Vi er således her ved karma- eller gengældelseslovens inderste kerneprincip. Vi er ved et felt, i hvilket næsten alle uindviede eller uintellektuelle mennesker dømmer forkert og derved saboterer deres egen åndelige frihed eller stækker deres vilje og gør deres skæbne til et mentalt fængsel, i hvilket de ønsker alt og alle indkapslet. Deres forhold til næsten eller omgivelserne bliver således i virkeligheden, uden det er dem bevidst, det samme som det, der er mellem en fangevogter og hans fanger. Ja, netop dette forhold bliver det i sin allerværste forekomst. Fangerne vil nemlig her i dette kosmiske eller mentale fængsel i en overdådig grad bryde ud. »Fængslet« her er nemlig individets bevidsthed eller tankeverden. I denne tankeverden har individet en hel serie af rum eller terræner. I disse rum eller terræner har det placeret alt og alle, alt efter dets sympati og antipati. Og kilden til denne sympati og antipati vil således være fundamentet for individets forhold til sin næste og omgivelserne. Den vil betinge, hvilken dom, hvilken fangecelle, hvilken favorisering eller fredløshed nævnte skal have inden for dets tankeverden eller bevidsthedsområde.
      Det, der således er en stor gene for det almindelige jordmenneske, er den omstændighed, at det på forhånd stiller et begær eller et krav til alle væsener og ting, det kommer i berøring med. Det har som regel dannet sig et særligt bestemt billede af, hvordan væsener og ting skal se ud. Hvis det, det møder eller kommer i berøring med, ikke svarer til dette billede, bliver det pågældende væsen mere eller mindre skuffet. Og denne skuffelse kan igen føre til ærgrelse, som atter igen fører til indignation eller vrede og dermed til forfølgelse af eller krig imod de pågældende væsener eller ting. Og det er denne forfølgelse eller krig, der sluttelig bliver en sabotage af dets egen livslykke eller glæde ved at være til. Det, der således er et sådant væsens ulykke, er alle disse fordomme imod væsener og ting, som det efterhånden har ladet sin bevidsthed komme til at bestå af. Og jo flere sådanne fordomme eller forstenede forhåndsindstillinger til væsener og ting, et væsen har, desto mere upassende kommer disse væsener og ting, hvilket igen vil sige dets omgivelser og dermed dets næste, til at forekomme det at være. Og det vil over for denne »næste« være fyldt med en højst ukærlig og forfølgende kritik, der så igen bliver til bagtalelse eller sladder om vedkommende »næste«, Det er denne »kritik«, verdensgenløseren advarer imod med sit påbud: »Dømmer ikke, at I ikke skulle dømmes! Thi med hvad dom I dømme, skulle I dømmes, og med hvad mål I måle, skal eder måles igen«. Og er det ikke også i samklang hermed, når han siger: » ... dersom nogen giver dig et slag på din højre kind, så vend ham den anden til«.