Jeg vil derfor her gerne gøre bekendt, at jeg aldrig har benægtet, at menneskene muligvis ville blive i stand til at sende livløse, af fysisk materiale fremstillede objekter til månen. Derimod må jeg stadigt som kosmisk analyse udtrykke, at det vil være ganske umuligt for et jordisk fysisk menneske totalt at træde ud af jordens for mennesket bestemte fysiske livsbetingelser. Da disse absolut ikke findes på månen, er det således i realiteten kosmisk set umuligt for det jordiske menneske fysisk at leve på månen. Dennes livsbetingelser for levende animalske væsener er forlængst ophørt, og den er afgået ved døden og er således et klodelig. Et lig her på jorden i menneskespiralen er som regel kun beregnet til "ådselæderi", hvor intet andet sker med det. At dette princip i sin dertil egnede form udgør en undtagelse i "klodernes spiralkredsløb" er der ikke nogen som helst grund til at antage, og i særdeleshed ikke, når man ser den lovprisning, menneskene i dag udfolder med hensyn til deres forventede måne- og rumrejser.

Når man nu hævder, at menneskene har været på månen og udmærket kan leve på dette klodelig, er det i absolut kosmisk forstand en fejlvurdering.

Det er en kendsgerning, at der nu har været mennesker, der i rumfartøjer og rumdragter har været på månen. Men i dette hermetisk tætte rumfartøj og i de ligeledes hermetisk tætte rumdragter havde de opmagasineret deres jordiske livsbetingelser, hvilket vil sige: luft, ilt,vand, fødemidler, klæder, fodtøj, lys, varme, kraftelementer og andre for mennesket livsbetingende jordiske fysiske objekter. Astronauterne eller rumflyverne var således i rumskibet hermetisk indelukkede i jordens atmosfære og livsbetingelser for deres fysiske eksistens som levende væsener, akkurat som fisk i et akvarium. Ved hjælp af en menneskemængde på mange hundrede personers medvirken og en overlyds kæmpekraftkilde og et økonomibjerg på milliarder lykkedes det menneskene at få dette "akvarium" eller dette lille stykke afskårne jordklode til månen. For astronauterne var det den visse død at vove sig ud af nævnte lille stykke jordklode og tilhørende hermetisk tætte rumdragter, de måtte være indelukkede i, ligesom fiskene i akvariet.

Det er også rigtigt, at de var ude at vandre på månen, men de var dog stadig hermetisk indelukkede i rumdragterne og var således på deres "månevandring" ikke ude af jordens livsbetingende beskyttelse. De var ikke et eneste øjeblik ude af deres jordiske makrokosmiske isolation. Der var gjort alt, for at de netop ikke skulle komme ud af den og ind i måneligets livløse og for mennesket dødbringende sfære. Selv med denne sikring kunne det dog ikke garanteres, at rumfarerne ikke på anden måde kunne omkomme. Flere astronauter er allerede omkommet ved denne usikre færd ind i en bevidsthedsdimension, de hverken havde medfødt krop eller sanser til at leve i. Det kan således absolut ikke udtrykkes som en virkelig korrekt kendsgerning, at menneskene har været på månen og kan leve der. Måneastronauterne har ikke et eneste øjeblik været udenfor grænsen af jordens virkelige fysiske område. Overstigelsen af denne grænse vil medføre den absolutte fysiske død. Det er rigtigt, at de har været meget tæt ved månen, så tæt som tykkelsen af deres rumdragt har tilladt, men dette forandrer absolut intet i princippet. De var stadig udenfor månens dødssfære og indelukket i deres egen jordiske livssfære. Men de har, takket været rumfartøjet, været i stand til at gøre deres fysiske iagttagelser af månens detaljer på meget nært hold og ligeledes jorden ude fra verdensrummet. Disse iagttagelser var dog stadig urokkeligt gjort ved jordisk, fysisk mulighed og livsbetingelse.

Da jordmenneskets fysiske organisme eller legemsstruktur af i dag umuligt kan leve uden for jordens fysiske livssfære, og denne livssfære absolut ikke findes på månen, kan intet som helst fysisk menneske træde ud af nævnte livssfære uden fysisk at dø. Dette vil altså igen sige, at ingen som helst måneastronaut vil kunne afklæde sig sin hermetisk tillukkede rumdragt og åbne sit rumfartøj og træde ud på månen og dermed træde ud af jordens i rumfartøjet for ham opbevarede jordiske livsbetingelser, uden at dette for ham uundgåeligt vil betyde en brat afslutning på hans fysiske livsoplevelse eller den såkaldte død.

Men menneskene håber, de kan opfinde et middel, med hvilket de i heldigste tilfælde kan ophæve alderdommen. De tænker også på muligheden af at kunne nedfryse mennesker i lange tidsrum og derefter atter at kunne tø dem op til liv og virksomhed, for på denne måde at forlænge deres fysiske levetid. På denne måde skulle de så kunne forlænge de rumrejsendes liv og dermed gøre dem til kvalificerede skiftehold til betjening af rumskibet og dets passagerer. Disse sidste må naturligvis også gennemgå en nedfrysning eller en eventuelt anden opfundet livsforlængelsesmetode for at kunne overleve sådanne årtusinders eller lysårs lange rejser i uendelighedens tomrum mellem solsystemerne og mælkevejene i det evige verdensrum.

