Kære venner! Jeg vil gerne tale til Dem om det sande gudsforhold. Da hele vor skæbne er et resultat af tilbagevirkende reaktioner fra den os omgivende natur, ja af alt hvad vi kommer i berøring med – og alt dette i sin dybeste analyse er Guddommen, – bliver vor skæbne således et resultat af vort forhold til Guddommen. Det er derfor af stor vigtighed for os at være klar over, hvorledes man skal bære sig ad med at nå frem til det rette gudsforhold, thi kun igennem dette kan vi opnå en fuldkommen lykkelig skæbne, en fuldkommen fred i vort sind.

Når det levende væsen i sin udvikling fra dyr til menneske er nået frem til naturmenneskestadiet, har det efterhånden fået evne til at anvende intelligensen så meget i selvopholdelsesdriftens tjeneste, at det har fået tilegnet sig den magt og overlegenhed, der skal til, for at det selv kan beskytte sin organisme mod angreb og overfald fra omgivelserne. Dette ændrer dog ikke den kendsgerning, at det stadig, i kraft af vanebevidsthed, rent automatisk har et inderligt forhold til Guddommen. Det er endnu afskåret fra rent intelligensmæssigt at begribe Guddommens eksistens, men det har fremragende evner til at tro på, at den eksisterer. På dette stadium lever det endnu på rent udefinerede følelsesmæssige sanseoplevelser. På basis af disse danner det sig et billede af Forsynet, der passer ind i dets erfaringer. At dette billede må blive et billede af et menneske, giver sig selv. Ganske vist et menneske i forstørret målestok og udstyret med alle de egenskaber, der for naturmennesket står som de mest eftertragtelsesværdige. Naturmennesket forestiller sig naturen som besjælet og tror, at Guddommen bor i et træ, en sten, et bjerg osv. Uanset disse forestillingers primitivitet udtrykker de et eksisterende gudsforhold, en forestilling om noget større og højere, end dets egen tilværelse. Fra de primitiveste mennesker og frem til det trin, vi selv står på, ser vi, at alle mennesker lever i troen på og i håbet om en højere tilværelsesform end den, det enkelte menneske i øjeblikket oplever. Uden dette håb ville livet for et overvældende flertal af menneskeheden være uden værdi.

Da naturmennesket lever i en verden, i hvilken det i høj grad betjener sig af det dræbende princip, ser vi da også, at dets guddom er et væsen, der er udstyret med de mest fuldkomne dræbende egenskaber. Det er krigens gud, ikke en kærlighedens gud. Og det er dønningerne fra en sådan religiøs kultus, vi i dag kender under udtrykkene "retfærdig harme" og "hellig vrede". Men naturmennesket havde et langt fuldkomnere gudsforhold, end menneskene nu har. Dets tænkeevne var ikke så vidt fremskreden, at dets sind kunne rumme tvivl om Guddommens eksistens. Da naturmenneskets liv imidlertid formede sig som en stærk overtrædelse af tilværelseslovene, blev det meget lidelsesfyldt. Når man sår had og drab, høster man had og drab. Når man hader og forfølger, bliver man selv forhadt og forfulgt. Igennem disse lidelser udvikles tænkeevnen, idet det forfulgte menneske tvinges til at bruge sin forstand for at undgå forfølgelsens virkninger. Totalvirkningen af lidelsen i dyreriget bliver altså udviklet intelligensevne. Og ved hjælp af den udviklede intelligens blev naturmennesket i stand til at danne sig fuldkomnere og fuldkomnere billeder af den Guddom, det til at begynde med kun kunne ane. Denne stadige ændring i opfattelsen af Guddommen fortsatte lige op til kristendommen, der skabte det foreløbig mest fuldkomne billede af Gud.

Det moderne kulturmenneske kalder svundne tiders form for gudsdyrkelse for hedensk, men hvor hører hedenskabet op? Kristendommen er endnu hedensk, så længe dens tilhængere ikke er kommet i direkte kontakt med Guddommen. Så længe man ikke er kommet til at opleve selve Guddommen, kan gudsdyrkelsesformen ikke være fuldkommen, og når den ikke er det, er den hedensk. Den kan være mere eller mindre nær det fuldkomne stadium, men så længe den ikke er fuldkommen, er den uren.

