I vor manifestation og tale udtrykker vi hele tiden dette "Jeg" som det bestemmende over vore handlinger, det bestemmende over vor vilje, ligesom vi også udtrykker det samme "Jeg" som det, der begærer og ønsker, som det, der bliver glad eller bedrøvet. I alle vore egne situationer udtrykker vi os selv ved dette "Jeg". Da dette "Jeg" udtrykker eller tilkendegiver sig ved hjælp af sit fysiske legeme, ligesom det samme legeme er redskab for dets sansning eller oplevelse, bliver det levende væsen således her synligt som et "Noget", der har et redskab for sansning og manifestation. Samtidig bliver det også en kendsgerning for os, at dette redskab er skabt. Det har haft en begyndelse, ligesom det også vil få en afslutning. Dette redskab er således tids- og rumdimensionelt. Vi ser, det udgør én eneste stor kombination af organer, beregnede hvert til sit formål, således at nævnte "Noget" eller "Jeg'et" kan bruge det til skabelse af sin oplevelse og manifestation. Da dette redskab, altså væsenets fysiske legeme, er bygget op af fysiske materier, kan det akkurat ligesom andre fysiske skabte ting komme ud for læderinger eller beskadigelser. I samme grad, som redskabet er beskadiget, ophører det altså med at være redskab for det pågældende "Jeg". Beskadigelserne kan være så store, at redskabet er totalt ubrugeligt for "Jeg'et". Og redskabet, hvilket altså vil sige: organismen eller det fysiske legeme, bliver som før nævnt udskilt fra "Jeg'et". Dette bliver altså befriet fra denne organisme, som det nu ikke mere kan have det mindste udbytte af. Ja, det ville jo være en ganske forfærdelig gene for "Jeg'et", hvis det ikke netop blev befriet fra dette ubrugelige redskab.