Når døden kun udgør en sådan befrielse og ikke er et totalt ophør af det levende væsens eksistens, hvorfor har naturen eller Forsynet så ikke givet væsenet sanser, ved hvilke det kunne erkende denne befrielse eller "dødens" sande natur og derved blive skånet for den dødsfrygt eller rædsel for "døden", som det ellers lever i? Hertil er der det at svare, at sådanne sanser virkelig er på vej i den jordmenneskelige psyke. Væsenerne er jo under udvikling, og denne udvikling vil i allerhøjeste grad give menneskene sanser, igennem hvilke de ikke blot oplever deres egen udødelighed, men også løsningen på alle de psykiske gåder, der i dag knytter sig til deres fysiske livs eksistens og deres skæbnetilstand for til sidst helt at få kosmisk bevidsthed og blive et med Gud og derved komme til at fremtræde som den totale opfyldelse af Guds plan med det levende væsen, nemlig: mennesket i Guds billede efter hans lignelse.