Nej, tusinder eller nærmere titusinder, ja, vi kan endog sige millioner af mennesker ved slet ikke mere, hvad det er, de med deres sanser oplever eller er stedet over for. For dem er »sommeren« kun en blot og bar »årstid«. Den skyldes jordens forhold til solen o.s.v., men at der netop er en hensigt med dette jordens forhold til solen, ved millioner af mennesker i dag slet ikke noget om, ja kan end ikke engang lære at forstå det. Deres begavelse svigter her. De er på disse felter så at sige »døde« sjæle. De forstår således ikke, at uden årstider ville enhver form for tænkning og dermed enhver form for bevidsthed være umulig. Men uden bevidsthed ville ethvert Jeg kun udgøre – ikke »et levende væsen«, ikke nogen »gudesøn«, men et blot og bart »noget som er«. Det ville således ikke opfylde de tre betingelser, der ifølge mit hovedværk: »Livets Bog« kræves, for at et »noget« kan fremtræde som et »levende væsen«. Uden årstiderne ville således en evig absolut død beherske universet, hvis man kan udtrykke det således, thi universet med sine sole og stjernebyer, kloder og planeter og tilhørende liv ville jo ligeledes være en total umulighed. Alt det, der i dag er liv, skønhed og glæde, og alt det, der udgør baggrunden eller kontrasten hertil, ville aldrig nogen sinde være kommet til at sætte en hjerne i funktion eller svingninger, ligesom der aldrig nogen sinde ville være blevet nogen som helst form for hjerneorgan til.