Verdensfredens skabelse
Artiklen: Jeg'et og evigheden
4. KAPITEL
Hvorfor skulle "døden" ikke være en nydelse ligesom alle andre normale livsprocesser?
Da døden er en for alle fysiske, levende væsener almengældende proces akkurat ligesom de levende væseners fødsel, deres mættelse af sult, deres slukning af tørst, deres afføring, deres søvn og andre af de permanent gældende daglige livsprocesser, viser det sig her, at der er noget forkert med hensyn til væsenets frygt for døden. Det er en kendsgerning, at det er en nydelse eller velbehagelighed for væsenet at opleve de nævnte permanente daglige livsprocesser. Det er en nydelse at få mættet sin sult og slukket sin tørst, lige såvel som det er en nydelse at have afføring, når man trænger til dette, og hvile og søvn, når man trænger til det. Normalt nærer man absolut ikke frygt for disse processer, tværtimod, de er som nævnt en nydelse eller behagelighed. Hvorfor nærer menneskene da frygt eller rædsel for "døden"? Hvorfor skulle den ikke være en nydelse for væsenerne akkurat ligesom de andre nævnte livsprocesser? Den er i lige så høj grad en udløsning af noget for væsenet livsvigtigt, som udløsningen af mættelse af sult, søvn og afføring er det.