Da det er meget vigtigt for ethvert menneske at komme i kontakt med Guddommen, gælder det om også at få et nøjere kendskab til og en forståelse af den tekniske side af forholdet til Gud, thi uden det vil det ikke være muligt at nå frem til en virkelig fuldkommen korrespondance med ham. Når vi nu her arbejder så meget med de åndelige problemer, og jeg sætter Dem ind i en mængde forskellige kosmiske analyser, så er det ikke så meget for at give Dem en mere teoretisk viden om de ting, de kosmiske analyser belyser, men i højere grad for at De ved hjælp af denne viden kan blive i stand til at rette Deres bevidsthed ind på det virkelige faste punkt i verdensaltet. Først når De er blevet et geni til at rette Deres bevidsthed ind mod verdensaltets virkelige faste punkt, har De fundet frem til det sande gudsforhold. Så længe et menneske ikke har fundet frem til det sande gudsforhold – og det har det ikke, så længe Guddommen ikke er blevet endnu mere levende for det end dets medvæsener – er der uro, rastløshed og utilfredshed i dets sind, snart interesserer det sig for én ting, men kasserer snart denne ting, fordi det ikke derigennem har fået fred og ligevægt i sindet, snart for noget helt andet, og nu mener det atter, at det i det nye, som det har kastet sin interesse på, har fundet det rigtige, men efter nogen tids forløb mister det også interessen for dette, fordi det ikke var det, det søgte, og så søger det på ny.

Sagen er, at et menneske ikke i det lange løb kan være sig selv nok og derfor på et eller andet tidspunkt i sit liv ikke kan lade være at søge efter et eller andet fast holdepunkt uden for sig selv, – en højere magt, der ordner alt, – fordi der i ethvert levende væsen – hvad enten det er et væsen i mikrokosmos, mellemkosmos eller makrokosmos – findes en indstilling til Forsynet. Denne indstilling kan være bevidst eller ubevidst, instinktmæssig, følelsesmæssig, intelligensmæssig, latent eller kulminerende, alt efter på hvilket stadium i spiralen det pågældende væsen befinder sig. Det er meget vigtigt at gøre sig klart, at denne indstilling aldrig helt mangler hos noget som helst levende væsen; thi uden man er klar herover, får man ingen virkelig forståelse af forholdet mellem det levende væsen og Guddommen. For det jordiske menneskes vedkommende gælder det, at denne indstilling på Forsynet efterhånden skal nå til at blive det faste punkt, hvorpå det baserer sin tilværelse, således at denne kan blive så fuldkommen som muligt, og således at det jordiske menneske kan blive fuldstændig bevidst i hele verdensaltet og blive "hævet op på Guddommens eget udsigtspunkt" og se fuldkommen klart bevidst, at "alt er såre godt".

Det er ikke udtrykt så tydeligt tidligere, men det er det, Jesus mener, når han i bjergprædikenen siger: "Når du beder, da gå ind i dit lønkammer og luk din dør, og bed til din Fader, som er i løndom, og din Fader, som ser i løndom, skal betale dig". "Lønkammeret" er et symbolsk udtryk. Man må ikke tro, at det skal tages bogstaveligt. Hermed menes ikke blot et kammer med 4 vægge og en lukket dør. Når forholdet til Guddommen her lignes ved et "lønkammer", så er det, fordi der er tale om et princip, et symbol for et stort område. "Lønkammeret" er et princip, der dels udtrykker, at man, når man ønsker at bede til Forsynet om et eller andet, hellere må bede stille og lydløst for sig selv, i "løndom", end stille sig op på gaden eller på et torv, sådan som det er skik og brug inden for enkelte religiøse bevægelser, thi en offentlig bøn får let et farisæisk skær over sig, og dels udtrykker "lønkammerets" princip, at man på denne måde ved at bede stille og lydløst for sig selv, i "løndom", sikrest kommer i en virkelig intim og personlig kontakt med Guddommen, så at det får karakter af en personlig, fortrolig samtale mellem en selv og Guddommen, uden at der er nogen uvedkommende, som blander sig deri. Jeg nævnte, at "lønkammeret" var et princip, thi når man har kosmisk klarsyn, ser man alt som principper, substans, kraft etc. Alt, hvad der er tilgængeligt for sansning, kan man så udtrykke ved hvilken af ovennævnte betegnelser, man vil, fordi alle disse betegnelser er synonymer for det samme.