Sådan som jeg her har forklaret Dem, er altså det primitive menneskes opfattelse af Gud. Men det er udelukket, at der kan bygges en ny kultur op på en sådan opfattelse. Efterhånden som al den oplysning, der gennem aviser, radio, tidsskrifter, bøger, foredrag osv. går ind i menneskenes bevidsthed og oplyser dem om det dræbende princips ene store ufuldkommenhed efter den anden, og efterhånden som de vældige erfaringsmasser, som de praktiske oplevelser giver menneskene, udvikler dem videre frem, vil det ikke kunne undgås, at det guddomsbillede, kristendommen har opstillet, forældes og bliver utidssvarende. Kristendommens gudsbilledes struktur kan ikke bære en ny verdenskultur. Og vi oplever da også, hvorledes kirkerne tømmes mere og mere. Vi ser, hvorledes det bliver vanskeligere og vanskeligere for præsterne at få menneskene til at tro på et "evigt helvede" og til at tro på, at når de ikke er gode, skal de lide en "evig straf". At vi fra vor dødsstund og helt ind i evigheden skal bøde for et enkelt fejltrin, har mennesket svært ved at se som et ideal. Hvis man kan betragte dette som rigtigt, må man selv stå på et trin, hvor man kan hade meget dybt. Det kan umuligt være rigtigt, at der skal være et sådant misforhold mellem brøde og straf. Hvis præsterne endda lærte, at der var et rimeligt forhold mellem forseelse og straf, kunne de måske endnu få menneskene til at tro på "helvede" som noget virkeligt. Dertil kommer, at et menneske, som foregives at være skabt og altså ikke har levet før og altså ikke på nogen måde kan siges at have ønsket dette liv, heller ikke på nogen måde kan bebrejdes sin medfødte karakter. Hvis det kristne gudsbillede er rigtigt, og Gud er almægtig i almindelig forstand, må han jo på forhånd vide, når han skabte et væsen, hvordan det ville blive, og så må han jo have ønsket, at dette menneske skulle fordømmes til en forfærdelig lidelsestilstand, medens andre væsener skulle opleve en umådelig lykkelig tilværelse. Hvis det kristne guddomsbillede er rigtigt, må konsekvensen blive, at Gud er i stand til at skabe mennesket fuldstændig planmæssigt efter sin vilje. Men når det så hævdes, at mennesket ikke har levet før og følgelig intet ansvar har for, at det fødes vanskabt, med dårlige sanseevner og i fortvivlede omgivelser, ja måske opdrages til at blive forbryder, er det så udtryk for retfærdighed at forlange, at disse mennesker skal være gode, da de i modsat fald ellers skal straffes i et evigt helvede? Det er let at se, at en sådan tankeindstilling er hjemmehørende i en primitiv menneskelig bevidstheds forestillingskreds. Så længe mennesket tror, at det største væsen er et hadende, straffende væsen, der eventuelt nok kan formildes ved et stort offer, ved en gudesøns korsfæstelse, for at de skyldige kan gå fri, er det undergivet en primitiv forestilling, en følelsestilstand, der intet har med logisk tænkeevne at gøre. Det må være soleklart, at man ikke kan retfærdiggøre en begået forbrydelse ved at lade et uskyldigt menneske lide. Man må synes, at det er besynderligt, at Guddommen ønsker et sådant offer for at lade sig formilde. Og kan han lade sig formilde på den måde, kan han vel også fritage den, der har begået forbrydelsen for straf, uden at en uskyldig skal lide derfor.

Imidlertid udtrykker alle disse forestillinger blot en primitiv terminologi, som må styrte i grus for et menneske med en nogenlunde udviklet intelligens. Men den har haft sin mission over for de mennesker, der kom direkte fra barbariet og skulle ind i kristendommen. For den, der har levet mange liv i mentale tilstande, hvor det var primitivt og uværdigt at dø en naturlig død af alderdom, og hvor man skulle dræbe for at være idealist, lader det sig ikke gøre lige pludselig at springe over til en så høj livsindstilling som den, Jesus lærte menneskene. Derfor er Jesus og de øvrige verdensgenløseres ord blevet forvandlet og tilpasset efter den forestillingskreds, de væsener, der skulle omvendes, havde. Man har søgt at råde bod på de forskellige uheldige konsekvenser, det overleverede guddomsbillede havde. Man kan ikke blive ved at redde det, det må styrte i grus, for at Guddommen virkelig kan blive åbenbaret i verden. Når mennesket når frem til et stadium, hvor det selv føler ubehag ved at skulle hade og hævne og i langt højere grad føler trang til at tilgive og forstå, kommer det uvægerligt i konflikt med den overleverede forestilling om Guddommen. Da kommer det i tvivl, og da det endnu ikke har tænkeevne nok til selv at løse det opståede problem, bliver det fritænker. Det udforsker nu kun livet inden for de rent materielle områder og håber der at finde livsmysteriets løsning. Man kan komme så dybt ind i den materielle forskning og blive så betaget af de mange store problemer, der åbenbarer sig her, at man tror, at den fysiske materie – her også stråler og bølger – er alt, hvad der eksisterer. Man er da kommet længere bort fra Guddommen, end da man var naturmenneske.

Når man over for mennesker, der er dybt inde i den materielle forskning, nævner ordet "Gud", kan man høre dem sige: "Ih, vorherre bevares!" Det religiøse er blevet naivt, er blevet noget, man er "vokset" fra. Den materielle videnskabsmand mener at have arbejdet sig bort fra det religiøse område, han dyrker kun det materielle område, hvad der dybest set også er gudsdyrkelse, – men det hedder det sig blot ikke. Men al vor oplevelse, al vor tænkning, al vor manifestation er gudsdyrkelse. Vi kan simpelthen ikke leve uden bevidst eller ubevidst at være i kontakt med Forsynet. Det store flertal ser ikke, at det er Forsynet, det er omgivet af, når det ser skønne landskaber, beundringsværdige videnskabelige opfindelser, kunst eller hvad nævnes kan. Alle disse ting er skabt på grundlag af den viden, mennesket har erobret fra naturen. Denne tankeløse glæde over tingene kan for et stykke tid i udviklingen være dem nok, al denne betagelse kan for et stykke tid fylde bevidstheden, således at de ikke savner Guddommen. De tror, at begrebet Guddommen er noget, der hører primitive mennesker til. Og dog er det for tænkeren aldeles indlysende, at menneskeheden ikke kan blive virkelig lykkelig, før dens forhold til Guddommen bliver fuldkomment. Og det er det ikke, så længe man blot er tilfreds med at være dygtig til at forske i den fysiske materie og derigennem har erhvervet sig en såkaldt vældig god forstand. Dette er ikke nok til at forebygge sorg og lidelse. Vi ser da også, at videnskabsmænd såvel som genier er undergivet de samme lidelser som alle andre. De kommer ud for de selv samme besværligheder, økonomiske såvel som legemlige, som alle andre. Dette viser os, at deres eget liv ikke er blevet fuldkomnere end vort, og at al deres viden ikke har gjort verden lysere og lettere at leve i. Tilsyneladende har de mennesker ret, som hævder, at verden bliver værre og værre at leve i. Men det mentale mørke, De nu oplever, har sin dybe mission. Det skaber i alle normale mennesker en længsel efter sin modsætning. Mennesket længes i dag inderligt efter fred, og denne fred vil komme. Mennesket længes efter "et rige, som ikke er af denne verden", og dette rige er i færd med at fødes. Som den nuværende verden er et resultat af en mental indstilling, vil en ny verden også blive et resultat af en mental indstilling. Men denne indstilling vil være anderledes end den, der ligger til grund for alt det, vi oplever i dag. Denne nye indstilling er menneskeheden nu på vej til. Gennem alle de nu eksisterende forhold, der iler deres opløsning i møde, vil menneskene komme til at se, at deres tidligere idealisme ikke var tilstrækkelig. De vil komme til at se, at de må have et nyt åndeligt fundament at stå på. Mennesket er på vej mod en ny opfattelse af tilværelsen, på vej mod oplevelsen af et nyt forhold til Guddommen.

