Jeg har tidligere beskrevet, hvorledes mennesket adskiller sig fra dyret ved, at der i førstnævntes bevidsthed eller mentalitet forekommer to store livsprincipper, der er hinandens fuldstændig diametrale modsætninger, medens dette slet ikke er tilfældet hos dyret. Det ene af disse to livsprincipper, der således forekommer i menneskets mentalitet, er det samme som det, ved hvilket dyret oplever livet. Dette princip koncentrerer sig i kulminationen af selviskhed og betegnes som "selvopholdelsesdriften". Medens dette princip er en livsbetingelse og derfor en dyd hos dyret, er det en forbandelse for mennesket. Det er dette princip, der befordrer absolut alt, hvad der kommer ind under begrebet krig, "ulykkelige skæbner", sorg, lidelse og ulykke. Det er dette princip, der bevirker, at vi skal have lås og slå for vore døre og gemme værdier i stålbokse, samt nødvendigheden af opretholdelsen af politi og militær samt tugthuse og straffeanstalter. Når alle lidelser og ulykker således skyldes dette dyriske princip i mennesket, er det jo mennesket selv, der er sin egen værste fjende. Det er mennesket selv, der er sin skæbnes inderste årsag og ophav. Dette dyriske livsprincip skaber altså en ren forbandelse overalt, hvor det behersker den menneskelige viljeføring, medens det hos dyret er det absolut normale livsprincip og her skaber de for dyret nødvendige livsbetingelser, ja livsbetingelser, uden hvilke dyret absolut ikke ville kunne have nogen som helst form for oplevelse af en livsform, der for dyret kan betyde lykke.

I mennesket er der altså foruden dette dyriske princip et andet livsprincip, der som nævnt er det dyriske livsprincips totale modsætning. Det befordrer livets opretholdelse i kraft af uselviskhed. Det kommer derved til at betinge, at ethvert menneske bliver til glæde og velsignelse for sine omgivelser, at enhver lokalitet i helheden udelukkende skal være til gavn for denne helhed, og befordrer dermed det store universelle facit i universet eller alle eksisterende videnskabers store hovedfacit, nemlig dette: "Alt er såre godt". Dette facit er universets grundtone eller fundamentale bølgelængde. At dyret ikke kan blive ved med at være et dyr, bliver således mere og mere forståeligt, alt eftersom man begynder at få et mere og mere fundamentalt overblik over livets store førende detaljer. Når den dyriske tilstand således har sin kulmination og sande berettigelse og kun hos disse væsener kan skabe lykke, medens den er til gene, ulykke og lidelse og dermed til forbandelse for mennesket, er det dermed synligt, at den er totalt uværdig for det menneskelige væsen, ja yderligere, at dette væsen i virkeligheden kun er menneske, i samme grad som det netop kan aflægge de dyriske vaner og tilbøjeligheder og befordre sit liv på uselviskhedens princip. Det jordiske menneske er således et overgangsvæsen mellem dyret og mennesket. At blive et virkelig fuldkomment menneske er altså det foreløbige mål med menneskets udvikling, dets oplevelse af de af det selv bevirkede ubehagelige erfaringer, ulykker og lidelser.

Efter at være kommet så vidt bliver det næste store spørgsmål dette at få virkelig klarhed over retfærdigheden i verden. Det eneste virkelig fundamentale facit, det almene menneske besidder, er jo dette, at det eksisterer, og at tilværelsen er fuld af lidelser, sorger og bekymringer. Det ser, at børn fødes eller kommer til verden og begynder at lide allerede i den spæde alder, får forældre, der giver det en ulykkelig barndom i sult og elendighed, laser og pjalter, ja ligefrem opdrager det til at være på kant med samfundets love. Andre børn fødes hos rige, ansete, ærede og agtede borgere, bliver opdraget i kærlighed og dermed i kultur og retskaffenhed, totalt skånet for alle økonomiske eller materielle bekymringer. Atter andre børn fødes til sygdom og lidelse, til en tidlig død, samtidig med at nogle fødes til en vældig sundhed og til et langt liv i velvære. Når dertil kommer, at det endnu i overordentlig stor udstrækning ser ud til, at de mest hensynsløse og ufølsomme individer lettest kommer på toppen og tvinger andre ind under deres magt, så de kan udnytte disse og således leve højt på andres evner og arbejdskraft, og at de svage dermed bliver trampet ned eller berøvet enhver mulighed for at få adgang til samfundets højeste materielle goder, er det ikke let at se, at "alt er såre godt". Når man således er forhindret i at se retfærdigheden i naturen eller tilværelsen, er det klart, at det således ufærdige, lidende og undertrykte menneske føler sig selv som martyr, som et uskyldigt offer for tilfældighed. Det giver visse andre mennesker skylden for sine lidelser og retter bebrejdelser mod Forsynet eller selve livet og bliver således i kraft af denne livsfilosofi i allerhøjeste grad yderligere i disharmoni med livet. Denne disharmoni kan igen føre til had og hævn imod de formentlig skyldige, til mord og drab, rent bortset fra, at det jo også i mange tilfælde fører til selvmord.