Jeg nævnte før, at når man lærer, at "alt er såre godt", så kunne man lade sig forlede til at tro, at der ikke er noget at bede om. Der er hertil at sige, at det selvfølgelig var mere vigtigt at lære, hvordan man skal bede om noget, hvis livet kun drejede sig om at bede om noget, men det er heldigvis ikke tilfældet. Tænk, hvis vi i vor daglige tilværelse aldrig kunne komme sammen, uden at vi straks skulle bede hinanden om noget, så ville det blive en temmelig kedelig og disharmonisk tilværelse, vi ville få, men nu er det da lykkeligvis også sådan, at vi foretager os andre ting, når vi kommer sammen. Vi udveksler tanker og fortæller hverandre om vore oplevelser, takker hverandre for noget, vi har foræret hverandre, underholder os med hverandre, giver hverandre et eller andet, uden at vi er blevet bedt derom, skaber hygge og velvære for hverandre osv., og det er dejligt, at det er sådan.

Og det samme skulle i princippet gerne være tilfældet over for Guddommen. Ligesom vi i vor daglige tilværelse foretager os andet end at bede hverandre om noget, skulle vor bøn i "lønkammeret" også gerne bestå i andet end at bede Gud om hjælp i en eller anden situation, hvor vi ikke kan få hjælp af noget som helst menneske, f.eks. i at takke Guddommen for de mange ting, vi dels får og dels oplever. Men er man endelig i den situation at trænge til hjælp, så gælder det om, at man ikke bare bruger Guddommen som en slags nødhjælp og ellers lader "fem og syv være lige". Bruger man dette at bede Gud om hjælp, skulle det gerne være noget, man gør daglig, ikke blot for at redde sig selv ud af en knibe, men derimod for f.eks. at bede om kraft og styrke hver gang, man skal udrette noget vigtigt, så at der kommer det bedst mulige og det kærligste ud deraf, ikke mindst for de andre. Således ville det være klogt, om f.eks. en foredragsholder bad en bøn, hver eneste gang han skal holde et foredrag, en skuespiller lige inden han skal ind på scenen, en forretningsmand inden han skal træffe en vigtig disposition eller en vigtig beslutning osv. Og endelig hører det også med til den virkelige bøn i "lønkammeret", at man hver aften, inden man lægger sig til at sove, gør en slags personlig "status" over sin væremåde i dagens løb, så at man så hurtigt som muligt kan få den pågældende dags manifestationer gjort til fortid og uddrage essensen deraf, så at man bliver klar over, hvad man ikke så gerne skulle gøre en anden gang.

Nu er De vant til at se alt, hvad der eksisterer, naturkræfter, kloder, sole, stjerner, mælkevejssystemer, mennesker, dyr, planter, mineraler m.m., som en mangfoldighed, og da De gennem mine analyser har lært, at alt dette tilsammen er Guddommen, så vil det sige, at De mere ser Guddommen som en mangfoldighed, men at se Guddommen som en mangfoldighed fører ikke til noget intimt, sandt gudsforhold. Derfor eksisterer der et andet princip i tilværelsen, som fører frem til at se Guddommen som en enhed, og dette andet princip er det, jeg kalder "lønkammeret". I "lønkammeret" er man i stand til at manifestere den højeste og mest intime form for "bøn". Bønnen er ikke noget, der skal blive umoderne engang og derfor forsvinde. Tværtimod, det udviklede menneske vil nå frem til at bruge bønnen hver eneste dag i en udstrækning, man i dag kun svagt kan forestille sig. Bønnen er jo et princip, som er nedlagt i hvert eneste levende væsen som en indstilling mod Forsynet.