De kender alle fra Bibelen beretningen om Adams og Evas skabelse, men dette må ikke forlede Dem til at tro, at mennesket er "skabt" færdigt. Skabelsesberetningen er symbolsk og affattet i en form, der passede til ældre tiders mentalitet. Hvis det ikke havde været således, ville fortidens mennesker ikke kunne være blevet inspireret deraf. Disse mennesker, der kun havde evne til at tro, forestillede sig Guddommen som en mægtig autoritet i form af et højtstående, almægtigt væsen et eller andet sted ude i verdensrummet. Og når han var almægtig, måtte han jo også kunne skabe mennesket færdigt på én gang. Men et sådant billede af en guddom som en autoritet med overnaturlige evner kan det udviklede menneske ikke leve på. Det må have et billede af Guddommen, som både kan tilfredsstille dets følelse og intelligens, dets logiske sans. Og et sådant billede er da også blevet forjættet menneskene gennem "talsmanden, den hellige ånd". "Den hellige ånd" er, som jeg ofte har sagt, ikke nogen person, men en bevidsthedstilstand. "Ånd" er det samme som "bevidsthed". Den hellige ånd er den bevidsthedstilstand, i hvilken man er i stand til – såvel følelsesmæssigt som intelligensmæssigt – at begribe den viden eller kundskab, der danner mellemledet mellem kristendommens store grundfacitter og det daglige, praktiske liv. Det er dette mellemled, der i dag mangler i det kristne samfund ude i verden. Uden dette vil det ikke være muligt at finde mening eller retfærdighed i den daglige tilværelse. Det er da også manglen af dette mellemled, der har fået menneskene til at vende den officielle kristendom ryggen og vende sig til den materielle videnskab. Men da den materielle videnskab kun giver mål- og vægtfacitter, og dens dyrkere tror, at man kun kan nå til sandheden ved at veje, måle og registrere, er der en hel del mennesker, der heller ikke kan få deres hunger efter løsning på livsmysteriet tilfredsstillet hos den materielle videnskab. Disse mennesker søger da åndsvidenskaben. Da den rent materielle videnskab midlertidigt er blændet af sine egne forskningsresultater og ikke vil anerkende åndsvidenskabens påvisning af det manglende mellemled som det, der giver den endelige sandhed, vil der indtil videre være næsten fjendskab mellem den materielle videnskab og åndsvidenskaben.

Men selv om hverken den materielle videnskab eller den officielle kristendom har kunnet tilfredsstille det virkeligt søgende menneske, så er det ikke desto mindre en kendsgerning, at kristendommen, trods det manglende mellemled, har været en umådelig bærende kraft ned gennem tiderne. Vi skylder kristendommen, at vi har kunnet bygge hospitaler, sanatorier, åndssvageanstalter, sindssygehospitaler, – der er princippet i beretningen om den barmhjertige samaritan omsat i moderne og forstørret form, – samt at vi har et organiseret samfund med politi, brandvæsen, universiteter, skoler etc. Alt dette er frugten af kristendommens forvandling af menneskene fra vikinger og vældige krigere til kulturmennesker. Ganske vist er der en stor skare, der endnu ikke er nået igennem denne forvandling. Denne skare er kun nået dertil, at den stadig hylder det dræbende princip med alle de derindunder hørende illusoriske æresbegreber. Men disse mennesker vil igennem livets egen tale blive belært om tilværelsens love. Så længe man hylder det dræbende princips æresbegreber, er man i disharmoni med tilværelsens love. Når man dræber, avler man drab. Men derved formerer man krigen. Og man afskaffer ikke krigen ved at formere den. Krigen kan kun afskaffes igennem én eneste faktor – kærlighed. Kærlighed er det modsatte af krig. At manifestere kærlighed er bl.a. at vende den højre kind til, når man bliver slået på den venstre. Et menneske, der gør dette, gør meget mere til at afskaffe krigen end en hel armé. Det er forståelsen af dette, der er formålet med mine analyser.

