Men når »årstiderne« spiller en så kolossal rolle i det levende liv, at de netop betinger selve livet, hvordan går det da til, at millioner af tænkende væsener kun ser disse som automatfunktioner, opståede på grund af tilfældigheder? Ja, ser de overhovedet andet end tilfældigheder i alt, hvad der er skabt og blevet til udenom mennesket? Er det ikke således, at de allerfleste mennesker selv midt i sommerens strålende, milde natur med alle dens herligheder ikke fornemmer andet end indignation, vrede eller ligefrem had mod den eller den? Er ikke mange mennesker netop i dag fortvivlede over et eller andet? Nogle nærer dyb sorg og andre jubler i abnorme glæder. Nogle svælger i frådseri og drukkenskab samtidig med, at andre dør af sult og sygdomme. Nogle går rundt i skinsyge eller misundelse samtidig med, at andre er fyldte med livslede. Men når menneskene er således indstillede, er tyngede af alle disse besværligheder, er det da ikke så sært, at sommerens lyse åbenbaring eller Guds passage henover kontinentet finder sted, uden at disse betyngede væsener ser eller mærker noget. Men tror man, at alle disse sommerens smukke herligheder bliver manifesterede eller åbenbarede for ikke at skulle ses eller opleves? Tror man ikke, at det er livets mening, at disse herligheder netop til fulde skal opleves af ethvert levende væsen i disse områder?