Således har vi nu set, at hverken dyrene eller de jordiske mennesker kommer helt bort fra at være indstillet på et Forsyn, og da de endnu højere væsener lever i en permanent korrespondance med Guddommen, bliver det klart, at der ikke findes noget som helst levende væsen, der ikke har en eller anden form for gudsforhold, "bøn", eller indstilling på et Forsyn, selv om det jordiske menneske rent midlertidigt kan komme i en tilstand, hvor dette princip ikke kommer ret meget til syne på overfladen. Vi har set, at dette princip kan manifesteres under mange forskellige former, ikke blot som et dødsangstskrig hos dyrene, men også som en stræben mod højere idealer, mod lyset, hos menneskene.

Vi kan følge lysets udvikling videre og ser det atter i Jakobs drøm om himmelstigen op mod lyset. Jakobs drøm er også symbolsk. Den udtrykker, at det levende væsens stræben går mod en tilstand, der er lysere end den, hvori det befinder sig.

Sådan går udviklingen videre helt frem til den moderne civilisation. Vi betragter en af den moderne civilisations repræsentanter, f.eks. en soldat, der befinder sig på slagmarken og netop har givet en fjende dødsstødet, og nu skulle man jo synes, at han efter at have overvundet fjenden ville føle sig som en helt, men det er slet ikke altid tilfældet, tværtimod befinder mange soldater sig i en tilstand af fortvivlelse over det, de har gjort.

Dette er også en form for "bøn", for henvendelse til Forsynet eller en form for stræben mod lyset. Men det er ikke blot på slagmarken, at mennesker befinder sig i fortvivlede tilstande, hvor al deres sorg, angst og kvide virker som en form for "bøn" til Forsynet. Også i mange andre situationer ser vi, at det moderne, udviklede menneske, trods det at det har fået forstand på mange ting, alligevel ofte befinder sig i en tilstand af nød og fortvivlelse. Sagen er den, at selv om man har fået forstand på mange forskellige ting, så vil man ikke desto mindre stadig kunne komme i en tilstand af nød og fortvivlelse, så længe man ikke har fundet vejen til lyset.

Betragter vi de enkelte mennesker, ser vi, at også de er indstillet i forskellige retninger og har forskellige idealer. Nogle er indstillet på det dræbende princips ideal, koncentreret i begrebet "magt for ret", medens andre er indstillet på det modsatte ideal. Men der findes også mennesker, der har begge disse idealer i deres bevidsthed, men således at det ene i perioder har overtaget. Disse mennesker er ofte interesseret i en mængde materielle ting, men da det virkelige retsbegreb endnu ikke er helt udviklet hos dem, bliver de ofte et offer for ærgerrighed, magtsyge og albuen sig frem foran de andre. Men de tankearter, der ligger til grund for disse tilstande, hører hjemme i de lavere zoner og afføder uundgåeligt lidelser, angst og sorg. Det samme gør sig gældende i de mentale tilstande, hvor det dræbende princip har overtaget, og menneskene finder det "stort" at kunne hævne, hade og tilintetgøre. Men angst og kvide er dybest set de udløsende faktorer for impulser eller "bønner" rettet mod det evige Forsyn. Som nævnt er menneskene med en del af deres bevidsthed indstillet på det modsatte af det dræbende princips ideal. At de også hylder det modsatte af det dræbende princips ideal, nemlig næstekærlighedens ideal, viser, at de med en del af deres bevidsthed er indstillet på lyset. "Lyset" er den ny verdensimpuls, gennem hvilken alle væsener skal nå frem til den tilstand, jeg kalder "kosmisk bevidsthed". Lyset er den "sæd, i hvilken alverdens slægter skal velsignes". Herigennem skal alle nå frem til en levende korrespondance med Forsynet. Men det jordiske menneske er på sin vandring mod lyset i almindelighed endnu ikke særlig indstillet på Forsynet. Det skal lære gennem sine længslers tilfredsstillelse, hvad de i virkeligheden bar i deres skød. Man må forstå, at det er guddommeligt og kærligt, at det har længsler og interesser, som afføder mørke, angst, sorg og fortvivlelse, thi uden disse længslers og interessers tilfredsstillelse ville det være ganske udelukket, at det kunne nå frem til visdom. På dette stadium, hvor det jordiske menneske befinder sig, gælder det i al almindelighed, at "den enes død er den andens brød". Det er på dette stadium, at menneskets længsel går i retning af at blive en vældig materiel matador. De må forstå, at jeg siger ikke alt dette for at kritisere, men for at vise, hvad der i virkeligheden foregår i livet.

