Medens de ovenfor nævnte situationer for dyret repræsenterer normale leveformer, idet de er de eneste, igennem hvilke dyret kan hævde sig, er de for det fremskredne jordmenneske absolut ikke at betragte som normale, idet nævnte væsen har adgang til langt fuldkomnere leveformer, alle baserede på krigens eller de dyriske leveformers totale modsætning. Forskellen mellem dyret og det jordiske menneske bliver denne, at medens dyret kun kan vælge en eneste bestemt livsform, nemlig den »dyriske«, kan jordmennesket betjene sig af ikke blot den dyriske livsform, men også af en livsform, der er dennes totale modsætning. Da denne sidstnævnte form udgør en modsætning til al krig, bliver den identisk med næstekærlighed. I det jordiske menneske findes der således repræsentationen af to store diametralt modsatte leveformer. At dette ikke blot danner grundlaget for krig imod næsten, imod omgivelserne, men også fører individet i krig mod sig selv, bliver her synligt som selvfølgeligt.
      Da individet således i sig har mulighed for at kunne benytte to leveformer, hvoraf den ene er fuldkommen og giver en fuldkommen livsoplevelse, og den anden er ufuldkommen og derfor giver en tilsvarende ufuldkommen livsoplevelse, vil det, hver gang det har benyttet sig af den ufuldkomne leveform (den dyriske) og derved erfarer den ufuldkomne livsoplevelse blive utilfreds med sig selv eller ulykkelig. Det er denne misfornøjelse, vi kalder »samvittighedsnag«. For det fremskredne kulturmenneske vil samvittighedsnag således altid betyde afsløring af, at det har benyttet sig af den »dyriske« i stedet for den virkeligt »menneskelige« leveform. Det får derved ikke blot de rent fysiske ubehageligheder, som benyttelsen af den primitive leveform har medført, men det oplever således også det mentale ubehag, det er at opdage, at man helt havde kunnet undgå ubehagelighederne eller den heraf følgende ulykkelige skæbne, hvis blot man havde handlet anderledes, havde handlet mere i næstekærlighedens og mindre i selviskhedens ånd. Da dyret kun har adgang til den dyriske leveform, er denne leveform som før nævnt normal for samme væsen. Det kan derfor slet ikke få nogen som helst form for virkeligt samvittighedsnag. Det lever i kontakt med sin tilværelse, sin livsbestemmelse, og er lykkeligt. Det er endnu i stor udstrækning i »paradiset«. Det fremskredne virkelige kulturmenneske på jorden har derimod begyndt at få bevidst selvbestemmelsesret med hensyn til, om dets livsoplevelse skal være lykkelig eller ulykkelig. Det har adgang til at betjene sig af to leveformer, hvoraf den ene giver det en lykkelig og den anden en ulykkelig livsoplevelse.