En regering i et enkelt land kan let bevise sin uskyldighed og hjælpeløshed i diktaturets fremadskridende udvikling. Den kan jo ikke gøre ved, at de eller de af de andre stater ikke vil lukke op for deres overflødige beholdning af eventuelle brændstoffer, olie, kornstoffer eller andre livsvigtige produkter uden på de eller de hårde eller uoverkommelige betingelser. Nævnte regering har derfor ikke anden udvej end netop at diktere sit eget lands borgere at indskrænke deres forbrug af livsfornødenheder til de sparsomme kvanta, der er adgang til igennem landets egen beskedne valuta og selvforsyning. At denne indskrænkning kun kan ske ved diktatur, rationering, varekontrol etc., er selvfølgeligt. At der herved skabes vældige indhug i borgernes personlige frihed og ejendomsret i form af restriktioner, der er skrigende imod den demokratiske politik og borgerbeskyttelse, der ellers inden for en vis tidsepoke har været gældende, er selvfølgeligt. Det var i denne tidsepoke, at de nugældende kolossale videnskabelige, tekniske og kemiske fremskridt blev gjort, som nu må stagnere grundet på de voldsomme bestræbelser for at gavne sin egen nationale politik og overdrevne fædrelandsdyrkelse bag gigantiske isolationsmure af voksende militært opbud, som nationalstaterne hver især indkapsler sig selv i. At denne isolation eller indkapsling af nationalstaterne må blive en forkalkning eller tilstopning af det internationale samkvem mellem staterne, der efterhånden var blevet en livsbetingelse, turde vel her være synligt som en urokkelig kendsgerning. At denne forkalkning ikke kan fjernes ved en endnu mere effektiv isolationspolitik eller indkapsling af nationalstaten i form af en endnu større fædrelandsdyrkelse og voldeligt militært opbud kan jo kun være lige så selvfølgeligt. At det samlede internationale jordmenneskelige samfundslegeme vil reagere voldsomt imod denne dødbringende forkalkning i sit indre, er kun, hvad der er blevet til urokkelig kendsgerning igennem den verdenskrig, der begyndte i 1914, og som først kan standses den dag, der opstår et internationalt, demokratisk lov- og retsvæsen, udstyret med magt til at nedbryde alle nationalmilitære isolationer og dødbringende fædrelandsforgudelser. Indtil da vil nationaliseringerne kun kunne give deres befolkninger frihedsberøvelse, restriktioner eller livsledebefordrende indgreb på alle tænkelige felter.