Hvad er det egentlig, der her er sagt? – Hvem er en rig mand? – En rig mand er en mand, der begunstiget af Forsynet er kommet i besiddelse af større eller mindre mængder af materielle værdier ud over det, et naturligt dagligt liv i hans samtid koster. Formuebesiddere hører altså alle uden undtagelse under kategorien "den rige mand". Men hvad er da "Guds rige", ind i hvilket den rige mand altså ikke kan komme? – Guds rige er bevarelsen af det naturlige velvære under passagen igennem dødsprocessen, de åndelige sfærer mellem de fysiske inkarnationer. Vi skal alle sammen dø. Men denne død er ikke nogen død, men en oplevelse af vor samvittighed. Det er opnåelse af et naturligt velvære ved vor naturlige besiddelse, vore kropslige og mentale goder, vore humane talenter og anlæg, vor samlede normale skabeevne og væremåde. Ud over dette ejer vi ikke noget som helst. Men igennem den naturlige brug af vore medfødte talenter tilegner vi os besiddelse af retten til det daglige brød, hvilket vil sige de naturlige fornødenheders tilfredsstillelse. Men at eje hundreder eller tusinder af gange materialer, som skal til for at dække denne tilfredsstillelse, kan aldrig nogen sinde være retmæssigt. Det kan kun ske i kraft af fejlagtig samfundsstyrelse, fejlagtig livsopfattelse. Intet som helst kosmisk bevidst væsen kan tænke sig at eje noget. Ja, de føler ligefrem lede ved denne tanke. Den største i himmerigets rige vil derfor altid være det materielt set fattigste menneske. Udtrykte ikke Kristus denne sin tilstand, der hvor han siger: "Ræve have huler, himlens fugle reder, men menneskens søn har ikke det sted, hvortil han kan hælde sit hoved". Og var han ikke ved sin fødsels tilknytning til krybben indviet til denne tilstand lige fra sin spædeste alder? – Nej, der er ingen kosmiske væsener, der kan tage rigdom højtideligt. Det er kun det lille, bange menneske, for hvem livet i Guddommen endnu ligger i svøb, ikke er blevet til levende virkelighed. Det tror, det kan redde sin sjæl med penge. Det forstår ikke, at selv om det er millionær, er dette i virkeligheden kun et spindelvæv. Ingen materielle værdier ud over det daglige, naturlige behov kan være beskyttelse, så længe det fornemmes som ens absolutte ejendom og i kraft heraf udelukkende bruges til at tilfredsstille ens eget ulovlige begær med, f.eks. ved at købe juveler og andre fristelser og ønsker. Ser man ikke her, at mennesker undertiden klamrer sig til materien, til de døde og livløse ting, og tror, at de er mere beskyttede bag en velfyldt bankkonto end bag indlevelsen i gudsbegrebet.