Med hensyn til pinsen da er det jo en fest til ære for "den hellige ånd". Vi har hørt om, hvorledes disciplene var samlede, og at der pludselig sås ligesom tunger af ild over deres hoveder, hvorefter de blev meget højinspireret og talte i fremmede tungemål. Hvad var det nu, der således skete med disse mennesker? – Der skete dette, at de efter et stort mørke, et omfattende "getsemane", efter at være vidne til at deres elskede mester og lærer var blevet torteret og korsfæstet, og efter at de selv var flygtet for alle vinde, var de igen kommet ind i en håbets og lysets tilværelse. De havde jo gentagne gange fået lov til at opleve at se deres mester eller Kristus lyslevende iblandt dem. De så, hvorledes en korsfæstelse slet ikke kan gøre det af med livet, og at en korsfæstet stadig kan leve, tænke og tale. Og nu havde de til sidst taget afsked med Kristi rent legemligt synlige skikkelse, hvilket skete i den begivenhed, som har fået det noget misvisende navn "Kristi himmelfart". Han farer naturligvis ikke op i skyerne ligesom en flyvemaskine. Det var simpelthen en midlertidig afskedssammenkomst med Kristus i rent legemlig, direkte form. Den skulle nu ophøre, for et menneske eller det levende væsen kan ikke blive ved med efter den fysiske død at leve i den grove psykiske materie, som ligger lige op til den fysiske verden. Kristus kunne ikke blive ved med at være i huldrefolkets zone eller sfære, han måtte ligesom alle andre afdøde fysiske ånder op til sin Fader og Gud. Men han havde lovet dem, at de skulle komme til at opleve den hellige ånd. Ja, han sagde jo netop til dem, at det var nødvendigt, at han gik bort, for at de netop selv kunne komme til at blive indstillet på at få deres livsfundament ændret til en direkte modtagelse af Guds ånd, på samme måde som han var i direkte forbindelse med denne ånd. Og kun igennem denne Guds ånd kunne han nu være i forbindelse med dem, ikke mere rent legemligt, selvom det også undtagelsesvis endnu kunne lade sig gøre at se ham i givne situationer.

Apostlene blev således pludselig fyldt med Guds ånd og talte i fremmede tungemål. Det var naturligvis ikke så meget fremmede sprog, som det var i fremmede analyser af kristendommens nye idealer midt i jødedommen, som var det gamle sprog. Og de gik ud i verden for at efterkomme Mesterens ord: "Går ud i verden og gøre alle mennesker til mine disciple ved at døbe dem i Faderens og sønnens og den hellige ånds navn". Det er denne dåb, der nu igennem åndsvidenskaben bliver levendegjort. Det er altså en psykisk tilstand, alle mennesker er på vej imod og skal nå, således at de får hele lyskilden inden i dem selv, bliver gennemstrålet af Guds ånd, den samme ånd, der i sin tid svævede over vandene, den ånd, der har omskabt hele jorden fra at være en usynlig varmebølge til at være en gaståge og derefter til et ildocean, et solområde, og derfra til en vældig afkølingsproces, igennem hvilken der så blev skabt mulighed for vegetabilsk og animalsk liv, for derefter at føre kloden frem til at være bolig for menneskeliv, hvilket vil sige det højeste fysiske sjæleliv.

Hvad siger naturen selv om denne ånd? – Er der noget i naturen, der bekræfter, at der eksisterer en sådan ånd, som mennesket kan blive fyldt med og derved selv blive livets herre? – Ja, der er meget, der gør denne Guds ånd til kendsgerning. Hvad er i virkeligheden naturen? – Vi oplever naturen som et stort ocean af skiftende stemninger. Der kan være dystre og mørke dødbringende stemninger i naturen, og der kan være vældige lyse og livgivende stemninger. Der kan være vældige uvejrsstemninger, og der kan være de mest strålende solskinsstemninger. Der kan være jordskælv, torden og lynnedslag, og der kan være den mest fredelige morgen- og aftenstemning, såvel som måneskinsstemninger. Vi har alle til en vis grad oplevet disse stemninger. Hvad er nu meningen med disse stemninger? – Disse er da ikke blot til for selve stemningernes egen skyld. Det regner da ikke blot for regnens skyld, ligesom torden og lynild heller ikke sker blot for at tordne og lyne. Ja, der er ikke noget som helst af alt det, vi kan blive vidne til, der eksisterer blot for dets egen skyld, lige så lidt som bogstaverne i en bog eksisterer udelukkende for bogstavernes skyld. Ligesom der er et formål eller en mening med bogstaverne, således er der også med alle naturens foreteelser et formål.

