Vi har nu konstateret nogle realiteter, der viser, at det levende væsen ikke er identisk med sit fysiske legeme, men udgør en evig, uforanderlig realitet, der kan skabe og opleve. Foreløbig har vi ganske vist kun set, at denne manifestation og oplevelse var i kraft af dets fysiske organisme. Men når det virkelige væsen bag organismen udgør en evig realitet, der kan skabe og opleve, ville det være ganske urimeligt at antage, at dets nuværende fysiske organisme, der kun er ganske midlertidig og i øvrigt meget forgængelig, skulle være den eneste organisme, dette evige, kosmiske væsen har skabt, og at det korte fysiske liv, som det igennem den kan få, skulle være den absolut eneste oplevelses- og manifestationstilstand, det har mulighed for at opleve. Hvordan så med den uendelige fortid, som det har haft før det nuværende liv? Og hvordan med den uendelige fremtid, der venter det efter det nuværende liv? Skulle denne evige eksistens uden for dets nuværende fysiske liv blot være en øde ørkenvandring, en detaljeløs eller manifestationsfri eksistens, en dødlignende søvn? Hvortil så den evige skabeevne? Og hvortil det nuværende fysiske liv, dette lille støvfnug af tid i forhold til evigheden? Hvortil en evig eksistens og en tilsvarende evig skabeevne, hvis det levende væsen kun skal bruge den til skabelsen af en så ubetydelig støvfnugoplevelse, som et enkelt fysisk jordliv vil være at betragte i forhold til denne evige eksistens og tilsvarende evige skabemulighed? Nej, en sådan urimelighed forekommer absolut ikke i den guddommelige verdensorden. Alt bliver her kun skabt til opfyldelse af absolut nyttige formål. Og opfyldelsen af disse formål er udelukkende dette, at de bliver til glæde og velsignelse for levende væsener. Derfor vil også den evige skabeevne udelukkende kun have til formål at give det levende væsens evige eksistens en tilsvarende evig permanent livsoplevelse af manifestation og skabelse.