Og det var analysen af klodespiralområdet, hvortil også månen henhører jeg havde valgt som mit første objekt for min nyfødte kosmiske sansevne. Men det gik hurtigt op for mig, at menneskene først og fremmest måtte have en forklaring på selve menneskespiralen, der er deres primære kosmiske hjemsted og hvor alle deres erfaringer og viden stammer fra. Her var der større mulighed for, at menneskene ville forstå mine analyser, end analyserne for overliggende og for dem helt fremmede spiralkredsløb. Jeg fik impulser, der gav mig evne til at forstå, at jeg først og fremmest skulle kosmisk analysere det materiale, som menneskene med deres erfaringer eller selvoplevelse kunne acceptere og forstå.

Jeg følte derfor, at disse analyser ikke skulle frigives foreløbig, men henlægges til eventuel senere brug. Mange år senere fik jeg også nogle meget stærke og omfattende oplevelser af klodespiralerne, ja et ligefrem gigantisk udsyn over 18 klodespiraler. Og jeg fik også skabt en del symbolmateriale over disse analyser. Men her gjaldt det også, at disse ikke foreløbig skulle frigives. Dette materiale er også henlagt til eventuelt senere brug. Denne henlæggelse skyldes, at jeg først skal have klargjort alt det kosmiske materiale, der for tiden er absolut livsvigtigt for menneskenes nuværende udvikling til opnåelse af kosmisk bevidsthed. Det foreløbig henlagte materiale er nemlig ikke livsvigtigt for udvikling til opnåelsen af denne bevidsthed. Det er kosmisk materiale, menneskene selv kan opleve, når de har fået kosmisk bevidsthed. Men hvis jeg kan nå at manifestere mere end det beregnede kosmiske materiale, der total giver livsmysteriets løsning, vil jeg meget gerne fortsætte med at åbenbare de allerhøjeste sfærer, så menneskene på forhånd kan få en lille tillægsudsigt ind i verdensbilledets evighed og uendelighed og Guds almægtighed. Men det ligger i Guds hånd om jeg kan blive på det fysiske plan så længe, at jeg kan nå at manifestere dette.

Jeg vil dog gerne udtrykke, at jeg beundrer menneskenes meget geniale skabeevne, og at de har kunnet nå frem til at foretage denne lille kosmiske mikrorejse i vort solsystem og den heraf affødte store ønskedrøm om meget større rejser i det uendelige verdensrum. Det er meget ejendommeligt for mig at se, hvor energisk menneskene i fantasien spekulerer over, hvordan de kolossale dødssvælg, der spærrer til disse verdener, vil kunne overvindes. Rent fysisk set er mennesket næsten som en loppe, der i kraft af sin springbegavelse mener at kunne nå frem til at springe buk over Eiffeltårnet. Det endnu mere interessante er, at denne megen rumrejsesnak og energi virkelig kan symbolisere menneskenes kommende kosmiske fremtid. Og at de vil komme til at få disse enorme fremtidsdrømme opfyldt til overdådighed, men ikke på denne side af lysets hastighed, og ikke af mennesker, hvis polsystem og manglende kosmiske sansesæt endnu er en hindring for oplevelse i livets højdimensioner, er en hindring for passagen frem og tilbage over grænsen for lysets hastighed, er en hindring for materialisation og dematerialisation.

Denne beretning, jeg her har givet af menneskets mærkelige fremtidsforestillinger om måne- og rumrejse, omskabelse af tid og overvindelse af rumafstande i lysårsudstrækning, besøg på fremmede beboede kloder eller verdener, og om endnu flere store næsten mirakuløse fremtidobjekter, kunne se ud som ironi eller satire, men det er det absolut ikke. Det er heller ikke den rigtige sandhed om fremtiden, men det er en manifestation der peger hen på Guds plan, som gennem Kristus nu snart i to tusinde år er forjættet menneskene, til at opleve en tilværelse hvor de er hævet eller frigjort fra de nuværende fysiske jordiske bånd. Altså alle de hindringer, de nu så stærkt spekulerer over og kæmper for at overvinde.

Det er let at se, at denne mentalitetstilstand er baseret på længsler efter den mentalitet, hvorved mennesket engang skal opfylde Guds bud om væsenets tilblivelse til mennesket i Guds billede efter hans lignelse. Hvad er det for et menneske? – Det er netop et menneske, der er hævet over tid og rum, hævet over eller frigjort af jordiske fysiske bånd. Det er et menneske, der med sin blotte tanke kan skabe i materien. Det kan leve både i den fysiske verden og den åndelige verden. Det er hævet over at fødes af kvinder. Det kan ved sin tankes kraft materialisere sig i et fysisk legeme, ligesom det ligeså let kan dematerialisere sig og være i den åndelige verden.

Tror man ikke, disse længsler efter at komme ud i rummet, efter at blive herre over materien er begyndende svage tegn på modtageligheden for netop en ny bevidsthedsdimension, der er højt hævet over den fysiske verden, en bevidsthedsdimension i hvilken al skabelse udelukkende sker ved tankekraft alene og ikke ved noget som helst besværligt fysisk arbejde. Mennesker tænker tingene, så står de der. Det er en mirakelevne, der er resultat af menneskenes millionårige lange fysiske tilværelse, gennem tusinder af jordliv i hvilke de netop har lært at tænke. Det er denne ophøjede verden, menneskene igennem religioner på uintellektuel og primitiv måde har fået forudsagt eller forjættet en meget lille del om. Denne verden er menneskene nu kommet så nær, at de selv begynder at få længsler i deres indre efter den, uden i virkelighed at vide, hvad det er, der sker med dem. Det er denne kommende verden, der er hjemstedet for "mennesket i Guds billede efter hans lignelse". Vi er her i "Himmeriges rige", vi er her i verdensaltets primære livsoplevelses- og skabelsescenter, vi er her et med den evige Guddom, verdensaltets mentalitetsudfoldelse i kulminerende "alkærlighed".