For jordklodens vedkommende gælder det samme. Når den vældige verdensbrand har raset ud, vil alle jordens nationer komme i harmoni. Alle nationer vil få ligelig del i alle de forskellige værdier, der findes på jordkloden. De vil alle sammen blive indstillet på fred og harmoni. Alle regeringer vil blive underlagt en fælles regering for hele jordkloden, og til den tid vil det rigtige menneskerige være en kendsgerning på jorden. Da er jorden blevet "én hjord med én hyrde". For det enkelte menneske vil det som sagt sige, at det får alle sine bevidsthedscentre indstillet på Guddommen. Så vil det forstå, at alle levende væsener tilsammen er Guddommen, og at alle de væsener, det er omgivet af – ligegyldigt om det er væsener, der er imod det, er ubehagelige mod det, fornærmer og bagtaler det, eller det er væsener, der er kærlige mod det og forstående over for det – alle sammen er udtryk for noget, Guddommen vil belære det om. Så vil det forstå, at ikke alene det selv, men alle væsener hele tiden ustandseligt er udsat for Guddommens påvirkning. Når det enkelte menneske forstår det, så bliver der ikke længere plads for indignation imod nogen eller noget, ligegyldig hvordan de så end optræder, der kan højst blive tale om, at det vender den højre kind til. Det er det samme som at vende forstanden til. Så går det sin vej og har ikke samkvem med dem, der har prøvet på at fornærme eller irritere det. Det er udtryk for kultur at lade "den anden gå til højre, når man selv går til venstre". På den måde får mennesket fred i bevidstheden og en levende forståelse af, at alt, hvad det oplever af ubehageligt, er Guds bearbejdelse af det. Så længe det ikke har fået en levende forståelse heraf og ikke har bevidstheden helt koncentreret på alt det gode, det lyse og det fuldkomne i livet, så er det klart, at der må blive uro og røre, krigstilstand og sygdom i bevidstheden. Når det enkelte menneske har fået alle sine bevidsthedscentre indstillet på Guddommen, på lyset, så har det tilendebragt vandringen mod lyset.

Det er vigtigt, at De forstår, at vi ikke kan være til et eneste sekund uden at arbejde sammen med de kræfter, der bliver stillet til vor rådighed. Det er ikke udtryk for "døde" kræfter, selv om mange af de kræfter, som bliver stillet til menneskenes disposition, f.eks. naturkræfterne, i almindelighed opfattes som "døde" kræfter. De er tværtimod udtryk for den højeste planmæssighed, de har hver for sig en ganske bestemt form for reaktion, de er forstandigt og logisk organiserede og lagt til rette, så at vi, når vi er tilstrækkeligt udviklede, kan se, at de er udtryk for en henvendelse fra Guddommen til os. Når vi oplever et eller andet, kan vi se, at det er en henvendelse fra et andet væsen, og på samme måde skulle vi gerne komme til at se alt, hvad der sker, hvad enten der nu indtræffer en hård kulde, eller det er ubehageligheder og bagtalelser fra andre mennesker, elementernes rasen, verdenskrig, arbejdsløshed, sygdom etc., som en henvendelse fra Guddommen til os.

