Hvori ligger da denne fare ved at »dømme« eller med ond kritik at forfølge andre? Faren ved med forfølgende dom og kritik at genere sin næste ligger udelukkende deri, at denne næste er, som han netop i det givne øjeblik skal være og udelukkende kun kan være, nemlig repræsentant for sit udviklingstrin. Men hvem kan være anderledes? Må ikke selve verdensgenløseren, mesteren eller det højintellektuelle væsen være det? Tror man ikke, det er lige så umuligt for en »bandit« at være en »kristus«, som det er umuligt for en »kristus« at være en »bandit«? Men hvorfor så forlange, at en »bandit« mere eller mindre skal være en »kristus«? Er det ikke netop dette forlangende, der er kernen i enhver forfølgende eller ond jordmenneskelig kritik af næsten? Er ikke kritik netop en påberåbelse af, at vedkommende næste ikke opfylder de eller de idealer, som kritikeren synes, han skulle opfylde? Men da næsten til enhver tid umuligt kan repræsentere andet end sit udviklingstrin, akkurat som tigeren til enhver tid må udvise sit og lammet sit, bliver det ikke »næsten«, der er noget i vejen med, men derimod i allerhøjeste grad kritikeren. Jo mere ond og brutal hans kritik eller dom over næsten er, jo mere har han afsløret af sin egen uvidenhed eller ufuldkommenhed. Han har dømt – ikke næsten – men sig selv.
      Og det bliver således denne hans tro på, at næsten eller omgivelserne er forkerte og burde være anderledes, der lukker ham ude fra det virkelige syn af næsten eller omgivelserne. Denne hans tro eller overtro er blevet hans livs eller hans bevidstheds fængsel. At han således mentalt set befinder sig i et fængsel, forstår han ikke og forstår derfor heller ikke, at det, han ser ud fra dette sit fængsel og den heraf følgende kritik og handlemåde over for næsten eller omgivelserne, bliver naturstridigt og bringer ham til at være i en permanent konflikt med selve livsloven eller næstekærlighedsloven. Han vil hele tiden mere eller mindre være optaget af at føre krig med næsten eller omgivelserne. Han begærer eller forlanger, at de skal være således, som han ud fra sin bevidsthed eller tankeverden mener er rigtigt. Han er i princippet faktisk optaget af at fordre, at tigeren skal være blid som et lam, og banditten fuldkommen som en kristus. I det mentale fængsel i form af uvidenhed og overtro, han befinder sig i, kan han ikke se, at de animalske, levende væsener faktisk udgør et i udviklingen videreført blomstertæppe på en eng. Engen er det daglige liv. Ligesom blomsterne på en eng repræsenterer højst forskellige farver og arter, således repræsenterer også de jordiske mennesker højst forskellige mentale farver og arter. Lige så tåbeligt det ville være at forbande en blomst, fordi den har den eller den farve og tilhører den eller den art, lige så tåbeligt vil det jo også være at forbande eller fordømme et jordmenneske, fordi det har den eller den mentale farve og tilhører den eller den art. Ligesom blomsten ikke kan gøre ved, at den tilhører den eller den art og farve, således kan det jordiske menneske jo heller ikke gøre ved, at det tilhører den eller den mentale farve eller karakter. At straffe og fordømme et jordmenneske, fordi det ikke er en engel eller et moralsk geni, vil jo være det samme som at straffe en hund, fordi den netop er en hund og ikke et andet væsen. Det er at straffe et »dyr«, fordi det ikke er et »menneske«. En sådan optræden kan kun manifesteres af det væsen, der i sin uvidenhed vandrer trygt der, hvor engle ikke tør træde.