himmeriget" eller "paradiset", har igen ligefrem behersket dets fysiske væremåde, dets forhold til dets omgivelser: dyr og mennesker, planter og mineraler.

Men hvis der nu slet ikke var noget som helst Forsyn eller nogen som helst åndelig verden til, hvordan kan det da gå til, at de levende væsener i en så overvældende grad, både instinktmæssigt og vågent tanke- eller bevidsthedsmæssigt, regner med dennes eksistens, ja endog indtil en sådan grad, at al tvivl i en vis epoke er totalt udelukket. For de primitive naturmennesker og de stærkt religiøst troende tilhængere af religiøse sekter eller verdensreligioner er der absolut ingen tvivl. Hvordan kan noget ikke-eksisterende, altså noget absolut "intet" udløse en så altomfattende mental indstilling og beherskelse af de levende væsener? – "Noget" kan dog ikke blive til af "intet", ligesom "intet" aldrig kan blive til "noget". Der må jo eksistere noget, der har fremkaldt den religiøse sans, for en opfattelse af en ting kan ikke blive til, uden at den på en eller anden måde indvirker på væsenets psyke. Hvordan skulle vi have fået en evne til at se, hvis ikke der eksisterede lys, og hvordan skulle vi have fået evne til at høre, hvis ikke der i forvejen eksisterede lyd? –

Hvis vi iagttager vort fysiske legeme, vil vi se, at det i virkeligheden udelukkende kun udgør én eneste stor kombination af sanseevner, blevet til efterhånden igennem en påvirkning fra den ydre verdens forskellige energiarter. Det er ikke blot dette at kunne se og høre, føle og fornemme, der er en sansereaktion. Vort åndedræt, vort blodomløb, vor kirtelfunktion, vor bevægelsesevne, ja, absolut alle vore fysiske funktioner er i deres dybeste analyse sansereaktioner, er en vekselvirkning mellem et oplevende noget eller jeg og materien. Kommer et væsen til at leve i en særlig påvirkning af en ydre energiart eller materie, vil denne efterhånden afføde en vekselvirkning mellem individet og den ydre verden inden for denne specielle energiarts område. Først er denne vekselvirkning ubevidst eller instinktmæssig for til sidst at blive vågen dagsbevidst igennem de af denne vekselvirkning opståede organer, der jo i virkeligheden er det samme som sanseevner. På denne måde er alle vore sanser opstået, ligesom der er andre sanseevner, der er degenererede eller forsvundne, fordi reaktionen efterhånden ophørte til fordel for andre reaktioner.

Således befinder væsenerne sig i skiftende sanseevner. Og det bliver derfor soleklart, at et væsens opfattelse af sig selv og universet hele tiden må være et resultat af de påvirkninger eller den vekselvirkning med de ydre energier, som i øjeblikket er mest dominerende. Da det levende væsens verdensbillede jo udgør den samlede opfattelse af dets sansereaktioner eller vekselvirkning med den ydre verden, og disse skifter, må det levende væsens verdensbillede således også skifte. Det vil til enhver tid kun være et udtryk for, hvad væsenet kan sanse og ikke et udtryk for, hvad det i absolut forstand er. Det er ikke så mærkeligt, at jordmenneskenes verdensopfattelse er forskellig, og at de ligefrem kommer op at slås om verdensbilledet. Al krig og ufred i verden er i virkeligheden ikke en krig eller et slagsmål om det, der midlertidigt bliver opgivet som kampens objekt eller årsag, det er i virkeligheden en krig om en detalje eller detaljer i verdensbilledet. Ser vi et slagsmål på gaden, der er kommet i stand på grundlag af, at den ene beskylder den anden for en eller anden begået uretfærdighed, så er slagsmålets dybeste årsag i virkeligheden ikke den formentlige begåede uretfærdighed, men derimod den forskel, der er i de to væseners opfattelse af verdensbilledet.

Om en handling er retfærdig eller uretfærdig, kan jo ikke eksistere uden at være et verdensbillede-spørgsmål. I det ene væsens verdensbillede er handlingen ikke uretfærdig, medens den derimod i allerhøjeste grad i den andens verdensbillede er uretfærdig. Og således handler alle de eksisterende levende væsener, der er nået frem til den vågne dagsbevidste tænkning, hvilket vil sige jordmennesket, i intim kontakt med deres livs- eller verdensopfattelse. Indbrudstyven fornemmer det som retfærdigt, at han ved givne lejligheder kan tilegne sig de forskellige værdigenstande eller penge fra sin rige næste. Han har ingen skrupler med hensyn til denne sin væremåde. Det samme gælder rovmorderen, sladderhanken, øjentjeneren¹ og den, der albuer sig frem på næstens bekostning, så længe de endnu befinder sig på så primitive mentale trin, at de ikke får samvittighedsnag over deres væremåde. Hvis de får samvittighedsnag betyder det kun, at de ikke helt er i kontakt med deres livssyn eller opfattelse af verdensbilledet. De begynder at forstå, at deres handlinger i virkeligheden ikke er så heldige og rigtige, som de tidligere har troet. Samvittighedsnag er tegnet på, at deres verdensbillede har eller er ved at ændre sig.