Og når jeg nu fortæller Dem alle disse ting, er det for at De kan blive bevidst i denne henvendelse og nå frem til det sande gudsforhold. Det er nødvendigt at blive bevidst i alle disse ting, jeg fortæller Dem om – jeg gør det ikke bare for at give Dem kundskab og viden om disse ting, så at De kan brillere med dem, men snarere for at De ved hjælp af denne viden kan komme til at opleve en virkelig harmonisk tilværelse og være i kontakt med livets love. Det er ikke noget udtryk for et virkelig harmonisk liv bare teoretisk at vide, at man lever efter døden. De har i virkeligheden ingen viden om, hvad De egentlig er født til, og hvad der er Deres skæbnebestemmelse. De har ingen virkelig viden om, hvad De oplevede i de første år af Deres tilværelse, hvis De ved det nu, er det noget, De har hørt af Deres forældre, men når De får kosmisk bevidsthed, kan De opleve realistisk, at man lever efter døden, og opleve, hvad De i virkeligheden er født til, hvad der er Deres skæbnebestemmelse m.m. Så får De en virkelig guddommelig oplevelse, så kan De opleve og erfare disse ting direkte fra Guddommen, så kan De få direkte svar på alt, hvad De spørger Guddommen om. Det lyder fantastisk for Dem, men det er ikke desto mindre fuldkommen rigtigt. Så har De fuldbyrdet vandringen mod lyset, så er De kommet i kontakt med Guddommen, så bliver hele Deres tilværelse en eneste stor korrespondance med Guddommen, så taler De med Guddommen, som en mand taler med sin næste, så bliver hele Deres væremåde en eneste stor "bøn" i "lønkammeret".

Det første stadium i denne vandring er dyrets stadium. Hvis vi undersøger dyrets bevidsthed, vil vi se, at der ingen ligevægt er mellem følelse og intelligens. Dyret har en overvældende følelse i forhold til den lille smule intelligens, det råder over. Dyret lever næsten udelukkende på instinkt og vanebevidsthed fra en tidligere spiral. Det er denne vanebevidsthed, der får det til at udstøde angstskrig, når det kommer i livsfare. Dyret udstøder rent vanemæssigt, automatisk sit dødsangstskrig, når alt håb om redning er ude. Dette dødsangstskrig er ikke rettet mod det dyr eller den jæger, der forfølger det, men det er derimod rettet mod det ukendte. Dyret har ingen dagsbevidst viden om, at der i det ukendte eksisterer et forsyn. Dyrets dødsangstskrig er den første spæde form for "bøn" eller gudsforhold. Hermed er det nået et lille stykke frem i vandringen mod lyset.

Den 1. sfære har vi meget med at gøre, thi her findes en hærskare af væsener, der har til opgave at være bl.a. de jordiske mennesker behjælpelig med at komme i forbindelse med Guddommen, dvs. at befordre opfyldelsen af de "bønner", der bedes i "lønkammeret". Ligesom vi for det meste ikke kan komme til at hjælpe vore medmennesker, uden at de beder os derom på en eller anden måde, og vi heller ikke kan opfatte deres henvendelse til os uden ved at bruge vore sanser, således kan Guddommen heller ikke opfatte vore bønner uden at anvende sanseredskaber, og til disse sanseredskaber hører bl.a. de psykiske væsener i den 1. sfære. Vore bønner bliver "opfanget" af disse psykiske væsener, der har til opgave at foretage sig alt, hvad der er muligt i vor bønhørelses favør, dvs. alt, hvad der ikke kolliderer med vor skæbnebestemmelse.