Når jeg har skabt mine analyser, er det for at give Dem et indblik i tilværelsesmysteriets løsning, der kan hjælpe Dem til et lykkeligere og mere fredfyldt liv. Formålet med mit arbejde er bl.a. at give Dem en viden, ved hjælp af hvilken De kan få den velvære, De hungrer efter, samt finde mening i meget af det, De ikke før kunne finde mening i. Men først og fremmest er formålet med mit arbejde at skabe det manglende mellemled mellem den officielle kristendom og det daglige liv. Dette mellemled er de kosmiske analysers belysning af de store facitter: reinkarnation og udødelighed, så at man kan se deres forgreninger ned i det praktiske liv. Formålet med mit arbejde er endvidere at tilskynde Dem til at arbejde med Dem selv, samt påvirke Deres tankegang og viljeføring således, at De mere og mere kommer til at tænke og handle logisk. Thi når De opdager, at den og den handlemåde er logisk, kan De ikke i det lange løb handle imod den uden at være abnorm, og abnorme menneskers handlemåde kan man ikke regne med. Et logisk handlende menneske er sundt, et abnormt handlende er sygt.

Når jeg derfor genskaber det manglende mellemled, som jeg er i færd med at gøre, er det for at det skal være muligt at føre kristendommens verdensbillede videre. I kristendommens terminologi findes der side om side med de store facitter begreber som "dåb", "syndernes forladelse", "nåde" osv. Disse begreber udtrykker spagfærdige forsøg på at bygge bro mellem de store sandheder og det daglige liv, men de er kun surrogater for det mellemled, der mangler. Men surrogater kan ikke give intelligensmæssig tilfredsstillelse. De kan derimod give en midlertidig beroligelse og en – ganske vist også midlertidig – fred i sindet hos mennesker, der endnu er i stand til at tro. Det samme gælder tankeforestillingen "Guds veje er uransagelige".

Når dette spørgsmål er blevet aktuelt, skyldes det altså, at evnen til at anvende intelligensen nu er blevet så fremragende, at den kristne forkyndelse i sin nuværende form er blevet forældet, grundet på det manglende mellemled. Dette manglende mellemled består, som jeg allerede har sagt, i analysen af reinkarnationen. Da kristendommens forkyndere helt har udeladt denne, opstod der den uheldige konsekvens, at alle de store og evige grundfacitter i kristendommen, f.eks. "du skal elske din næste som dig selv", "vend den højre kind til, når du bliver slået på den venstre", "jeg vil betale enhver efter sine gerninger, siger Herren", måtte forekomme det tænkende menneske ganske ulogiske, hvilket i dette tilfælde vil sige, at disse sætninger er blevet berøvet den magt, de ellers i tilknytning til reinkarnationen ville have haft. Men uanset kristendommens nuværende terminologi er dens store grundfacitter evige realiteter, og de danner et så fast fundament at bygge videre på, at kristendommens kerne i sig har alle naturlige forudsætninger for at være "den sæd, i hvilken alle jordens slægter skal velsignes". Når alle forældede opfattelser falder bort, og det manglende mellemled bliver indskudt, vil kristendommen være den basis, på hvilken en ny kultur vil blive skabt, såvel som den vil danne grundlaget for en virkelig varig verdensfred.

Men tilbage til de store facitter. Spørgsmålet bliver nu, om disse facitter kan bringes i overensstemmelse med det daglige liv uden om genfødslen. Det kan de ikke. Intet menneske kan finde en intelligensbegrundet mening med eller retfærdighed i tilværelsen uden om reinkarnationen. Derfor bliver det analysen af ens eget liv, analysen af genfødslen, analysen af at man har eksisteret før denne tilværelse i en evig fortid og skal fortsætte i en evig fremtid, der sejrer. Først når man føjer analysen om reinkarnation og genfødsel til kristendommen, kan man få denne til at stemme overens med det virkelige verdensbillede, der er logisk på alle områder, og først da når man til at se, at det store facit: "Alt er såre godt", både er sandt og kærligt.

Når man først kender mentaliteten bag alle fysiske foreteelser, ser man den overdådige fuldkommenhed bag alt det, der sker, og så får man en helt anden indstilling til livet. Og det er først med denne nye indstilling, at man har mulighed for at kunne opleve Guddommen. Og det er kun gennem oplevelsen af Guddommen, at man bliver et fundamentalt frit væsen, totalt bevidst i sit eget jeg. Denne oplevelse kan man ikke få, så længe man kun ser omgivelserne som "døde" ting. Man må komme dertil, at man ser sine medvæsener, naturen, de "døde" materier som Guds legeme. Og når man ser alt som Guds legeme, så bliver den logiske konsekvens heraf, at alt, hvad man gør imod den eller den, gør man imod Gud. Jeg kan ikke gøre noget, uden at det kommer til at ramme os alle sammen. Hvad De laver, vil komme til at berøre hele verden. Så umådeligt er vi knyttet sammen, så umådeligt afhængige af hverandre er vi, at vi ikke kan røre os, uden at det kommer til at indvirke på vore medvæsener. Hvert suk, der udgår fra os, vibrerer i verdensaltets fjerneste egne. Igennem det kosmiske klarsyn er man i stand til at få den indstilling, igennem hvilken man ser den vældige enhed, vi udgør. Men den rigtige indstilling har De først, når De er nået dertil, at ethvert indgreb i Deres medvæseners kød og blod fornemmes som et indgreb i Deres eget kød og blod. Deres medvæsener og alle Deres omgivelser er det sande billede af Guddommen. De må lære at forstå, at alt hvad der rammer Dem, alt hvad der hænder Dem, alt hvad der bliver sagt til Dem og om Dem, alt hvad De oplever som lidelser eller som velvære, at alt dette udtrykker en samlet korrespondance mellem Dem og Guddommen. Denne korrespondance bliver manifesteret gennem Deres omgivelser, så når De skal indstille Dem på det rette gudsforhold, må De ikke tro, at Gud er et strålende væsen et eller andet sted henne, der en skønne dag vil vise sig for Dem, thi sådan former oplevelsen af Guddommen sig ikke. At se Guddommen som et strålende væsen er at se en gudesøn. Det er et tænkt billede i Guds bevidsthed. At "se" Guddommen er derimod at se omgivelserne som udtryk for en bevidsthed. Men at komme til en sådan oplevelsesform tager naturligvis tid og kræver øvelse, tænkning og erfaringer. Hvis De er tilbøjelig til at blive vred på den eller den, hvis De er tilbøjelig til at lade alt, hvad De oplever af ubehag gå ud over den eller den, så viser dette, at De ikke er klar over, at det i alle tilfælde er Guddommen selv, De har med at gøre. Vi har disse primitive hævntendenser fra dengang, vi levede på et meget lavt mentalt stadium, og fører dem nu med os som vanebevidsthed. Vi tror, at hvis en eller anden forfølger os, og vi så bliver indigneret på vedkommende menneske, at så er det bare et eller andet medmenneske, vi har med at gøre. Men i virkeligheden er det Guddommen, som igennem denne oplevelse ønsker at meddele os et eller andet. Og forfølger vi så vedkommende, er det i virkeligheden Gud, vi forfølger. Med en sådan indstilling er vort gudsforhold endnu af hedensk natur. Hedenskab er nemlig udtryk for de tilstande, hvor vi endnu forfølger den sande Gud, – selv om denne forfølgelse er af ubevidst natur.

