Når vi således i vort højeste selv udgør det allerhøjeste princip, der manifesterer sig igennem de to andre principper: skabeevnen og det skabte, er vi altså i vort højeste selv hævet over tid og rum. Da vort højeste selv er identisk med "Skaberen", kan dette ikke nogen sinde være blevet til, men har evigt været til. Men når det evigt har været til, har det ingen alder. Man kan ikke sige, at det er så og så gammelt, da det jo ikke har haft nogen begyndelse, men er uendeligt. Det er derfor hævet over alle begreber om tid. Da det i sig selv udgør "Skaberen" og således er frembringeren af det skabte, kan det i sig selv ingen analyse have, thi hvad vi så end vil sige om dette selv, kan vi kun udtrykke det ved noget, som det har skabt. Siger vi om det, at det er ondt, eller det er godt, er dette onde eller dette gode noget, det har frembragt, og det kan således ikke være nogen analyse af det selv, eftersom det jo eksisterede før det frembragte. Det kan derfor kun være navnløst i sin virkelige kosmiske natur. Det er hævet over alle skabte foreteelser og kan således ikke udtrykkes som identisk med disse. Da kun det skabte udgør tid og rum, er vort højeste selv således hævet over alle begreber om tid og rum. Det er kun dets frembringelser, der er tids- og rumdimensionelle og derfor foranderlige og forgængelige. Da det levende væsen således kun kan åbenbare sig igennem forgængelige foreteelser » herindunder hører også dets fysiske organisme » er det ikke så mærkeligt, at det bliver opfattet som dødeligt, så længe man på grund af manglende udvikling ikke er i stand til at gennemskue det levende væsens kosmiske struktur.