For at en mediumistisk forbindelse kan komme i stand gennem et andet væsen, kræves der, at der stilles en fysisk organisme til rådighed for det psykiske væsen, der skal viderebringe den kærlige tanke, den afdøde ønsker at sende sit barn. Men for at en fysisk organisme kan blive stillet til rådighed for et psykisk væsen, kræves der, at det pågældende fysiske væsen, der ejer organismen, trækker sin bevidsthed ud af den, og dette kalder man, at den pågældende "falder i trance". Der findes situationer, hvor det kan være af betydning, at der findes medier, men i al almindelighed må det siges, at dette at træne sig op til at blive medium er mindre heldigt, da man her kommer ud for situationer og kræfter, der kan blive farlige for dem, der beskæftiger sig med mediumisme. Hvis man dyrker disse kræfter uden at kende deres rækkevidde meget nøje, kan der ske de forfærdeligste ting. Sagen er den, at den 1. sfære, som nævnt, grænser umiddelbart op til det fysiske plan. Som følge heraf findes der i den 1. sfære en masse væsener med de samme ufuldkomne karakteregenskaber, f.eks. ærgerrighed, ondskabsfuldhed, hævnsyge, som her. Hvis de f.eks. er ærgerrige og gerne vil spille en stor rolle, kan de ved sådanne lejligheder finde det morsomt at søge at bilde væsenerne på det fysiske plan ind, at de er den og den store afdøde personlighed. Det er f.eks. ofte tilfældet ved spiritistiske seancer, at de psykiske væsener søger at foregøgle deltagerne i denne, at de er Kristus, Buddha el.lign. Og deltagerne i seancen er i reglen fuldkommen prisgivet det, der bliver sagt. Det er meget vigtigt at være klar over, at det er meget farligt at beskæftige sig med disse ting uden kyndig vejledning. Disse ting burde i virkeligheden kun finde sted i laboratorier under kyndigt opsyn af videnskabsmænd, der arbejder med det formål at finde den absolutte sandhed i det, de beskæftiger sig med. Nu foregår disse ting som oftest i form af gudstjeneste med salmesang m.m., men det er et primitivt stadium. I fremtiden vil man komme til at dyrke psykisk forskning i kosmisk-kemiske laboratorier, hvor der kun vil blive adgang for væsener, der arbejder således, at disse ting kommer menneskeheden til gode.

I den følgende sfære er alt det mørke suggereret bort fra bevidstheden. Her er der harmoni, fred og lykke. Her begynder den åndelige verdens virkelige liv. Det jordiske menneske er her vendt tilbage til sin egentlige hjemstavn. Udrenset for enhver form for mentalt mørke oplever det nu den skønhed, hvis eksistens det igennem sin religiøse følelse anede var til. Det er nu på Guds eget udsigtspunkt, og dets liv fornemmes som en strålende oplevelse af lys og skønhed, af intuition og salighed.

Men der er stor forskel på, hvor meget de enkelte væsener anvender deres sanseredskaber til at komme i forbindelse med Guddommen. På nogle tidspunkter er de levende væsener meget sikre på sig selv og udfolder næsten ingen energi for at komme i forbindelse med Guddommen, og her trækker Guddommen sine sanseredskaber tilbage. Her lytter væsenet ikke meget til, hvad Guddommen har at fortælle det. Til andre tider befinder gudesønnen sig i en mental "bølgedal" og råber, ligesom soldaten på slagmarken, i sin fortvivlelse til Forsynet om hjælp, og her er Guddommens energiudfoldelse stor. Hvor gudesønnen er i nød, er Guddommen nærmest, eller som ordsproget lyder: "Hvor nøden er størst, er hjælpen nærmest". Dette princip, jeg her har skildret, gør sig gældende alle vegne. Det er klart, at der hvor vi har medgang, der er det os, der dominerer, og der hvor vi har modgang, der er det os, der er de små, og der er det omgivelserne, der dominerer.