I sig selv er det ligegyldigt, om man er bevidst eller ubevidst i Guddommens eksistens, men når man er bevidst i, at alt, hvad man har med at gøre, er Gud, så kan man ikke mere forfølge ham. Betingelsen for det rette gudsforhold er at indstille sig på, at alt, hvad der sker, ikke er noget, der er lavet for at forfølge og pine os. Vi er ikke syndere, der er slet ikke noget, der hedder "synd". Vi kan aldrig komme til at lave noget, vi ikke har lov til at lave. De husker sikkert alle ordene: "Gør du ondt, da ligger synden for døren, gør du godt, da se frit op!" Det er det samme som: "Du kan gøre, hvad du vil, men du må tage konsekvenserne af dine handlinger!" Vi er evige kosmiske kemikere, vi har inden for det område, vi har viden, en fri vilje til at blande de mentale energier, som vi ønsker det, men vi må finde os i, at den materie, vi bruger, virker efter hårfine love, og at vi selv kommer til at opleve de reaktioner, vore blandinger afstedkommer. Det er udtryk for den største kærlighed, at vi selv får lov til at blande energierne efter vore ønsker, og at vi derigennem kommer på sporet af vore tankeblandingers reaktioner. Reaktionerne udgør vore erfaringer. Erfaringsskabelse er således vort liv. På vore selvoplevede erfaringer bygger vi vor skæbne. At det er således, er guddommeligt og har intet med straf at gøre. Men når man forstår, at det er guddommeligt, ser man kærligheden i det, og så forstår man også, at alt det, vi kalder hindringer og modgang, er noget andet, end det ser ud til at være. Mange klager f.eks. over kulden og alle de besværligheder, den afføder. Vi oplever, at fuglene lider nød, og at mennesker omkommer i snemarkerne, og mange mener, at det er "djævelske" kræfter, der er sluppet løs. Men hvad er det, der dør? Det er ikke det levende væsen, for det kan aldrig dø. Det, der "dør", er kun det fysiske legeme, en samling materie, der undergår en forvandling. De væsener, der kommer ud for døden på snemarkerne, har eksperimenteret med stofferne uden at kende loven for deres reaktion. Stofferne reagerer altid som de skal, men ofte på en anden måde, end menneskene tror. Men herigennem kommer menneskene på sporet af loven for stoffernes reaktion og lærer at blande deres tanker og ønsker på en sådan måde, at deres fremtidige liv bliver langt lykkeligere. Tidligere troede menneskene, at krig var en heldig form for kosmisk kemi, og det var det også i en vis zone, men det er det ikke længere. De nuværende begivenheder lærer menneskene at blande de mentale energier på en ny måde. Sagen er den, at menneskeheden i dag ikke skaber krig, fordi den føler sig lykkelig derved, men fordi den tror, at den ved krig kan skabe sig den fuldkomne tilværelse, den evigtvarende fred, som den af hjertet længes efter at opleve. Men freden kan ikke skabes gennem en formering af krigen. Derimod vil der igennem krigen opstå en viden om dens natur, der gør, at kommende slægter vil komme til at se, at krig er noget, der er menneskene uværdigt, fordi det er en fejlagtig kosmisk-kemisk proces, der udelukkende beror på uvidenhed. Krig er en forkert blanding af de mentale energier og skaber lige det modsatte af det, man havde ønsket.

