Det jordiske menneske ved udmærket godt, at det ikke kan nytte noget at blive vred på en tidsel, fordi den ikke er en rose, når det gælder planteriget, men ikke desto mindre forlanger det, at alt og alle skal være roser og liljer, når det gælder medvæsener og omgivelser. Det forstår ikke, at disse væsener og omgivelser kun er planteriget eller blomsterverdenen i en længere fremskreden form i udviklingen, og at der her i denne form, hvor planterne fremtræder i animalsk tilstand, i kød og blod, lige så naturnødvendigt må forekomme en mangfoldighed af farver og strukturer som i planterigets vegetabilske form. Det er rigtigt, at farve og struktur hos de animalske »planter«, dyr og jordmennesker mere er af en indvendig art end hos de vegetabilske planter, der har hele deres kolorit i ydre, fysiske farver. Hos de animalske »planter« har udviklingen for længst omdannet de ydre fysiske farver til en indre, mere eller mindre fysisk usynlig, kolorit. Denne usynlige kolorit er det, vi kalder væsenets tankeverden og den heraf fremtrædende psyke eller den såkaldte »karakter« eller »moral«. Det, der således i dag er moral hos de animalske væsener, er det samme som det, der hos de vegetabilske væsener eller planterne er ydre, fysiske farver eller kolorit. Men selv om disse plantens ydre farver er blevet til noget psykisk, noget mentalt, og derfor ikke er direkte fysisk synligt hos det animalske væsen, må man derfor ikke tro, at de er blevet ensrettede og derved betingede, at de animalske væseners psyke eller moral er nøjagtig ens som soldater i geled eller som figurer, støbt i samme form. De animalske væsener viser nøjagtig samme mangfoldighed i forskel på psyke eller moral som den, planterne eller de vegetabilske væsener udviser i deres ydre farve og struktur. Og ligesom planternes farver og struktur for hver enkelt art er naturlig og selvfølgelig, således er også hver enkelt arts mentale farve og struktur i form af moral naturlig og selvfølgelig. Men her er det, at det uindviede jordmenneske kommer i konflikt med livet. Medens det udmærket ser planternes ydre farver og struktur og finder disse for hver enkelts vedkommende selvfølgelige og naturlige, kan det derimod ikke altid se, at dets medvæseners særlige mentale struktur eller moral, der jo er plantens farve og struktur på et højere plan, er lige så naturlig og selvfølgelig. Det kniber her meget stærkt, hvis det da ikke ligefrem er helt umuligt for et sådant væsen at se, at en moralitet eller livsopfattelse, der er afvigende fra dets egen, skulle være lige så naturlig og selvfølgelig som denne. Det forstår endnu ikke, at væsenerne, selv om de har det samme fysiske ydre, ikke desto mindre endnu psykisk eller mentalt må være »roser« og »tidsler«, »liljer« og »mælkebøtter« o.s.v. Det tror, at fordi medvæsenerne har samme art fysiske legemer som det selv, skal de også have samme art karakter eller psyke som den, det selv lever på eller bliver behersket af. Og her er det, at det forlanger, at »løven« skal være blid som et »lam«, ja, forlanger i det hele taget, at alle andre jordmennesker skal være ligesom det selv. Det tror, at livsopfattelse og moralitet udelukkende kun er viljesakter. Det forstår ikke, at det kun er vort eget trins moralitet, vi kan opfylde i kraft af vor vilje, medens det vil være totalt umuligt for os at opfylde en moralitet, der tilhører et udviklingstrin; der ligger over vort eget på udviklingsstigen. For at kunne opfylde dette trins moralitet kræves der udvikling.