Så længe vi kun ser de enkelte mineraler, kloder, sole, stjerner, planeter m.m. og ikke er klar over, at det er levende væsener, der er Guddommens sanseredskaber, så er verden i virkeligheden en død ting for os og Guddommen dybest set slet ikke til for os. Så ser vi kun Guddommen som en mangfoldighed, men vi skulle gerne lære at se Guddommen ikke alene som en mangfoldighed, men mere som en enhed, som det eneste, der i virkeligheden eksisterer for os, som det centrum, der kan dirigere alt andet. Men her er Forsynet også kommet os til hjælp. Det er så dejligt indrettet, at vi ikke kan se det hele på én gang, kunne vi det, ville det blive svært at opfatte Guddommen som en enhed. Nu er der altid noget, vi kan omspænde med vore sanser. Det er det kendte. Det er mangfoldigheden. Så er der noget, vi ikke kan omspænde med vore sanser, nemlig det ukendte. Men vi kan henvende os til det ukendte i "lønkammeret". I "lønkammeret", som vi har, hvor vi end befinder os, om det så er på oceanet, i ørkenen, i skoven, eller hvor det nu er, der kan vi henvende os til Guddommen som en enhed. Det ukendte er i virkeligheden "lønkammeret", hvor vi skal finde Guddommen.

Der er et "noget" i Dem, der til alle tider vil befinde sig på grænsen mellem det kendte og det ukendte felt. Det er Deres jeg. Det er i det ukendte felt, at dyret udstøder sit angstskrig. Er det et naturmenneske, det drejer sig om, vil han danne sig en forestilling om, at der findes et forsyn i stene, træer m.m., men det er stadigvæk kun en forestilling om det ukendte. Det kristne menneske har også sin forestilling om Guddommen. Men efterhånden forsvinder forestillingerne om Guddommen, fordi Guddommen ikke skal dyrkes i form. Vanebevidstheden om Guddommens eksistens, som vi først mødte i dyrets dødsangstskrig, begynder at blive mere og mere levende i bevidstheden i form af en "højere" forestilling om en Gud, og igennem alle de mange mørke situationer, væsenet oplever, kan det ikke undgå at komme i situationer, hvor det møder Guddommen, og der sker da det, at jeget sender en energistråle, en impuls, imod det ukendte, hvor det aner, at der er en Gud. Disse impulser eller bønner bliver, som jeg tidligere har bemærket, altid opfanget, men kan ikke altid tages til følge i den rækkefølge, som væsenet selv ønsker. Bønnerne er inddelt i forskellige kategorier, alt efter de stadier, de når til. Nogle når kun til de lavere liggende stadier, nogle kommer noget længere, og nogle når helt op til det højeste stadium, hvor kosmiske væsener tager sig af deres befordring.

Dette studium af åndsvidenskab gør, at nogle latente hjerneceller, der ligger og venter på at blive taget i brug, begynder at komme til udfoldelse, så at man ved hjælp af kombineret intelligens og følelse begynder at udforske de kosmiske realiteter. De får efterhånden en vis trang til at få disse latente hjernecentrer udviklet, og det bevirker, at De træner Dem mere og mere op til at blive modtagelige for de højere kosmiske energier, og så sker der noget ejendommeligt.

Men har det været den rigtige oplevelse, så vil det efter den første af den slags oplevelser blive sådan, at alle steder, hvor De før så i blinde, er der nu blevet "åbnet" for Dem, så at De ser klart og tydeligt. De vil mærke lysstråler udgå fra Dem og Forsynets lysstråler gå ind i Dem. De vil befinde Dem i et umådeligt lysocean. Så ser De ud over kloder, oceaner, stjernebyer, ud over alle fysiske verdener. Retter De Deres bevidsthed mod den åndelige verden, så åbner denne sig også for Dem. De kan være brøkdele af sekunder om at opleve det, der vil tage Dem måneder at beskrive. Jeg har jo selv oplevet det. Jeg har aldrig læst noget om disse ting. Denne oplevelse er i virkeligheden mødet med Faderen, og dette møde med Faderen vil alle gudesønner uundgåeligt nå frem til efterhånden, så at De ser ham i levende virkelighed bag alle ting, ser ham i hvert eneste levende væsen, ser samhørigheden mellem alle levende væsener.