Der var engang, hvor krigen var et ideal. Dengang var man ikke noget rigtigt mandfolk, hvis man ikke omkom ved sværdet, thi kun på den måde kunne man komme i Valhal og nyde godt af dens saligheder i form af flæsk, mjød og Valkyrier. Men sådan er det ikke mere. Nutidens mennesker går ikke i krig, fordi de er lykkelige ved at dræbe, fordi de længes efter at se blod, tværtimod, de vånder sig i krigens gru. Krigen er som en lavine, der er sat i gang, og som næsten ikke er til at standse. De, der begyndte krigen, kunne ikke overse, hvilken verdensbrand den ville forårsage, men den skulle og måtte udløses, for at menneskene kunne få de erfaringer, der er nødvendige, for at de ved selvoplevelse kan komme til at se, at krig ikke er vejen til fred. Men samtidig med at krigen raser hen over kontinenterne, bliver de kræfter, der bevirkede den, brændt ud af dens bevidsthed og organisme. De strenge vintre, vi har haft i de sidste år, er forbundet med krigen. Jordklodevæsenet gennemrystes af en voldsom feber og må derfor mobilisere al sin følelsesenergi for at binde den voldsomt opblussende tyngdeenergi. Da verdensaltets kulde er det samme som det, De ellers kalder "følelse", og "ilden", der frembringer feber og krig, er det samme som tyngdeenergi, ser vi her sammenspillet mellem to af de bærende kræfter i det, der i øjeblikket foregår i jordklodens organisme. Jordklodevæsenet er for tiden inde i en vældig religiøs oplevelse. Den er i færd med at opleve "den store fødsel", og forud for denne oplevelse går der en religiøs krise, der lægger et enormt pres på dens organisme. Dette pres er det, menneskeheden oplever som krig og lemlæstelse. Denne tilstand virker så stor og uoverskuelig for os, fordi vi er mikrovæsener i jordklodens organisme. Men det, der sker, er i virkeligheden ikke andet end den tilbagevendende virkning af den måde, menneskeheden har behandlet materien på. Igennem denne tilbagevending oplever menneskeheden den erfaringsdannelse, der skaber forudsætningen for en virkelig varig fred. Når der i dag på slagmarkerne rundt omkring i verden sker det, at en umådelig mængde mennesker dræbes, så må man ikke tro, at disse mennesker virkelig dør. Det, der finder sted, er blot en materieopløsning. Det er en praktiseret kosmisk kemi, der ikke er i kontakt med de store tilværelseslove. Når menneskene faktisk ønsker en lys og lykkelig tilværelse, så må de også lære livets love at kende, således at de kan lære at blande tankestofferne rigtigt. Uden bevidst kendskab til loven for stoffernes reaktion kan de ikke komme frem til den tilstand, hvor de kan se deres egen udødelighed, opleve deres tidligere tilværelser, se frem i tiden og med deres egne sanser bevidst opleve hele jordens historie. Alt dette kommer de ikke til, før deres indstilling til de mentale energier ændres. Men da det store flertal netop ønsker at udvide deres horisont, ønsker at komme til at leve under andre forhold end de nuværende, er denne ændrede bevidsthedsindstilling allerede nu på vej. Det, vi oplever nu, er virkningen af menneskenes tidligere måde at tænke. Efterhånden som det mentale mørke i verden nu tiltager, vil der komme en umådelig længsel efter en virkelig varig og lykkebringende fred for hele menneskeheden.

Men for at kunne opleve en varig fred, må den først bygges op i ens egen indre verden. Det er ikke nok, at alle krigsførende parter slutter fred, det enkelte menneske kan godt være ulykkeligt alligevel. Den varige fred er ikke noget, man kan få udefra. Den er ikke afhængig af om de, der i dag står i krig mod hinanden, slutter fred. Dybest set er dette slet ikke afgørende for Dem selv. De står højt hævet over materien. Nej, virkelig fred kommer De først til at opleve, når De har sejret i kampen på Deres egen indre front. Når De har nedkæmpet Deres egne lavere naturer og tilbøjeligheder, så kommer den virkelige fred til Deres sind. Ved at indstille Dem på denne kamp, kommer De til at opdage den retning, i hvilken De skal handle. Da vil De se, at dersom De ønsker at høste kærlighed, forståelse og alt det, De hungrer efter at møde i Deres daglige liv og omgivelser, da må De selv så det først. Ønsker De fred, må De ophøre med selv at udløse hidsighed, irritation, raseri og heftighed. Disse tilstande er mentalt tordenvejr og giver ikke fred. Der, hvor De i det daglige liv møder mentalt tordenvejr fra et andet menneskes side, må De sætte ro og ligevægt imod og prøve at være uforstyrret, derved skaber De fred.

For at gøre det lettere for Dem at modstå disse ting, har jeg skabt mine analyser. Disse analyser vil vise Dem, at det er i kontakt med tilværelsens love og dermed logisk at "vende den højre kind til, når man bliver slået på den venstre". Når man ikke har en logisk forklaring på, hvorfor man skal handle anderledes, end man er vant til, har man ikke lyst til at ændre sin handlemåde. Men når man får en logisk begrundelse for denne ændring og desuden får klarhed over, at de mentale energier virker hårfint efter deres bestemmelse, kan man finde sig i enhver form for fornærmelse. Det er meget vigtigt at gøre sig klart, at når nogen gør et eller andet imod os, så gør vedkommende kun noget, som han eller hun absolut er nødsaget til at gøre, fordi vedkommende ikke i det øjeblik kan være anderledes, end han eller hun er. Vi står allesammen i det, De kalder nuet, på højden af vor udvikling, vor viden og vor erfaring, og vi handler i nuet ud fra den virkelige, det vil sige selvoplevede viden, vi sidder inde med. Ud fra vor viden sker vor viljeføring, hvorfra skulle den ellers ske? Da vi alle står på forskellige trin i udviklingen, må vi alle handle forskelligt. At forlange, at vi alle skal handle ens, har intet med logik at gøre. Igennem vor uvidenhed og deraf følgende forkerte tænke- og handlemåde lærer vi lovene for tænkning at kende. Igennem tænkningen ser vi, hvorledes de store religiøse facitter, som er udtrykt i kristendommen, forbinder sig med det daglige, praktiske liv. Med vor egen vågne bevidsthed vil vi efterhånden se, at disse store facitter vil komme til at udgøre det urokkelige fundament for alle fremtidige kulturer. Menneskene vil komme til at anerkende disse facitter, fordi de vil blive analyseret således ud, at ethvert tænkende menneske kan se deres forgreninger ned i enhver form for handlemåde. Og når man med sit eget syn kan se, at dette at være sympatisk og kærligt indstillet er det eneste rigtige, det eneste virkeligt lykkebefordrende, den eneste virkelig logiske handlemåde, ligegyldig hvor ulogisk det så end ser ud udefra, ja så kan man kun indstille sig på at være i kontakt med denne handlemåde. Og ved at indstille sig således, ved at forstå, at hele livsmysteriet er udtryk for et logisk og kærligt Forsyns eksistens, livsytringer og viljesmanifestationer, da begynder man at opleve, at alt er såre godt, at alt kun har kærlighed til formål, og at alt skal resultere i kærlighed, – og dermed er man med til at lægge grunden til en ny verdenskultur.

