De levende væseners udødelighed
Artiklen: Åndsvidenskabens nødvendighed
18. KAPITEL
Åndsvidenskaben og freden
"Internationalisme" er således menneskehedens absolut eneste vej til udfrielse af mørket, til kultur, til frihed, til fred og lykke. Og da åndsvidenskaben udelukkende er en videnskab om menneskenes internationalisme, deres indbyrdes kosmiske broderskab, en beretning om fremtidsstaten eller verdensrigets struktur, kort og godt er en oplysning om alt det ved det levende væsens skæbne, som hverken den materielle videnskab eller den kirkelige religion har kunnet give menneskene, er det her synligt, at menneskehedens sande fremtidslykke udelukkende kun kan baseres på åndsvidenskab. Dette vil igen sige en videnskab, der afslører livets mysterium og dets love ikke som trosdogmer, men derimod som sammenhængende logiske tankerækker, der for intelligensen gør alt broderskab imellem nationer, racer og individer synligt som en livsbetingende selvfølgelighed. Menneskets tilegnelse af denne indsigt i livets eller det levende væsens kosmiske analyse er det eneste, der kan fuldende den kultur eller hjertets dannelse, der får mennesket til at fremtræde i "Guds billede efter hans lignelse". Og med et verdensomspændende samfundslegeme af væsener eller celler er julebudskabets forjættelse sket fyldest. Den varige fred lyser ud over jordens kontinenter og have.