Naturens mange stemninger er alle uden undtagelse i princip det samme som bevidsthedsstemninger. Igennem disse bevidsthedsstemninger demonstrerer Gud i virkeligheden sjælelivets mysterium for menneskene, efterhånden som de vokser frem til at forstå denne Guds tale. Endnu er flertallet af jordens mennesker sovende væsener på dette område. På en umådelig masse felter er menneskene ligesom fostrene i moders liv sovende væsener. Men efterhånden vokser fosteret frem til større og større modtagelighed for denne Guddommens direkte tale. Hvad kan vi da lære af naturens tale eller mange forskellige stemninger? – Naturens stemninger fremtræder i fire forskellige sæt, der hvor de er mest talende, nemlig i de zoner, hvor årstiderne er mest kontrastrige. Det første sæt naturstemninger kalder vi vinterstemninger. Det andet sæt kalder vi forårsstemninger. Det tredje sæt kalder vi sommerstemninger, medens det fjerde sæt kalder vi efterårsstemninger.

Jordmenneskene lever altså primært i vældige vinterstemninger. Denne vældige antipati, der i form af vrede, had, misundelse og skinsyge får alle til at være i krig med alle, er jo selve kulminationen af vinterstemninger. Denne tilstand skaber diktatur og frihedsberøvelse, fattigdom og armod, sorg og sygdom. Antipatien er således denne vinterstemnings dødbringende frost og kulde. Men denne mentale vinterstemning er altså en lige så naturlig ting som dette, at der forekommer vinter og sommer på det fysiske plan. Den kan ikke bebrejdes noget menneske. Det er jo selve livets lov. Naturen skal nok sørge for, at foråret kommer efter vinteren. Det er da ikke menneskene, der bestemmer sommeren eller vinteren. Således bestemmer de heller ikke kredsløbets love i den mentale verden. Disse love er evige principper. Men det betyder meget for menneskene, at de får set denne deres åndelige position i livet. Intet menneske kan nemlig eksistere uden at skulle tage stilling til livet. Men når det tager fejl af dette liv, kommer det jo ikke i kontakt med det virkelige liv. Når det ikke kommer i kontakt med det virkelige liv, bliver det i samme grad afsporet fra det virkelige liv. Og det er denne afsporing fra det virkelige liv, der i tilsvarende grad betyder døden.

Vi kan altså sige, at jordmenneskene lever i et afsporingens og dermed i et dødens område, og en hel masse mennesker kommer til at tro, at dette er det primære i tilværelsen. De tror ikke på noget andet mentalt område end netop dette dødens domæne, der i virkeligheden er det samme som dyreriget. Disse kolde materialister har frost i sjælen. Længere ind kan selve vinterens dødbringende kulde ikke komme. Selv om vinteren kan dræbe den ene fysiske organisme efter den anden, enten på slagmarkerne eller i andre af den moderne fysiske verdens områder, så kan den ikke dræbe sjælen. Sjælen kan overleve vinterens kulde. Og denne overlevende frosne sjæl får altid hjælp af forårsstemningernes område. Efter enhver vinter kommer forår, ligesom der efter hver eneste nat kommer en morgen. Og med foråret eller morgenen kommer der sol, lys og varme, som altså i et særligt forhold er livgivende. Og det er en sådan tilstand, den sjælsfrosne menneskehed nu er ved at opleve. Forårsvindene er alt, hvad der giver intellektuel sympati, der igen er det samme som kærlighed. Det er kærligheden, der er det kosmiske kredsløbs solskin, ligesom det er det fysiske sollys, der er livets kilde på det fysiske plan. Og det er dette kærlighedens sollys over livet, der er den hellige ånd. Pinsefesten er altså en fest til ihukommelse af det jordiske menneskes nuværende tilstand, dets begyndende møde med en helt ny mental sfære, der svarer til foråret på det materielle plan.

Når man nu forstår, at det almene jordmenneske er et af vinterens storme, frost og kulde hærget levende væsen, der mere eller mindre har frost i sjælen, bliver det lettere at forstå selve den situation, alle er i. Alle har sorger og bekymringer, masser af mennesker er syge og sorgfulde, vældige overdimensionerede antipatier og sympatier gør sig gældende på de mest forvirrede steder. Mange lever i ulykkelig kærlighed, de ønsker at besidde eller eje den eller den, som viser sig at være ganske uopnåelig. At blive forelsket i noget, hvis besiddelse på forhånd er uopnåelig, kan jo kun føre til skuffelse og livslede. Men hvorfor bliver menneskene forelsket i noget, hvilket altså vil sige en besiddelse, der er umulig at opnå? – Jo, det er, fordi de endnu ikke har intellektuel stabilitet i bevidstheden. Følelserne og instinkterne er ikke nået at blive underkastet viljekontrollen. I stedet for med viljen at beherske begæret, bliver det her i dette tilfælde begæret, der leder viljen. Og således gælder det også i realiteten i alle andre foreteelser eller situationer i livet, hvor skuffelser og misfornøjelse dominerer eller har overtaget. Hvad er vrede og bitterhed andet end indignation over begær, der ikke er blevet tilfredsstillet? – Hvis enhver får det akkurat, som de ønsker det, vil der jo ikke være noget at blive vred over.

