Men i den daglige tilværelse eller i væsenernes daglige manifestationer er forskellen mellem disse to åndsretninger endnu ikke så overvældende dominerende. Så længe de i den kristne lære døbte væsener endnu kan føre krig, hævne og straffe, være intolerante mod alle anderledes tænkende væsener, lyver eller bedrager og camoufleret eller åbenlyst ligefrem stjæler, røver eller plyndrer, da er de absolut ikke virkelig »kristne« mennesker, men tjener »hedningerne«s gud, selv om de ganske vist officielt har en »bibel«, ud fra hvilken det doceres, at man skal elske sin næste som sig selv. Dette at være et virkeligt »kristent« menneske er således ikke afgjort med dette at være kirkelig døbt og konfirmeret eller med nydelsen af nadveren. »Kristne« væsener, der både er døbte og konfirmerede og har alle disse formaliteter i orden, kan således godt være »hedninger«, medens »hedninger« eller væsener, der hverken er døbte, konfirmerede eller kender noget til nadveren eller andre »kristne« foreteelser, godt kan være »kristne«. »Kristendommen«, hvilket her skal forstås som den allerhøjeste form for næstekærlighed, er ikke noget, der blot skal manifesteres med ord og tunge, således som tilfældet er hos alle de »kristne«, der ligger i strid med deres næste eller fører krig med deres omgivelser, men den skal i allerhøjeste grad manifesteres i »gerning og sandhed«. De to store verdenskrige såvel som alle andre krige, der har været ført i verden, er absolut ikke »kristendom«, men er derimod »hedenskab«. Som vi ser, lader opfyldelsen af kristendommens evangelium meget tilbage at ønske hos det almene jordmenneske.