Tusinder af mennesker oplever hvert år sommerens varmende og strålende sollyse områder. Omkring dem er der vidunderskønne friske dufte fra kornmarker og grønne enge. Ved gule strande boltrer menneskene sig i blågrønne salte vover. Fra grønne skove og lunde lyder nattergalesang og gøgens kuk-kuk. Fra den blå himmel og de hvide sommerskyer lyder lærkesangen hele den lange dag. I dæmringen begynder mosekonens bryg at indlede den lyse sommernats eventyr i silhouettekoglerier, elverkongescener eller andre vidunderlige skærsommernatsdrømme. I elskovsatmosfære og kærlighedslængsler søger unge par ud i ensomheden. Og naturen tager dem til sit hjerte. I den lyse sommernat går Gud henover kontinentet. I den nordiske midsommer er Guds rige åbenbaret på jorden. Det ældgamle udødelige sagn om paradiset er blevet til levende virkelighed for vore øjne. Vi er fremdeles stedet for den levende »Adam« og »Eva« i kød og blod. Og Gud råber til os igennem haven.
      Men hvordan nu med alle disse tusinder, der lever midt i al denne guddommelige herlighed. Ser de noget af herligheden? Ser de noget af det, der kosmisk set foregår? Ved de noget om, hvad det er, de således i midsommerens kulmination er stedet overfor?