Skuffelser, bitterhed og vrede er den mentale vinterzones frost og kulde. Det er altså alt sammen udslag af forfrosne sjæle eller væsener med koldbrand i mentaliteten. Men ligesom den fysiske verdens vinterzone efterhånden afløses af forårets begyndende solvarme, således afløses det jordiske menneskes mentale vinterzone af en begyndende forårszone. Der vokser et stigende sympatisk anlæg frem i mentaliteten. Væsenet får større og større horisont. Efterhånden som denne sympatiske evne tiltager, varmer og lyser den mere og mere op i mentaliteten. Forståelse og velvillighed kommer frem i mange situationer, hvor der før var stærk vrede, had og bitterhed. Det betyder mental frodighed. Der bliver lys, varme og farve i mentaliteten. Kærlighedens sol begynder at skabe en svag lysende morgendæmring i væsenets åndelige horisont forude. Det bliver mildere og mere forstående og kærlig over for andre mennesker. Og hele forårets rigdom og pragt begynder at lyse frem i et sådant væsens bevidsthed.

Vil vi se nærmere på, hvad det er, der sker med et sådant væsens mentalitet, når den rigtigt begynder at få forårets kræfter i sig, behøver vi jo blot at studere foråret i naturen. Hvad ser vi så? – Vi ser, at hvor der før var øde og trist, hvor der før var bladløse træer og farveløse blomster, hvor der før var is og sne, dér begynder nu de dejlige små planter at spire frem, op af sneen kommer de små vintergækker og andre forårsblomster. De bladløse træer og buske bliver efterhånden fyldt med det dejligste grønne løv. Markerne grønnes af kornet, der nu kommer frem, og havernes plæner grønnes. Skovbunden bliver fuld af blomster, fuglene bliver levende, og fra tusinder af små struber lyder der en jublende lovsang imod skyerne. Med gøge, drosler og nattergale som forsangere akkompagneres den evige Faders demonstration af den hellige ånds livgivende magt over sindene, dens fjernelse af vinterens koldbrand i sjælene. Dens frembringelse af hans sollyse ånds varme og livgivende strålevæld. Og igennem det strålevæld fortæller Gud utrætteligt om sin plan med det jordiske menneske og om den strålende kosmiske bevidsthed, som er tiltænkt ethvert menneske endnu før verden var. I mange, mange jordliv får vi lov til at opleve, atter og atter, denne gentagelse af forårets vældige frembrusende strålevæld.

I det skønne forår, som lyser ud over Danmarks grænse og overalt på de samme breddegraders kontinenter, fortæller Gud sin lille søn om alt det, der efterhånden skal spire frem i hans egen bevidsthed, så han kan blive sin Faders udtrykte billede i hans lignelse. "Du, som har sorg i sinde, gak ud i mark og lund og lad de svale vinde dig vifte karsk og sund".* Dette er en overordentlig stor kosmisk sandhed, som digteren her har følt, ja endog meget større, end han måske selv har følt. Du, som går med en sorg, en skuffelse, en bitterhed eller vrede imod den eller det, se på naturen i det i dag strålende og dejlige forår og lyt til, hvad Gud her siger til dig. Hvorfor ikke tø denne kedelige is op i dit sind? – Hvorfor holde frostvinden i live, som hæmmer og dræber alle de guddommelige spirer til et kosmisk blomstervælde i dit sind? – Hvorfor gå og forhale dette guddommelige forårs indtog i dit sind? – Lær hellere at forstå livet i stedet for at forfølge det. Lær hellere at lyse og varme omkring livet i stedet for at fryse det til døde. Hvorfor fryse de kosmiske spirer i din bevidsthed med intetsigende foreteelser hos den eller den? – Du har ingen magt over det ydre forårs vintre og somre, men du er bestemt til at være livets herre, bestemt til at være herre over dit eget livs somre og vintre og ikke til at være en slave af disse. Uden at det var sådan, ville du aldrig blive til mennesket i Guds billede. I alle situationer, hvor du er bedrøvet, bitter, indigneret eller vred, der lader du vinterens kræfter fryse dit eget liv til, der skaber du golde isørkener i stedet for vældige oaser og livfyldte lunde. Den sande pinse er således at forstå livets tale. Den sande pinse er kosmisk bevidsthed. Den sande pinse er dette at gøre sin mentalitet til at være et lysende, varmende og livgivende solområde, hvor alle, også dem der er imod dig, kan få varme og lys, kan få smeltet deres egen is og sne. Det er din kærlighed, der får isen til at smelte i andres væsen. Og kun i den kærlighed vil den hellige ånds ildtunger skabe din stråleglorie i kontakt med den evige Guds ånd over vandene. Det er den sande pinse.

* Citatet er fra "Hjortens Flugt. Et Digt" af den danske digter Christian Winther (1796-1876).