Som man her ser, er et menneskes opfattelse af verdensbilledet eller livet således bestemmende for hele dets velfærd og lykke. Derfor har menneskene i årtusinder kunnet regeres og føres i kraft af en kongemagt, der i virkeligheden var en præstemagt, idet kongerne var indviede væsener. Disse konger eller ypperstepræster havde ligesom de senere verdensgenløsere et så stort overblik over verdensbilledet, at de kunne diktere deres undersåtter eller folk lige akkurat den moral eller levemåde, der var i kontakt med disse væseners midlertidige trin i udviklingen og derved garantere dem de erfaringsoplevelser, som de netop måtte have eller ledes ind i for at kunne udvikle sig til de næste højere kulturtrin. Men efterhånden begyndte almenheden selv at kunne tænke, begyndte selv at kunne undersøge og ransage. Og deres første objekt for denne evne blev naturligvis de fysiske materier. Og efterhånden som væsenerne således begyndte at opdage, at de ved forskning kunne tilegne sig viden og dermed blive bevidst i mange af de ting ved materien, de tidligere anså for at være mystik og overtro, begyndte tvivlen på de åndelige foreteelser at gøre sig gældende. Man nåede frem til en total benægtelse af psykiske eller åndelige foreteelser, og dermed blev troen på en guddom også opfattet som det rene nonsens. Det oprindelige verdensbillede forandrede sig. Fra at opfatte universet som udtryk for en guddoms liv, blev det nu til en død verden.

I den moderne videnskabelige opfattelse er det religiøse instinkt nået helt ned til et ganske latent stadium, og med denne den religiøse sans' degeneration er verdensbilledet nu blevet et "dødsbillede". Man har været og er vel også endnu i høj grad indstillet på, at jordmennesket er det højeste og fornemste udtryk for liv, og at alt, hvad der forekommer uden for den jordmenneskelige og de kendte dyrs manifestation og skabelse, deres jongleren med materien, er døde og livløse kræfter. Da menneskene og dyrene, ja alt, hvad der forekommer af liv på jordkloden og i forbindelse med denne, kun udgør et usynligt støvfnug i universets umådelige fremtræden, er dette kun at erkende en brøkdel af dette støvfnug som udtryk for liv jo det samme som at betragte universet som et lig. Og vi står således her over for det højvidenskabelige materialistiske verdensbillede af i dag. I sandhed, den død, der skulle blive følgen af nydelsen af kundskabens træ, er til overdådighed sket fyldest. Menneskene tilbeder døden i stedet for livet. De tror, de lever i et lig.

Men der er jo ikke noget at bebrejde menneskene for denne deres tilstand. Tværtimod, den er jo allerede, som vi lige har set, forudsagt af andre væsener som en død, der skulle komme som et resultat af nydelsen af kundskabens træ. Denne højvidenskabelige materialisme er således heller ikke andet end en formodning dannet på sanseindtryk. Den er således ikke så højvidenskabelig, som det i første instans formodedes. Og vi ser da også, at dette verdensbillede nu er ved at falde sammen. Man er nemlig begyndt at forstå, at verdensbilledet er mere end et materielt område, og at det netop er et spørgsmål om sansning. Man er begyndt at forstå de materielle sansers utilstrækkelighed. Og derfor er man begyndt at spekulere over selve evnen til at sanse eller opleve. Grunden skyldes vel nok en begyndende forståelse af, at selv om man befinder sig på den materialistiske videnskabs højeste tinder og nu kan beherske elementerne så at sige ved et tryk på knapper, så har dette ikke forbedret verden med hensyn til tryghed eller fjernelse af frygten for ikke at skulle få det daglige brød.

