Er det ikke skrigende forkert at opretholde et statsstyre, inden for hvilket intellektuelle mennesker, der i mange henseender allerede er genier, skal jages rundt som en flok umælende dyr, som en flok får eller gæs, af en altbeherskende slavepisker eller en gruppe af slavepiskere, der igennem deres mentale struktur og væremåde afslører sig som intellektuelle eller åndelige undermålere? Væsener, der offentligt i ord eller handling åbenbarer, at de "hellere vil leve én dag som løve end hundrede dage som lam", har urokkeligt afsløret sig selv som mentale undermålere eller sinker på et plan, hvor man skaber humanitet, kultur, fred og lykke. Er det en kendsgerning, at et sådant væsen hører hjemme hos de vilde skalpe- eller hovedjægere?
      At den intellektuelle menneskehed er sunket ned til i visse tilfælde at lade sådanne skalpe- og hovedjægere, enten som enlige diktatorer eller som diktatoriske magtgrupper, skalte og valte med dens liv, sjæl og ånd, måtte uvægerligt føre til en kulturødelæggende dødsepoke som den, samme menneskehed i dag i store områder vånder sig i, sukker og stønner under. Tror man ikke, det er på tide, at man begynder at forstå nødvendigheden af at lære tanke- og sjælelivet at kende, lære at kende de levende væseners mentale struktur, lære at indse, hvordan man skal tænke, hvordan man skal føre vilje eller lære at forstå, hvad forholdet imellem os selv og andre levende væsener betyder? Skal dødssfæren blive endnu mere drastisk eller skrigende? Har vi ikke set, hvorledes det er gået de første fremtrædende skalpe- og hovedjægerdikterede lande? Skal de ellers så fornuftige og i demokrati fremskredne lande nu gå samme vej, lade sig indkapsle i en ring af hemmeligt politi, censur og frihedsberøvelse, koncentrationslejre, gaskamre og slavearbejde til fordel for en vanvittig eller sadistisk skalpe- og hovedjægermentalitet? Ja, sukker og stønner de nævnte lande ikke allerede under diktaturets første forberedende arbejde, dets første frihedskvælende dunster? Hvad er restriktioner, valuta- og varekontrol, toldmure og pasvisum etc.? De er de årsager, der under nødvendighedens og uskyldighedens kåbe eller maske overalt nu tvinger diktaturet frem i folkebevidstheden ganske uafhængigt af, hvilken regering de så end måtte sidde inde med. Det er de samme restriktioner, der befordrer den overtro, at den demokratiske regeringsform har spillet fallit, og at kun diktaturet må være at foretrække. Man mener således, at kun en "stærk mand" kan råde bod på miseren, bringe nationen på fode og give personlig frihed og velfærd til alle. Så hylder man den "stærke mand". Og så begynder ¡ ikke menneskenes frigørelse ¡ men en vældig jagt på skalpe og hoveder, en jagt på alle og enhver, der vover at have en anden mening eller tanke end diktatorens. At vejen nu uafvigeligt går imod koncentrationslejre, tortur, slaveri, invaliditet, død og undergang for staten, folket og diktatoren, er kun, hvad der allerede er blevet en kendsgerning for verden igennem alle de totalitære stater, der i dag kun er ruinhobe og mentalt kaos. Og er det ikke netop tillige en kendsgerning, at de stater, der i dag er længst fremme i det totalitære system, har endnu større og mere dybtgående personlig frihedsberøvende områder end de lande eller stater, der endnu til en vis grad ledes af ubeskadigede eller uforfalskede demokratiske principper, selv om disse principper ganske vist også er i skred eller forfald. Dette vil altså igen sige, at der i virkeligheden ikke eksisterer noget som helst nationalregeringssystem, der kan redde verden. Verdens frelse er ikke et spørgsmål om national magtforøgelse. Den er ikke et vare- eller pengeproblem, men et psyke-problem.