Tror man ikke, at den sejr, der vindes med atombomben eller andre mord- eller lemlæstelsesmaskiner, i en endnu større grad bringer sit ophav til i kvalfuld samvittighedsnag at skrige det ud eller råbe mod himlen: »Det gode, jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, jeg ikke vil, det gør jeg«? Men kan det gavne dem, man har lemlæstet eller dræbt? Kan man dermed give de forældreløse børn deres forældre og de forældre deres børn tilbage, man eventuelt med sin højere dødsteknik har myrdet? Og kan man få fred i sit sind, blive fri af samvittighedskvalerne ved hjælp af endnu mere døds teknik? Tror man, at selvmord er livets mening eller vejen til lykken? Er en selvmorder ikke det ynkeligste og mest kapitulerende væsen i verden? Kan et væsen i højere grad gøre forsøg på at unddrage sig sit ansvar og overlæsse det på andre? Ikke engang dyrene benytter sig af en sådan mental flugt fra deres ansvar og skæbne. Tror man, det er den form for mentalitet, der er bestemt for den smukke, oprejste »menneskelige« fysiske organisme, jordmennesket har fået, og igennem hvilken dets øje permanent kan være vendt mod stjernerne, solene og Guddommen? Nej, jordmennesket er bastet og bundet i sine egne »dyriske« forestillinger, baserede på dets selviske eller egoistiske begær. Disse begær og forestillinger danner dets sande livsbillede eller verdensopfattelse. I dette livs- eller verdensbillede udgør det selv i virkeligheden hovedpersonen. Og som sådan stiller det temmelig omfattende fordringer til omgivelserne, fordringer der som regel ikke står i noget rimeligt forhold til det, det selv mener at kunne yde omgivelserne. Det fordrer således mere af omgivelserne end det, det selv vil afse til gengæld over for de samme omgivelser. Det vil altså »hellere tage end give«. Og der, hvor dette begær eller ønske ikke bliver opfyldt, føler det sig forurettet af livet eller omgivelserne.