Kosmiske glimt
Artiklen: Det femte bud
9. KAPITEL
Uden overholdelsen af det femte bud ingen som helst vej ud af mørket
Uden overholdelsen af det femte bud er der således ingen vej frem, ingen kærlighed fra næsten, ingen fred i sindet, ingen salighed eller tryghed i livet. Man vil stadig komme til at leve i rædslernes og de ulykkelige skæbners domæne og den her kulminerende overtro, at menneskets højeste beskyttelse er krig, drab, henrettelse, tortur og straf. Man forstår således ikke, at den eneste virkelige og absolutte beskyttelse i livet er vejen til Gud, men vejen til Gud er overholdelsen af det femte bud. Det må dog her siges, at overholdelsen af det femte bud er en manifestationsform, man naturligvis ikke kan praktisere, blot fordi man kender dets påbud. Det er en manifestationsform, der efterhånden opstår i væsenet alt efter de virkninger af dets overtrædelse af det femte bud, det har gennemlevet. Disse virkninger er altså det samme som lidelserne eller de ulykkelige skæbner. Disse lidelser eller skæbner afføder efterhånden i væsenet den humane evne eller næstekærlighed. I samme grad, som denne evne opstår, bevirker den, at væsenet ikke kan nænne at gøre det »onde«. Der, hvor denne humane evne endnu ikke er tilstrækkelig udviklet, der gør væsenet i en tilsvarende grad det »onde«, selv om det i virkeligheden ikke ønsker at gøre det. Mennesker på dette stadium oplever derfor ligesom Paulus, at det »gode«, de vil, det gør de ikke, men det »onde«, de ikke vil, det gør de. Men det er ganske naturligt på det stadium, hvor disse mennesker står. Ingen som helst kan være mester i begyndelsen af en manifestationsform, de skal opøve. Det er først, når den træning eller fuldkommengørelse er nået, der skal til for at gøre væsenet til mester i den. Desuden er den jordiske menneskehed indhyllet i et sådant område af mørke skæbner, at der opstår situationer, i hvilke det er lige meget, hvad man så end gør, så er det et »onde«. Man må da her finde ud af, hvad der er »det mindste onde« og så handle derefter. Det vil da være det kærligste. Med denne indstilling i sind og væremåde vil evnen til at overholde det femte bud vokse stærkt og gøre Gud og paradiset til en fundamental kendsgerning i ens indre.