Den kosmisk bevidste ser hele tiden verdensaltet som et strålende lysocean, ser den samme lysglorie, hvad enten det er en morder eller en helgen, det drejer sig om, ser det samme lys overalt. Så kan man kun hengive sig helt til Guddommen og gøre Kristi ord til sine, der hvor han siger: "Fader, ske ikke min, men din guddommelige vilje". Har man kosmisk bevidsthed, skal man slet ikke spørge nogen, hvis der er et eller andet, man gerne vil vide. I samme øjeblik ønsket om at vide et eller andet melder sig, retter man sin bevidsthed ind derpå. Verdensaltet åbner sig for en, og man ser frit det, man ønsker. Når jeg ønsker at klarlægge et eller andet problem, sætter jeg mig hen til skrivemaskinen. Så åbner min kosmiske bevidsthed sig, og jeg ser en masse ting, hvorpå jeg skriver disse ting ned. Gang på gang hænder det, at der i brøkdele af et sekund kommer så meget til mig, at jeg ikke kan nå at skrive det hele ned. Så laver jeg symboler og kan altid senere ved hjælp af disse beskrive det, jeg har set.

Det er virkelig sådan, at Guddommen er direkte koncentreret på hvert eneste enkelt individ, og så forstår De nok, at bønnen ikke vil blive noget umoderne, som man vil afskaffe, fordi man får mere viden, tværtimod: At man får mere viden vil bevirke, at man bliver mere og mere indstillet på at blive et geni i at anvende bønnen i "lønkammeret" og sige: "Fader, du som er i himlen!" uden derfor at forestille sig dette "du" i en billedform, der jo er begrænset.

Det ville jo være dejligt for Dem at få en lykkelig skæbne og komme i en tilstand, hvor alt er behageligt lys, hvor De er ét med Faderen, og hvor De i en hvilken som helst situation er på Guddommens eget udsigtspunkt, hvorfra De ser, at De aldrig mere kan komme ud for lidelse og uret, hvor alt er en eneste strålende åbenbaring af kærlighed, demonstreret i alle eksisterende former for farveudfoldelse, energiudfoldelse, legemsudfoldelse, ja alt, hvad tænkes kan. Når man forstår, at alt er en eneste strålende, kulminerende åbenbaring af kærlighed, kan det ikke undgås, at man kommer til at leve i et bevidst samvær med Guddommen, og dette samvær er den største oplevelse, der eksisterer. Dette samvær med Guddommen er det "lys", De ubevidst iler hen imod, når De føler trang til at høre, hvad jeg har at fortælle, fordi der er noget i Dem – ligesom i dyret, når det udstøder sit angstskrig – der råber efter Forsynet i det ukendte.

Når De kommer herhen for at høre mig, for at studere disse ting og bruge hjernen til at finde forklaring på de ting, De oplever, så er det i virkeligheden en fortsættelse af dyrets dødsangstskrig. Det er dyrets dødsangstskrig på et mere udviklet stadium. Det er en længsel efter at blive forenet med Guddommen, som bevirker, at De får trang til at udforske livet, studere mine analyser og tage disse til følge. Denne vejledning i at elske Deres næste som Dem selv, som de kosmiske analyser udgør, kan ikke undgå at bringe Dem frem til den lyse morgen, hvor Guddommen vil vise sig for Dem lyslevende – og fra det øjeblik er De blevet "ét med Faderen" og kan kun manifestere en strålende lys og kærlig væremåde over for Deres omgivelser, og så kan De kun skabe kærlighed og glæde, hvorhen De så end bevæger Dem.