De levende væseners udødelighed
Artiklen: Åndsvidenskabens nødvendighed
15. KAPITEL
Hvad menneskene i første omgang må gøre
At menneskenes store materielle kunnen, deres beherskelse af naturens eller elementernes kræfter, deres høje materialistiske videnskab ikke har kunnet forhindre dette deres fald imod afgrunden, imod al personlig frihedsberøvelse, mod trældom og slavelænkning, imod armod, sult og sygdom, imod håbløshed og livslede, er i dag en fundamental kendsgerning for en hvilken som helst forsker, der virkelig kan tænke, høre og se.
      Men hvad skal menneskene da stille op imod denne uhyggelige kendsgerning, inden det bliver for sent? Den første betingelse er naturligvis, at de i stedet for at jage efter at sætte løn- og prisstigningsskruen i glødende sving eller hvirvel, må standse op, læse, lytte og tæn ke. Hele deres oplevelse af mørket, deres krigsåg, trældom og frihedsberøvelse skaber jo følelser eller fornemmelser af livet, der viser, at menneskene i sig selv er noget ganske andet end sten, vand og luft, og at der således er mere til mellem himmel og jord end netop materien. Men hvorfor så tro, at man kan leve uden at have kendskab til dette "noget", der ikke er sten, vand eller luft, det "noget", der ikke er kødet, blodet eller sanserne, men derimod udgør det "noget", der oplever mørket eller miseren igennem sanserne? Når denne misere eller menneskehedens mentale krise er en kendsgerning, er det også en kendsgerning, at der er "noget", der oplever denne krise, "noget", der græder, er syg og ulykkelig over sin mørke skæbne. Kan stenen, vandet eller luften græde over sin skæbne? Kan disse foreteelser overhovedet have skæbne? Vandrer de ikke i et lovbundet kredsløb? Må stenen ikke smelte, vandet fordampe og luften fortætte sig ved særlige temperaturforandringer? Materien kan hverken le eller græde over sin tilstand. Tror man ikke, det er på tide, at man begynder at lære at forstå, at evnen til at føle lidelse og lykke i sig selv er en afsløring af "noget", der står over materien, og overfor hvilket materien blot eksisterer som et materiale for livsoplevelse? Og tror man ikke, at dette "noget" lige såvel kan bruge materien til materiale for skabelsen af livslykke, som det kan bruge den som materiale for skabelsen af ulykke og livslede?