Væsenet bag organismen er et kosmisk væsen og eksisterer således hinsides tid og rum. Det udgør ikke en skabt ting, men udgør derimod det "Noget", der er organismens ophav og "Skaber", og som benytter den som redskab for sin manifestation og oplevelse af livet. Men da skabelse kun kan være en frembringelse af tid og rum, kan "Skaberen" således ikke selv være identisk med tid og rum. "Skaberen" må eksistere før det skabte, thi hvordan skulle det skabte ellers være blevet til? Men når "Skaberen" kan eksistere før det skabte, er denne eksistens ikke afhængig af det skabte. Nævnte "Skaber" vil derfor lige så godt kunne eksistere, efter at det skabte er ophørt med at være til, som nævnte "Skaber" kunne eksistere, før det skabte blev til. Denne "Skaber" eller dette "Noget" er det samme som "Jeg'et" i ethvert levende væsen. Dette "Jeg" med sin inderste kosmiske struktur er således aldrig nogen sinde blevet til, men har fra evighed af altid været til og vil ligeledes i al evighed fremover evigt være til. Da det levende væsens indre kosmiske struktur og "Jeg" udelukkende kun kan udgøre "Skaberen", kan det absolut ikke være identisk med "det skabte". Det er således absolut hævet over alt, hvad der er tids- og rumdimensionelt. Det er derfor, det kun kan udgøre analysen "Noget, som er", hvilken analyse er nøjagtig den samme som "evighedens", der også kun kan udtrykkes som "Noget, som er". "Jeg'et" i det levende væsen er således identisk med evigheden. Begrebet "evigheden" er ganske rigtigt udtryk for ubegrænset eller uendelig tid, men uendelig tid såvel som uendeligt rum kan umuligt eksistere. Så snart en tings analyse overgår til kun at kunne udtrykkes som "uendelig", eksisterer analysen ikke længere som en analyse af tingen, men udgør derimod udelukkende kun et udtryk for tingens ophav eller "Skaber", der netop er det absolut eneste, der kan eksistere uden for det tids- og rumdimensionelle, eftersom dette kun kan eksistere som et produkt frembragt af nævnte "Skaber". Derfor ser vi netop også, at evigheden såvel som uendeligheden har nøjagtigt den samme analyse som "Skaberens Jeg". De kan kun udgøre "Noget, som er". Da denne analyse også er udtryk for Guddommens højeste kosmiske identitet, er alle eksisterende levende væsener hver især, såvel i mikrokosmos og makrokosmos som i mellemkosmos, ét med evigheden, uendeligheden og Guddommen.