Da det "Noget", som før beherskede organismen og bevirkede, at denne var levende, er noget totalt usynligt for fysisk sansning og derfor kun kunne erkendes igennem dets tilstedeværelse som behersker af den fysiske organisme, der nu er blevet et lig, er der i stor udstrækning opstået den overtro eller falske forestilling, at dette usynlige "Noget" var identisk med organismen. Man opfattede således det fysiske legeme som identisk med selve det levende "Noget", der åbenbarede sig igennem organismen. Ja, man fattede slet ikke dets eksistens, eftersom det ikke var tilgængeligt for fysisk sansning. Og når man ikke anerkendte dette "Noget", var der kun organismen tilbage, eftersom man kun kunne anerkende det, der var fysisk synligt eller tilgængeligt for fysisk sansning. Og med denne misforståelse kunne væsenerne kun få det indtryk, at organismens undergang var det levende væsens undergang. Og med udsigt til en sådan undergang af sig selv og sit liv var døden ikke særlig opmuntrende og er heller ikke den dag i dag særligt inspirerende eller befordrende af livsglæde. Jo bedre et menneske har det her på det fysiske plan, og jo mere lykkeligt det er ved fysiske eller materielle goder, desto større er dets frygt for at skulle "dø", fordi det netop tror, at denne "død" er et totalt ophør af dets liv og eksistens.