Da hele verdensaltet viser sig for os som en eneste stor skabelsesproces og derved også som et tilsvarende ocean af skabte foreteelser, der i sin allerhøjeste analyse viser sig at være til glæde og velsignelse for levende væsener, bliver det til kendsgerning for os, at verdensaltet udgør tre urokkelige analyser, nemlig: Skaberen, skabeevnen og det skabte. Disse tre realiteter rummer i sig lige akkurat de tre principper, der skal til, for at et "Noget" kan fremtræde som et levende væsen. Da disse tre principper ikke kan eksistere selvstændigt eller uafhængigt af hverandre, udgør de således et treenigt princip. Hvis "Skaberen" ikke eksisterede, ville hverken skabeevnen eller det skabte være til. Hvis skabeevnen ikke eksisterede, ville det skabte, hvilket vil sige verdensaltet med alle dets oceaner af detaljer, umuligt kunne være blevet til. Verdensaltet udgør således i sig selv et levende væsen, i hvilket vi alle lever, røres og er. Iagttager vi os selv, udgør vi ligeledes et treenigt princip. Vort jeg udgør "Skaberen", ligesom vi også har en skabeevne og et resultat af denne skabeevne, nemlig: vor organisme og væremåde og øvrige frembringelser. Vi er således i vor kosmiske struktur i "Guds billede".