Imellem disse to former for udviklingstrin befinder det almene jordiske menneske sig. I vikingemenneskets udviklingstrin ser vi stort slægtskab med tigerens trin, medens vi i det fremskredne »kristne« menneskes trin ser slægtskab med det høj intellektuelle eller indviede væsens mentale trin. Vikingemenneskets mentale lys- og skyggeside er således en fuldstændig modsætning til det moderne humanistiske kulturmenneskes trin. Vikingemennesket er glad ved at kunne erobre og undertrykke andre væsener og røve deres ejendele. Det humanistiske kulturmenneske er derimod glad ved at hjælpe andre til deres ejendele, ligesom det i stor udstrækning får samvittighedsnag, hvis det ikke ofrer sig nok for sine medmennesker. Det er ikke så mærkeligt, at vikingen og det senere kulturmenneske ikke kunne leve på samme moral, og at man således efterhånden skelnede mellem »hedninger« og »kristne«.
      Ved »hedninger« skal her forstås væsener, der endnu lever i troen på en gud eller guddomme, der bliver »vrede«, »kamplystne«, »straffer« og »hævner«, guddomme, hvis idealer mere eller mindre er krig og undertrykkelse af andre væsener. Ved »kristne« skal derimod her være at forstå væsener, der kun tror på en virkelig altbeherskende human eller kærlig gud, der hverken »straffer«, »hævner« eller bliver »vred«, men derimod igennem sit skabervælde betinger, at »alt er såre godt«, og at ethvert væsen er sin egen skæbnes absolutte herre, selv kan bestemme sit lys og mørke.