De levende væseners udødelighed
Artiklen: Åndsvidenskabens nødvendighed
10. KAPITEL
Hvad sandt "demokrati" og sand "kommunisme" ikke kan være, og hvad de er
"Demokrati" og "kommunisme" kan ikke være en stats hensynsløse forfølgelse og slavelænkning af individet og den heraf følgende udvikling af en tyranniserende, hæslig magtbrynde hos en eller anden selvbestaltet herskende lille klike og dens håndlangere. "Demokrati" og "kommunisme" kan ikke være en stats opretholdelse ved hjælp af alle mulige moderne gangstermetoder med en ubarmhjertig og hensynsløs skatteplyndring, en pludselig laden hånt om al ejendomsret, skabende et sådant væld af restriktioner, at individet ikke mere kan købe en strømpe, en skjorte eller lignende uden med diktaturets tilladelse. Det kan heller ikke være demokrati eller kommunisme at opretholde en politisk eller statslig struktur, der er et tyngende, nedbrydende åg på ethvert personligt initiativ og talent i form af en hensynsløs, båndlæggende berøvelse af dets frugter. Demokrati og kommunisme kan ikke være en statslig struktur, der er et tyranni, over for hvilket individet absolut ingen beskyttelse har. Ligeledes kan demokrati og kommunisme heller ikke være en struktur, der tvinger alle til at være angivere eller "stikkere" for overhovedet at kunne sikre sit eget skind. Hvordan skal en varig fred kunne blive til virkelighed inden for et system, der forekommer som en kulminerende udklækningsanstalt for alle de laveste dyriske naturer i mennesket?
      Det er ikke så mærkeligt, at menneskenes politiske struktur i dag hverken er sandt demokrati eller kommunisme. Disse to politiske begreber kan nemlig udelukkende kun udgøre én og samme ting, nemlig en altomspændende "varig verdensfred". Hvad der ikke er virkelig "fred" kan umuligt være demokrati eller kommunisme. Sandt demokrati og kommunisme kan udelukkende kun være en statslig struktur, et politisk system, der garanterer individet dets fulde personlige frihed og alle frugter af dets talenter eller nyttige frembringelser. Det er et system, der beskytter individet imod ethvert tyranni og misbrug fra andre væseners side. Det er et system, hvis fornemste opgave er at finde ud af, hvilke talenter der skjuler sig i enhver borger, der kommer til verden, for derigennem at kunne garantere samme borger den højeste udvikling eller uddannelse af de samme talenter, vidende at kun på denne måde bliver individet til den højeste gavn og glæde for sig selv og staten. Det er således et system, der er baseret på menneskelige evner og talenter i stedet for på penge og guld. Det er et system, der er baseret på den viden, at staten består af individer, og jo højere disse individers talenter og evner kan bringes op, desto større fuldkommenhed i ånd og kultur, og til desto større velsignelse for borgerne vil samme stats fremtræden blive.