Hvilken forskel er der da i det kosmisk fængslede og det kosmisk frie væsens indstilling til livet? Det kosmisk fængslede væsen ønsker, at livet skal være i kontakt med dets begær, og bliver derfor skuffet. Livet retter sig ikke efter individet. Det er individet, der må rette sig ind efter livet. Det kosmisk frie væsen begærer eller ønsker at være i kontakt med livet og baserer sit eget liv på dette sit ønske og opnår dermed den allerhøjeste glæde, lykke eller salighed i sin daglige tilværelse. Det føler sig fri af alle hæmmende og snærende bånd. Hele dets organiske og sjælelige struktur er kun indstillet på at befordre manifestationen af princippet »hellere at give end at tage«. Og her bliver det ikke skuffet. Denne manifestationsudfoldelse er der altid brug for, ligesom der er uendelig mange, der trænger til sympati eller kærlighed. Det kosmisk frie menneske er nået så langt frem i udvikling; at det ejer den guddommelige egenskab: ikke at vente sig verden eller væsenerne anderledes, end den og de netop er. Det er denne fornemme kosmiske egenskab, der totalt fritager det indviede væsen for skuffelser. Møder han et væsen, der er sympatisk, glæder han sig over det. Og hvis han møder et væsen, der er usympatisk, ja, måske endog generende, så forstår han et sådant væsen. Han ved, at det er dets natur, dets udviklingstrins særlige manifestationsform. At denne her er primitiv, kan jo ikke lægges væsenet til last. Det kan jo umuligt manifestere en tilstand eller væremåde, der tilhører et udviklingstrin, det endnu ikke har nået. Det indviede eller åndsfrie væsen er fuldstændigt indforstået med dette og venter sig derfor slet ikke nogen anden manifestationsform end netop den, der er nævnte væsens udviklingstrin. Og det er jo ud fra lige akkurat den samme forståelse eller viden, at Kristus på korset udtrykker: »Fader forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre«. Han så, at hans bødlers handlemåde hørte med til deres udviklingstrins natur på samme måde, som tigerens handlemåde er dens natur. Han vidste, at det var lige så tåbeligt at blive vred på dem, fordi de fulgte deres trins natur, som det ville være at blive vred på tigeren, fordi den følger sin natur.