Livets vej
Artiklen: Mentale fængsler
15. KAPITEL
Hvad den indviede ved
Det indviede væsen ved, at man ikke med vrede, vold og magt kan lave andre væseners natur om, flytte dem fra et udviklingstrin til et andet, men at denne omplantning af væsenet fra et trin til et andet udelukkende kun kan besørges af livet selv igennem en større eller mindre udviklingsepoke. At man med magt kan tvinge væsenet en liden tid til i et eller andet felt at følge ens vilje, er ikke det samme som, at man har hævet det pågældende væsen op til et højere trin. Thi denne dyrets efterkommelse af tvang er jo kun »dressur«. Det er en manøvre, det må udføre for at blive fri af dressørens pisk. Men hvorfor manøvren netop skal være sådan eller sådan, har det dresserede dyr absolut ingen som helst mening eller idé om og kan derfor ikke være blevet højere udviklet. Hvis et menneske bliver overfaldet af en tiger, er det ikke en fejl hos tigeren, thi dette overfald er jo kun tigerens livsbetingende natur, men derimod en fejl hos mennesket. Det ved i forvejen, hvilken risiko der er forbundet med at færdes i et terræn, der er tigerens domæne. Hvis et fremskredent udviklet eller indviet væsen bliver overfaldet eller generet af et primitivt menneske, ligger ansvaret herfor i virkeligheden slet ikke hos det primitive menneske, men derimod hos det udviklede eller indviede væsen. Det vidste i forvejen, hvilken risiko der var forbundet med at færdes i det primitive væsens domæne, og kunne have garderet sig. Hvis en oplyst eller civiliseret missionær tager ned i urskoven for at omvende menneskeædere og bliver ædt af disse væsener, ligger ansvaret herfor ikke hos menneskeæderne, men udelukkende hos missionæren selv. Menneskeæderne levede jo i deres eget terræn og fulgte ganske normalt deres trins natur. Med hensyn til missionæren vil der være det at sige, at han også fulgte sin natur. Men når begivenheden kom over hans hoved, var det jo fordi det var ham og ikke menneskeæderne, der forlod terrænet for sin naturs eller sit udviklingstrins særlige erobrede skueplads og begav sig ind i terrænet for de andre væseners trins manifestationsområde. At han ikke her kunne undgå i større eller mindre grad at blive udsat for dette terræns beherskeres kontrære manifestationsmåde, er jo lige så naturligt, som det er naturligt, at han i større eller mindre grad ville blive lemlæstet, hvis han fandt på at springe ud fra 4. sal og ned på gadens beton- eller granitbrolægning. Denne lemlæstelse af hans legeme gør ikke brolægningen unaturlig eller forkastelig, men derimod den handlemåde, hvormed jeget bragte sit legeme i den situation, hvor det uundgåeligt mere eller mindre måtte lemlæstes eller knuses.
      Om jeget ved denne handlemåde har kunnet skabe et gode af et sådant format, at det har kunnet opveje nævnte legemes undergang, således som det skete med hensyn til Jesu skæbne eller korsfæstelse, er jo en sag for sig. Men den berettiger ikke til vrede eller hævn imod de »primitive« væsener, inden for hvis terræn begivenheden fandt sted, og for hvem samme begivenhed kun kunne opfattes som en underminering af de traditioner, der for dem var det eneste hellige eller absolutte.