Det er således ikke menneskehedens materielle verden, dens jord og himmel, dens kroppe, dens øjne, øren, lunge- og hjertefunktion, der er noget i vejen med, men dens "tankeverden". Menneskehedens tænkeevne har altså ikke fået sin videnskab, således som dens materielle verden har fået det. Det er denne omstændighed, der er årsag til al krig og blodsudgydelse rent bortset fra, at det også er i tankeverdenen, at årsagen til alle menneskehedens øvrige onder, dens sorger og bekymringer har sit sæde. Det, der i dag er menneskehedens sande ulykkesårsag, er således den omstændighed, at den lever i to verdener, men kun erkender den ene, nemlig den fysiske. Denne er den, som nævnt, højt videnskabeligt bevidst i, mens den i en altdominerende udstrækning benægter den anden verden, nemlig den åndelige, som realitet. Det er denne benægtelse, der i alle forhold uden undtagelse kommer at stå ethvert af sine ophav dyrt og umuliggør enhver virkelig lykke for et samfund af sådanne ophav. Den "varige fred", som menneskeheden så længselsfuldt begærer og venter, kommer altså aldrig nogen sinde til at kunne eksistere i en verden med den mentale indstilling eller ignorering af tankeplanet eller den åndelige verden, som jordmenneskeheden afslører. Vejen til fred går udelukkende kun igennem videnskabeliggørelsen af væsenernes tankeverden, således at de bliver lige så hjemme i denne såkaldte "abstrakte" verden, som de nu er hjemme i den konkrete fysiske verden. Jordmenneskene kan ikke blive ved med kun at erkende den virkelige verden, der direkte omslutter deres jeg, som en blot og bar abstrakt eller imaginær verden. Den må blive lige så konkret eller realistisk som den fysiske verden.