Selv om De i dag har været ude for en lidelse, hvis hensigt De i øjeblikket ikke kan se, så er denne lidelse ligefuldt med til at forberede denne kærlighedstilstand i Deres eget indre. De mennesker, der har lidt mest, er også de, der forstår og tilgiver mest. Ved at lade være med at tage parti for den ene eller den anden magt, ved at bevare roen og ligevægten uforstyrret, ved at skænke vore omgivelser kærlig forståelse, ligegyldig hvad omgivelserne gør imod os eller mener om os, begynder livet at åbne sig for os, og enheden i det hele viser sig for os. Ved at handle således, kan De pludselig en dag komme til at opleve noget vidunderligt. Som oftest når De mindst af alt venter det. Det kan ske, når De ude i naturen står og betragter et skønt landskab, eller når De sidder hjemme i Deres stue, at De lige med ét føler en umådelig salighedsfornemmelse. Ud fra Dem stråler et vældigt lys, der forbinder sig med omgivelserne, med hele den øvrige verden. De føler det som en vældig ild, der bliver til en flamme. Denne oplevelse kalder jeg en ilddåb, men den er mere end det. Den ville i virkeligheden intet betyde, hvis den kun var et syn, en oplevelse. Men denne oplevelse medfører, idet denne "ild" rammer hjernen, at visse celler eller centrer, der tidligere var latente, nu åbnes, og alt det, der tidligere var uklart for Dem, stråler nu i en umådelig klarhed for Dem. De kommer ud for denne ejendommelige oplevelse, at ligegyldigt hvorhen De retter Deres tanker, udleverer tingene deres hemmelighed til Dem så klart, at De kan analysere alt, hvad De oplever. De ser nu med egne øjne, at "tusind år er som én dag, og én dag som tusind år". De opdager, at "tiden" blot er noget, der hører det fysiske legeme til, at den er en fysisk ting, en skabt realitet, og at det, der virkelig er Dem, Deres jeg, er bag den fysiske krop og aldrig kan forgå. Samtidig med, at dette ildhav omhyller Dem, fornemmer De Guddommen. Dette er ikke så let at forstå, og De vil måske mene, at Guddommen i et sådant øjeblik godt kunne sige: "Jeg er Faderen", for at De bedre kunne være klar over det, men dette kan ikke så godt siges i ord. Når det er den virkelig personlige oplevelse af Faderen, høres det ikke i ord, men det fornemmes med hver eneste nervefiber, at man er stedet for den evige Fader. Når man personlig har oplevet dette, vil det senere være umuligt at se tingene adskilt.

Når jeg står her over for Dem, står jeg over for Guddommen. Selvfølgelig kan jeg skelne Dem enkeltvis, men jeg ser Dem alligevel som en samlet enhed. Jeg ser, at De igennem Deres åndelige udstråling er forbundet med hverandre i et strålende lys. Deres åndelige udstråling er atter forbundet med jordklodens åndelige udstråling, med universets udstråling. Alt er lys, og dette lysocean er Guddommen, og han er indstillet på mig. Han bruger Deres munde og handlinger til at komme inden for mine sanseevners rækkevidde. Alle Deres handlinger og alt det, De siger, forbinder jeg med det, andre siger og gør, og når jeg så undersøger alle disse handlinger og udsagn, viser det sig, at livet i virkeligheden er en samlet levende tankemanifestation, skabt af Guddommen. Jeg kan se, at Guddommen igennem det daglige liv siger noget til mig, derved kommer jeg til at leve sammen med Guddommen, som man lever sammen med sin næste. Jeg taler med Gud, som en mand taler med sin næste. Når man er kommet til dette stadium, da kommer freden ind i bevidstheden. Bevidstheden er da forenet med Guddommen på en sådan måde, at man ser, at alt, hvad der sker, er fuldkommen logisk, at det er Guds kærlighed, der i dag ligger bag den forcerede udvikling, som menneskeheden nu oplever, og som vil føre de forskellige nationer frem til nogenlunde samme trin, for at jorden derigennem kan komme til at opleve en harmonisk samfundsordning. Hvis denne udvikling ikke blev forceret, ville det vare længe, før der blev tale om en virkelig væsentlig forandring. Hvis lidelserne ikke var så koncentrerede, som de nu er, ville menneskene kunne leve i århundreder uden at komme i berøring med den oplevelse, jeg lige har fortalt Dem om. Denne forcerede udvikling vil føre til, at jordens stater går op i en højere enhed, en tilstand som ikke kunne finde sted uden alt det, der sker i dag.