Som en modvægt imod denne fejlagtige opfattelse af livet eksisterer religionerne, troen på en retfærdig Guddom. Men da begivenhederne efterhånden er blevet så drastiske og ulykkebringende, at retfærdigheden så at sige ikke er tilgængelig for almindelig sansning, har millioner af mennesker tabt evnen til at tro på religionernes forkyndelse. Dette gælder ikke blot inden for den kristne kirke, men også inden for både buddhisme og islam. Den videnskabeligt opdragede ungdom over hele verden kan ikke mere mentalt eller sjæleligt føres ved religion. Når religionerne således er ude for et voksende frafald af deres tilhængere, skyldes det den omstændighed, at de ikke er baserede på at forklare livets store sandheder videnskabeligt. De er ikke baserede på at nære forstanden, men kun følelsen. Derfor vil deres rolle være udspillet eller tilendebragt, i samme grad som individet får udviklet sin intelligensevne og fordrer sandheden intelligensmæssigt eller videnskabeligt detaljeret eller analyseret. Religioner kan ikke opfylde dette ønske. De kan kun give sandheden i form af facitter. De hellige bøger og religiøse overleveringer er således i virkeligheden kun en slags sandhedens facitbøger. Men de videnskabeligt indstillede væsener eller de virkelige sandhedssøgere er ikke tilfredse med facitter, de ikke selv kan udregne. De vil se disse facitter udregnede. De er ikke vant til i skolen kun at skulle lære facitterne at kende igennem facitbøger. Tværtimod. Her må de selv pænt lære at finde ud af facitterne og bagefter igennem facitbøger få konstateret, at de af dem selv udregnede facitter er rigtige. Og med denne vaneindstilling er det ikke så mærkeligt, at troen på de store livsfacitter heller ikke kan blive noget fundamentalt livsfundament for sådanne væsener. Først når de ser, hvorledes de nævnte store livsfacitter kan udregnes og dermed blive til kendsgerning, kan de blive til urokkelige livsfundamenter. Og vi må derfor vende os bort fra disse store igennem vor børnelærdom tillærte facitter og så begynde at se på selve livet, vor egen daglige oplevelse, vore egne erfaringer, og se, hvad livet her har at fortælle os, se om resultatet af denne vor forskning kommer til at stemme overens med de tusindårige facitter, thi udelukkende kun herigennem vil det fra religionerne frafaldne menneske komme tilbage til virkeligheden og finde fred og dermed livslyst og velvære ved at være til.

Mit foredrag har, ligesom alle mine øvrige foredrag, altså til formål at vise, hvorledes man uden om religion, hellige bøger, profeter og vismænd kan komme til disse sandhedens evige facitter. Vi har set, hvorledes mennesket har de to naturer i sig, "det onde" og "det gode", hvilket igen henholdsvis vil sige den dyriske natur og den menneskelige natur. Disse to naturer er altså blevet realistiske kendsgerninger for os. Det er ikke en opfattelse, der er et resultat af menneskelig fantasi eller overtro. Det jordiske menneske er et væsen, der i sig har de to naturer, og for hvilket, den dyriske natur er en forbandelse, en gene, der forårsager dets ulykkelige tilstande. Det bliver dermed yderligere til kendsgerning eller virkelighed, at det derfor vil være ikke blot logisk, men absolut påkrævet at underminere den dyriske og udvikle den menneskelige natur i sig selv. Vi skal senere komme tilbage til at påvise, hvorledes naturen også selv forklarer os, hvorledes vi skal bekæmpe denne dyriske natur. Nu skal vi derimod beskæftige os med et andet af de store kosmiske facitter, nemlig individets evige eksistens.