Alle levende væsener lever således i virkeligheden slet ikke på det fysiske plan. Deres fundamentale bevidsthed, tankefunktion og viljeføring udgør udelukkende en funktion i, eller jongleren med, åndelig materie. Derved kommer vi til at erkende, at der eksisterer et højere tilværelsesplan end det fysiske, og at det er på dette plan, at det levende væsen eksisterer og har hjemme. Igennem det fysiske legeme oplever det kun reaktionerne af det fysiske legemes berøring med de fysiske materier. Disse reaktioner bliver igennem det fysiske sansesystem omdannet til åndelige impulser, hvilket vil sige: elektriske impulser. Disse impulser overføres derefter til væsenets åndelige struktur og bliver til erkendelse. Først igennem denne erkendelse oplever væsenet, hvad det er, det igennem disse sanseimpulser oplever. Og det er således først her, at oplevelserne bliver til bevidsthed, viden og erindringer. Det er altså ikke på det fysiske plan, at det oplever kendskabet til det, det sanser igennem de fysiske sanser. De fysiske sanser kan kun markere reaktioner, og gennem hjernesystemet omdanne disse til elektriske impulser, der går i kontakt med væsenets åndelige struktur, der udelukkende er organ eller legeme for disse fysiske sanseimpulsers omdannelse til erkendelse eller viden, der igen indgår i et særligt åndeligt organ til opbevaring som erindring. Dette organ er i mit hovedværk Livets Bog udtrykt som skæbneelementet. Alle væsenets oplevelser eksisterer her som erindringer. Disse erindringer ligger til grund for alt, hvad væsenet ejer af kundskab eller viden. Af denne kundskab afhænger det, hvad væsenet kan forstå og omdanne til erkendelse og viden af nye oplevelser eller sanseimpulser.