Normalt kommer døden først, når væsenet er "mæt af dage". Da den fysiske organisme er et skabt eller opbygget redskab for væsenets fysiske sanseoplevelse og manifestation, må dette redskab ligesom alle andre fysiske, skabte redskaber være genstand for slitage. Det er denne slitage, der bevirker væsenets "alderdom". Når denne slitage er nået så langt frem, at organismen ikke mere er et tilstrækkeligt redskab for væsenets fysiske oplevelse, bliver det automatisk frigjort fra det førnævnte "Noget", for hvilket det har været redskab. At dette "Noget" bliver befriet fra en organisme, der er så svækket, at væsenet ikke mere kan orientere sig eller klare sig ved egen hjælp på det fysiske plan, kan da kun være en guddommelig velsignelse for det samme "Noget". Og derved bliver "døden" en behagelighed analog med de andre nævnte livsprocesser, der også var en nydelse eller behagelighed. Når væsenerne ikke desto mindre er bange for døden, er det således, som før nævnt, udelukkende fordi de opfatter sig som identiske med deres fysiske legeme og tror, at dette legemes undergang er deres egen undergang. Hvis ikke væsenet var offer for denne overtro, ville det være henrykt ved tanken om den befrielse fra et svækket eller læderet og ubrugeligt fysisk legeme, som "døden" i sin normale eller naturlige form er.