At masserne i deres uforstand og skuffelse vil reagere revolutionært imod dette styrt imod afgrunden, imod den frihedsberøvelse og lavere levestandard, som deres regeringer, grundet på livsbetingende nødvendighed, må opretholde, er naturligt. Den store hob tror, at det blot drejer sig om fagorganisation og lønforhøjelse og tilslutter sig politiske partier, der i særlig grad har forfølgelse af private initiativer eller foretagender til fordel for statsovertagelser af alle produktioner på programmet, og forstår slet ikke, at denne udskiftning ikke er løsningen, selv om den engang i fremtiden, når menneskeheden på en helt anden måde er modnet dertil, vil finde sted. Den forstår heller ikke, at alle vanskelighederne vil være de samme under en hvilken som helst nationalregering, der så end måtte sidde inde med magten. Diktaturet vil stadig i større eller mindre grad være fremtrædende. Det styrt hen imod kultursammenbrud og frihedsberøvelse, som menneskene inden for de demokratiske lande af i dag er ude for, og borgerne i de totalitære stater allerede vånder sig i, og som har lagt så mange af Europas kulturcentre i ruin og sendt millioner af mennesker til tortur, invaliditet, slaveri og gaskamre, kan ikke standses hverken ved strejker eller lockouter, krige, traktater eller overenskomster af nogen som helst art. Heller ikke prisstigninger eller lønforhøjelser tæller noget som helst i dette store spil. Miseren bunder, som vi før berørte, slet ikke i virkninger, som disse foranstaltninger kan være nogen som helst modgift imod. Tværtimod, disse foranstaltninger kan kun gøre ondet endnu værre.