Den forvandling, disse legemer eller redskaber for disse væseners manifestation gennemgår, gælder ikke for de pågældende levende væseners virkelige selv. Dette er evigt uforanderligt. Det er kun i væsenets eller "Jeg'ets" manifestationer, at forvandlingen sker. Disse manifestationer kan være mere eller mindre fuldkomne, de kan være onde, eller de kan være gode, de kan opløses eller tilintetgøres, de kan være gamle, eller de kan være nye o.s.v. Men væsenets virkelige struktur er hverken god eller ond, den kan hverken være ny eller gammel, den kan hverken tilintetgøres eller opløses. Væsenets virkelige og absolut eneste analyse er den, at det kun udgør "Noget, som er". Men det kan altså tilkendegive sig i en mangfoldighed af variationer. Og når væsenet kommer ud for den såkaldte "død", er det absolut ikke væsenets kosmiske struktur og "Jeg", der dør, men blot en manifestation af dette, der dør, hvilket i dette tilfælde vil sige: dets fysiske legeme. Det levende væsen kan altså ikke dø. Det af det levende væsen, der udgør "Skaberen" og skabeevnen, eksisterer stadig, selv om den fysiske organisme er gået under. Dette vil igen sige, at væsenet lever videre og stadig kan skabe og opleve, men naturligvis ikke mere på det fysiske plan.