Men der må være nogen til at fortælle menneskene om alle disse ting, til at hjælpe dem lidt på gled, ellers kunne de fortsætte med at leve uden at lære de kosmiske love virkelig at kende. Man kan ikke møde Guddommen der, hvor man hader og forfølger, der, hvor man nærer antipati mod nogen eller noget. Der, hvor man gør det, lukker man sine sanseevner til, så at man ikke kan komme i kontakt med Guddommen. Derfor er det en betingelse for at komme til at "tale" med Gud, at man renser sig ud for alle dræbende tilbøjeligheder og bliver indstillet på at være kærlig og tilgive. Denne indstilling er ikke så svær at erhverve sig, når man ved, at det enkelte menneske ikke kan være anderledes, end det er. Man bliver dog ikke vred på en tidsel, fordi den er en tidsel og derfor stikker, hvis man kommer for nær til den. Men når det drejer sig om mennesker, tror man ofte, at en "tidsel" godt kunne være en "viol", men lige så lidt som i planteverdenen en tidsel kan være en viol, lige så lidt kan menneskene være noget andet end de er. Menneskene er lige så forskellige som blomster og planter. Nogle mennesker har egenskaber, der kan resultere i ubehag for andre og for dem selv; andre har egenskaber, der kun befordrer glæde og lykke. Hvis vi begynder at bombardere dem, der er "onde", med moralprædikener og forlanger, at de omgående skal blive anderledes, er vi i virkeligheden ikke bedre selv. Vi må lære at forstå, at omgivelserne er ét eneste stort flammehav af lys, et ocean af viljekraft, af kærtegn fra Guddommen. Der, hvor vi bliver vrede og hidsige mod dem, der føler antipati imod os, der splintrer vi vor gudsbevidsthed og går glip af den oplevelse, jeg før skildrede. Dette betyder ikke, at man skal råbe hurra for alt det ubehagelige, man oplever, men kun, at vi skal lade det være der, hvor vi ikke magter at forbedre det ved kærlighed og forståelse. Kun der, hvor vi evner at forbedre tingene ved kærlighed, har vi vort arbejdsfelt.

Der står skrevet, at vi skal elske vor næste som os selv. Men vor næste er ikke blot den, der står os nærmest, vor næste er alle vore omgivelser. Materien består af levende væsener, den er en del af Guds legeme. Men Gud har ingen form, han er, hvis De forstår det, alle formers form. Ligegyldigt hvad man ser, så er det Guddommen. De forskellige mennesker, planter, dyr, mineraler, molekyler, atomer, elektroner osv., alt er Guds legeme, hans sanseorganer, igennem hvilke han åbenbarer sig. Hvis det ikke var således, ville billedet af Gud skrumpe ind til en ufuldkommen timelig foreteelse. Da alt, hvad der er til, er Guddommen, kan man kærtegne Guddommen hvor som helst, og først når man kan det, har man det rigtige billede af Gud som identisk med alle vore omgivelser.

Som jeg før fortalte Dem, hviler naturmenneskets forhold til Guddommen på automatfunktion, det er ikke i stand til med sin vågne bevidsthed at fatte den virkelige sammenhæng. Kulturmennesket af i dag har fjernet sig så langt fra Guddommen som overhovedet muligt, men denne tilstand har ført til lidelse og atter lidelse. I Jesu beretning om den fortabte søn, som kom tilbage til faderen efter først at have "ædt sammen med svinene", har vi en glimrende illustration af nutidens menneskers gudsforhold. Når man "æder sammen med svinene", hvilket vil sige manifesterer dyrisk tænke- og væremåde, så dyrker man hedenskab. Vi behøver ikke mere at dræbe for at leve. Vi behøver langt mindre at dræbe vore medmennesker. Derfor er det nødvendigt at komme ind på, hvorledes man skal vænne sig af med disse ting, ikke alene i de grovere former, men også der, hvor det f.eks. kun er 10 % mord. Alle mørke tanker er mord i mindre målestok, og derfor gælder det om at nå frem til at holde alle mørke og nedbrydende tanker borte og kun være indstillet på at elske sin næste som sig selv.

De må lære at indstille Dem på, at på samme måde som De altid er omgivet af fysiske væsener, er De også omgivet af en mængde for Dem usynlige væsener. De er aldrig overladt helt til Dem selv, De befinder Dem altid, bevidst eller ubevidst, i en korrespondance med Guddommen. De må vide, at ligegyldig hvilke øjne De ser ind i, er det Guddommens sanseredskaber, De møder. Hvad De så end oplever, er det Guddommen, der taler til Dem. Mange mennesker er ophørt med at bede, fordi de tvivler på bønnens værdi. Denne indstilling er meget forkert. Bønnen er det værdifuldeste meddelelsesmiddel mellem Guddommen og gudesønnen. Når De lærer at forstå, at de ting, jeg her har fortalt Dem, er sande, vil De få fred i Deres bevidsthed. Da vil De komme ind i en sansetilstand, i hvilken der er fred og ligevægt. Jeg har fuldstændig fred og ligevægt i min bevidsthed, lige meget hvor svær krigen end er. Jeg ved, at det vil blive de lyse kræfter, der sejrer i den kamp, der i dag raser i verden, og at de vil komme til at befordre en "ny himmel" og en "ny jord". Jeg ved, at kun det fuldkomneste vil ske, og så kan jeg kun lovprise Guddommen.