Dette har uundgåeligt affødt en begyndende mere forsonlig indstilling til muligheden af en højere verdens eksistens. Men da væsenerne nu har lært at tænke og derved kan udforske, er deres mentale søgelys nu rette ind på selve sanseevnen. Og man begynder nu at forstå, at verdensbilledet udelukkende er et resultat af sanseevnen, og at dette må blive fuldkomment eller ufuldkomment, alt eftersom sanseevnen er fuldkommen eller ufuldkommen. Ja, de mest fremskredne materialistiske forskere begynder at forstå, at de i virkeligheden slet ikke har noget verdensbillede. De begynder at forstå, at dette at se universet eller verdensaltet som en samling døde, tilfældige energier ikke er nogen løsning af livsmysteriet. Man begynder at forstå de materielle sanseevners ufuldkommenhed. Man forstår, at der må ligge årsager og energiudløsninger bag ved de fysiske foreteelser, som de fysiske sanser ikke kan reagere over for. Disse årsager og energiformer bliver derved i første instans lig med intet. De kan ikke ses og høres, de kan ikke vejes og måles, men er alligevel til stede. Man er derfor begyndt at regne med sansedimensioner. Selv om disse sansedimensioner foreløbigt kun er hjernespekulationer og ikke kan give menneskene livsmysteriets løsning (intelligensspekulation kan aldrig løse livsmysteriet), så er det dog et stort fremskridt, idet det får menneskene til at indse, at man må være forsigtig med at dømme. De ser, hvorfor menneskene er så forskellige i deres opfattelse, og bliver tolerante. De vil igennem dimensionslæren komme til erkendelse af, at vi absolut ikke kan have det samme syn på tilværelsen, og heller ikke kan bringes til at have det ved hidsige diskussioner, diktatur, krig og straf.

Jeg skal ikke komme nærmere ind på de i øjeblikket fremtrædende moderne opfattelser af dimensioner, jeg kommer jo ikke til min viden ad denne vej. Jeg må derimod holde mig til den vej, ad hvilken det kosmiske verdensbillede kommer til syne for de såkaldte indviede væsener. Ved indvielse eller den i mit hovedværk Livets Bog omtalte "store fødsel" forstår man en organisk proces, der af sig selv kommer til udløsning på et særligt givet modent udviklingstrin i individets jordlivsrække. Denne proces er altså ikke en af mennesker foretaget ceremoni eller handling.

Det kosmiske væsen ser, at den virkelige løsning ligger over vægt og mål, ligger over begyndelse og afslutning, ligger over energi, planer og bevidsthed. Nævnte væsen ser således, at ingen som helst af disse foreteelser kan være eller blive nogen løsning på verdensgåden, idet der stadig er noget, som eksisterer hinsides disse foreteelser, og som fornemmes som disse foreteelsers ophav. Disse udtrykker alle frembragte eller skabte ting. Der eksisterer stadig det noget, som vejer og måler, som skaber og oplever. Hvad er det? – Ja, her er vi ved det "noget", som er det mest enkle i tilværelsen, men ikke desto mindre er det mest vanskelige for forskeren at forstå. Det er nemlig det absolut eneste noget i tilværelsen, hvis eneste analyse er den, at det ingen analyse har ud over denne ene, at det eksisterer. Det udgør et "noget, som er". Det kan ikke direkte sanses udefra på nogen som helst måde, det kan kun fornemmes ét eneste sted, og det er i vort eget indre som det noget, der i os opfatter synet igennem vore øjne, opfatter livet og verdensbilledet igennem vore sanser. Hvad vi end ser, og hvad vi end oplever, så er det altid i kraft af dette nogets eksistens i vort indre. Dette oplevende noget kan ikke defineres, fordi det er ikke sammensat af stoffer eller energier. Det konstaterer bare energierne og befaler over energierne. Dette noget er universets kerne. Denne universets kerne møder vi ikke blot i os selv, den står overalt som livets alfa og omega. Det er dette noget, der eksisterer bag ved tiden, og som vi udtrykker som evigheden og bag ved rummet som uendeligheden. Og det er dette noget, som kan dokumenteres at eksistere inde i enhver begrænsning.

Ved således at opleve sig selv som en over al tid og rum eksisterende evighed og uendelighed ser vi her en ny sansedimension, i hvilken verdensbilledet fremtræder i en afsluttet helhed. Et verdensbillede, i hvilket alt går op. Et verdensbillede, der er identisk med evigheden og uendeligheden kan aldrig ophøre. Men en livsopfattelse, der aldrig kan forandres, men rummer hele livsgåden, kan jo kun være det absolutte, faste punkt. Det faste punkt i livet eller verdensbilledet må således være af åndelig natur og ikke fysisk.

1. En "øjentjener" er et gammelt udtryk for en person, der opfører sig indsmigrende og slesk